Bevilling: Kulturvitaminer
Indstilling.
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget bevilger 12.000 kr. i 2024 puljemidler til afholdelse og støtte af flere arrangementer i forbindelse med Kulturvitaminer-projektet i foråret og sommeren 2024.
Problemstilling
Projektet Kulturvitaminer er initieret som samarbejdsprojekt på tværs af flere forvaltninger og er bygget på et koncept om at give udsatte borgergrupper ”et skud kultur” for at fremme sundhed og trivsel. I København er der i første omgang tale om et pilotprojekt her i foråret og sommeren 2024, hvor to forløb med 8-14 borger pr. hold etableres a 10 ugers varighed, med 2-3 aktiviteter ugentligt. Deltagerne for de to hold vælges i samarbejde med Socialforvaltningen. Derved får man fat i nogle mennesker som vi ellers har svært ved at nå ud til. Samtidig kan Lokaludvalgets deltagelse i projektet styrke fremtidigt samarbejde.
De to hold har tilknyttet en kulturguide, som er med dem hele vejen igennem. Der arbejdes konkret med ABC modellen (Act, Belong, Commit), som redskab til at øge mental sundhed for deltagerne. De forventede resultater indebærer øget trivsel gennem et bedre selvoplevet helbred og mental sundhed og at deres sociale netværk øges.
Projektet taler ind i flere af bydelsplanens indsatsområder, for social, sundhed, ældre og integration. Særligt på indsatsområdet Øget mental sundhed på Østerbro. Her beskrives at: ” I lokaludvalget vil vi, for at forebygge dårligt mentalt helbred på Østerbro, i denne lokaludvalgsperiode, arbejde på at etablere et netværk med fokus på fællesskaber og sociale indsatser”, samt et fokus på at arbejde med oplysning og støtte af organisationer og tilbud, der henvender sig til mental sundhed.
Foruden at give anledning til konkret at arbejde med bydelsplanens indsatsområder for Social, Sundhed, Ældre og Integration, giver deltagelsen i Kulturvitaminer Lokaludvalget mulighed for at styrke samarbejdet på tværs af forskellige aktører i bydelen og derved øge fremtidige muligheder for samarbejdsprojekter. Samtidig når projektet ud til oversete grupper på Østerbro, som udvalget generelt har svært ved at nå ud til, men som fagudvalget længe har diskuteret mulighederne for at nå.
Løsning
Fagudvalget for social, sundhed, ældre og integration foreslår at der afsættes 12.000 kr. til afholdelse og støtte af flere arrangementer i forbindelse med Kulturvitaminer-projektet i foråret og sommeren 2024.
Som del af Lokaludvalget deltagelse i projektet stables 3 forskellige aktiviteter på benene, for de to deltagende hold.
- Fællesspisning. Vi vil medvirke med fællesspisning 2 gange som en del af det forløb der er planlagt. 1 fællesspisning skal placeres i starten af forløbet, hvor deltagerne lærer hinanden at kende. Denne kan tage form af en brunch. 1 fællesspisning etableres enten undervejs i forløbet eller som en afsluttende del af Kulturvitaminer-forløbet. Den sidste kan evt. kobles på en fællesevaluering af projektet. Fællesspisningerne er for alle deltagende på de to hold, samt deres kulturguide. Det munder ud i 30 deltagere til aktiviteten i alt.
- Kulturoplevelse på Østerbro. Vi vil gerne byde ind med en mulighed for at tilbyde en kulturoplevelse på Østerbro. Den specifikke udformning er ikke på plads, men der tages udgangspunkt i evt. musikoplevelse
- Guidet tour. Vi vil etablere en guidet tour på det historiske Østerbro enten via cykel eller på gåben. Guiden kan med fordel være Steen Jeppson. Hertil skal medregnes eventuelle udgifter i form af transport og/eller let forplejning.
Økonomi
Bevilling gives på 12.000 kr. til finansiering af de planlagte aktiviteter i forbindelse med Kulturvitaminer-projektets forløb på Østerbro. Det overordnede program for projektet er allerede fastlagt og finansieret, og de 12.000 kr. dækker således kun over udvalgets egen deltagelse i projektet og de aktiviteter der udspringer heraf.
Fordeling af midlerne ses herunder:
2 x fællesspisning a 100 kr. x 30 personer = 6000 kr.
1 x fælles kulturaktivitet på Østerbro. Billetpris ca. 100 kr. x 30 personer = 3000 kr.
1 x guidet tour 30 personer = 1500 kr.
Uforudsete udgifter = 1500 kr.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, arbejder arbejdsgruppen under fagudvalget for social, sundhed, ældre og integration videre med projekteringen i samarbejde med Kulturvitaminer-projektet.