Henvendelse vedr. muligheden for bevarende lokalplaner på Østerbro
Indstilling
Forpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget afsender vedhæftede henvendelse vedr. bevarende lokalplaner på Østerbro, til Teknik- og Miljøudvalget.
Problemstilling
Den historiske etageboligbebyggelse på Østerbro er stort set ikke omfattet af lokalplaner. Faktisk kun lige facaderne mod Østerbrogade og et par enkelte ejendomme, der ligger i forbindelse med nybyggeri. Det er således kun de planlovsbestemte kommuneplanrammer, der regulerer byggeriet, og de er særdeles rummelige.
Resultatet er, at en bygherre i princippet kan komme med et projekt, hvor en karré rives ned, og der opføres en kasse midt på grunden i 8 etagers højde. Det vil kræve at kommunen udarbejder en lokalplan for udviklingen, men når der ikke er klare retningslinjer, må man se i øjnene, at politikerne har svært ved at sige nej til et større arkitektfirma.
En bevarende lokalplan vil fastholde den eksisterende bygningsmasse med den nuværende klassiske arkitektur. Det betyder ikke, at der ikke senere kan dispenseres, eller måske laves nye lokalplaner. Men det gør det langt lettere at komme med indsigelser og ændringsforslag.
Løsning
Fagudvalget for Byplan, Miljø og Teknik har fået præsenteret en forespørgsel vedrørende arbejdet med bevarende lokalplaner på Østerbro. I den forbindelse er der blevet udarbejdet et udkast til en henvendelse om sagen.
Sagen har været drøftet i fagudvalget for byplan, miljø og teknik på mødet d. 7. marts 2024. Fagudvalget foreslår og bakker op om, at der sendes en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget.
Et udkast til henvendelse er vedhæftet som bilag.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, afsender forpersonen henvendelsen til medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget.