Genebevilling af støtte til puljeprojekter i 2019
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget træffer afgørelse om, hvorvidt der skal bevilges 12.000 kr. i 2019-puljemidler til projekt "Rum show for børnehaveklasser".
2. at lokaludvalget træffer afgørelse om, hvorvidt der skal bevilges 8.500 kr. i 2019-puljemidler til "Generationsbio".
Problemstilling
Lokaludvalgets sekretariat er blevet kontaktet af 2 puljeansøgere, der har modtaget støtte til deres projekter i 2018. Ansøgerne har ikke haft mulighed for at gennemføre de støttede aktiviteter, og de søger derfor om mulighed for at gennemføre dem i 2019.
Puljestøtten er givet i budgetåret 2018, og der er ikke mulighed for at overføre midlerne mellem budgetårene. Såfremt lokaludvalget ønsker at give mulighed for at gennemføre projekterne i 2019, skal penge genbevilges af 2019-puljemidler. I så fald vil de bevilgede 2018-midler falde tilbage til omdisponering, og støtten vil blive bevilget fra lokaludvalgets 2019-puljemidler.
Det drejer sig om følgende to ansøgte projekter:
"Rum show for børnehaveklasser" af Anne Olorenshaw, bevilget 12.000 kr. 14. november 2017.
Ansøger har meddelt, at der af personlige årsager ikke er mulighed for at gennemføre projektet i 2018. Der er dog indgået en forhåndsaftale med Krudttønden om, at koncerten kan afholdes dér den 11. januar 2019 og samtlige børnehaveklasser i bydelen er kontaktet. Ansøger søger derfor om, at projektet kan finansieres af 2019-puljemidler.
"Generationsbio" af Salaam fil og dialog, bevilget 8.500 kr. 19. september 2018.
Ansøger har meddelt, at der på grund af sygdom og travlhed på Plejecenter Fælledgården ikke har været muligt at afholde projektet i 2018. Der er truffet aftale om at holde de 3 arrangementer den 3., 17., og 31. januar 2019. Ansøger søger derfor om, at projektet kan finansieres af 2019-puljemidler.
Løsning
Lokaludvalget beslutter hvorvidt de ønsker at (gen)bevilge midler til de to projekter "Rum show for børnehaveklasser" 12.000 kr. og "Generationsbio" 8.500 kr. af 2019-puljmidler.
Økonomi
Østerbro Lokaludvalg har i 2019 fået udlagt 3.408.000 kr. i puljemidler til selvstændig varetagelse.
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.