Intern høring vedr. lokalplanforslag Scherfigsvej med tilhørende kommuneplantillæg
Indstilling og beslutning
1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslag til Scherfigsvej med kommuneplantillæg
Problemstilling
Østerbro Lokaludvalg har modtaget intern høring om lokalplanforslag for Scherfigsvej med tilhørende kommuneplantillæg med svarfrist den 21. januar 2015.
Baggrunden for forslag er, at Pensam Liv Forsikringsaktieselskab, Consort A/S og Freja ejendomme A/S ønsker at opføre en boligbebyggelse på Scherfigsvej 8 og de har på den baggrund anmodet om en lokalplan for området.
Grunden er beliggende på kommunegrænsen til Gentofte med ca. 13.400 m² i København og ca. 500 m² i Gentofte.
Skitseprojektet foreslår fire flerfamiliehuse i form af punkthuse med en højde på op til 20 meter mod syd, hvor det grænser op til det eksisterende villakvarter og en kommende punkthusbebyggelse ved Strandpromenaden (lokalplan nr. 457).
Mod nord langs grænsen til Gentofte foreslås tre boligblokke i op til 24 meters højde. Bygningshøjden på boligblokkene skal ses i lyset af lokalplan nr. 307 for et område i Tuborg Syd i Gentofte Kommune, hvor der muliggøres boligbebyggelse i op til 37 meter umiddelbart nord for kommunegrænsen. Bebyggelsens og landskabets udformning tager udgangspunkt i typologierne i de omkringliggende bebyggelser.
Mellem Scherfigsvej og Strandpromenaden anlægges en stiforbindelse. Stien har offentlig adgang, hvilket muliggør adgang fra boligområderne langs Strandvejen via Scherfigsvej gennem bebyggelsen til Svanemøllebugten.
Bilag til høringen er vedhæftet Østerbro Lokaludvalgs elektroniske dagsorden på www.kk.dk
Løsning
” Østerbro Lokaludvalg synes som udgangspunkt at startredegørelsen er fin og projektet er godt.
Østerbro Lokaludvalg har dog enkelte ønsker til ændringer.
Lokaludvalget mener at grundens beliggenhed lægger op til at gøre det muligt for så mange boliger som muligt at have havudsigt, og i den nuværende udformning er dette begrænset for de mest nordvestlige bygninger. En løsning på dette kunne være at gennemføre den punktlignede placering af husene, som udføres i den sydlige del af forslaget, på hele grunden. En anden mulighed kunne være at lave en gradvis fremskydning af de nordlige blokke fra øst til vest.”
Beslutning
For: 14 stemmer
Imod: 1 stemme
Undlod: 0 stemmer
Lokaludvalget godkendte høringssvar vedr. Scherfigsvej.
Kjeld Kristian Lykke ønskede medsendt mindretalsudtalelse.