Mødedato: 19.09.2013, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Henvendelse vedr. forslag om ændring af lokalplanbestemmelser for Pakhus 11

Se alle bilag
Lokaludvalgets skal tage stilling til afsendelse af henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og Miljøudvalget og kopi til de respektive forvaltninger.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for kultur og fritid og fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende henvendelse vedr. forslag om ændring af lokalplanbestemmelser for Pakhus 11 til Kultur- og Fritidsudvalget samt Teknik- og miljøudvalgets med kopi til forvaltningerne.

Problemstilling

Lokaludvalget har fået en henvendelse fra bestyrelsen for Foreningen Pakhus 11, som gør opmærksom på, at Pakhus 11s kontrakt med ejeren af bygningen ophører i 2015, og at det derfor ikke kan sikres, at der derefter vil være kulturaktiviteter i Søndre Frihavn. Pakhus 11 foreslår derfor, at man ser på anvendelsesbestemmelserne for området.

Lokaludvalget har den 10. oktober 2011, på en forespørgsel fra Kultur- og Fritidsudvalget udtalt sig om. muligheden for at finde en permanent løsning for Pakhus 11 som Kultur- og aktivitetssted i Søndre Frihavn.

Baggrund for Pakhus 11
Foreningen Pakhus 11 og Københavns Havn indgik i 1994 aftale med Københavns Havn, som på daværende tidspunkt ejede ejendommen, at omdanne det gamle elektricitetsværk med tilhørende bygninger til kultur- og aktivitetshus. Lokale- og Anlægsfonden og Københavns Havn bevilgede 5 mio. kr. og foreningen Pakhus 11 rejste selv 2. mio. kr., så de forsømte bygninger blev istandsat. I forbindelse med Københavns Havns aftale med staten og derefter dannelsen af "By og Havn, solgtes Pakhus 11 bygningerne videre til en ekstern køber, som ejer bygningerne i dag. Efterfølgende har der kørt en retssag mellem ejeren og Foreningen Pakhus 11 om lejeaftale/huslejepris, en retssag som ejeren tabte, da denne havde ladet huslejen stige i strid med den indgåede kontrakt.

Pakhus 11 har siden renoveringen af bygningerne fungeret som kultur- og aktivitetssted med bl.a. koncerter, teater mv. Pakhus 11 har gennem en årrække modtaget en årlig driftsstøtte på 200.000 kr. fra Københavns Kommune - dog ikke de seneste 2 år.

Anvendelsesbestemmelser
Fagudvalget for teknik og miljø har gennemgået anvendelsesbestemmelserne for Pakhus 11. Pakhus 11 er nu omfattet af lokalplan 265 "Dampfærgevej" fra 1996, som fastsætter anvendelsen til beboelse og serviceerhverv. Der er dog efterfølgende lavet en ny lokalplan i 2001 nr. 347 "Pakhusvej", der ændrer bestemmelser for den vestlige side af Dampfærgevej. I denne plan åbnes der udover boliger og serviceerhverv for anvendelse til kulturelle og fritidsprægede aktiviteter.

Fagudvalget ser en teknisk mulighed for også at inddrage den sydligste del af Dampfærgevej til samme formål, men uden byggemuligheder. Dermed rykkes den nuværende vendeplads mod nord. Dampfærgevej indgår i dag som vejareal i Lokalplan 265 ”Dampfærgevej”, vedtaget i 1996.
I tråd med lokaludvalgets tidligere udtalelse om, at Pakhus 11 også efter den nuværende lejeaftales udløb vil fungere som kultur- og aktivitetssted, er det fagudvalgenes vurdering, at udarbejdelse af en ny lokalplan for ejendommen og gadearealet, der sikrer fortsatte kulturelle aktiviteter, vil være den mest hensigtsmæssige løsning.

Løsning

Fagudvalgene foreslår, at lokaludvalget afsender en henvendelse til både Kultur- og Fritidsudvalgets og Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer med en kopi til de respektive forvaltninger.

Fagudvalgene foreslår følgende tekst til henvendelsen:

"Østerbro Lokaludvalg har de senere år fulgt udviklingen omkring ”Pakhus 11” i Søndre Frihavnskvarteret, og frygter, at de kulturelle aktiviteter i Søndre Frihavn vil forsvinde efter den nuværende lejeaftales udløb i 2015. Lokaludvalget har derfor diskuteret muligheden for ændring af de gældende lokalplanbestemmelser for ejendommen og for selve Pakhusvej på stykket ud for Pakhus 11.

Dampfærgevej er i lokalplan 265 ”Dampfærgevej”, vedtaget i 1996. udlagt til vejformål, men ender blindt ud for Pakhus 11. Selve ejendommen er, udlagt til bolig og serviceerhverv. Efterfølgende er en del af planbestemmelsesområdet (den nordlige side af Dampfærgevej) inddraget i lokalplan nr. 347 ”Pakhusvej”, vedtaget i 2001, udlagt til bolig- og serviceerhverv med mulighed for ”kulturelle og fritidsprægede aktiviteter samt offentlige institutioner, der naturligt hører hjemme i området”. Bygningerne er fredede, og anvendelserne bolig- og serviceformål synes ikke relevante.

Det er derfor mere oplagt, at der udarbejdes en ny lokalplan for ejendommen og vejarealet ud for, hvor ejendommen udlægges til kulturelle og fritidsprægede formål, og hvor vejarealet anvendes i tilknytning hertil og nedlægges som vejareal. Lokaludvalget henviser i øvrigt til lokaludvalgets udtalelse den 13. oktober 2011, på foranledning af Kultur- og Fritidsudvalget, om en permanent løsning for Pakhus 11: ”så Pakhus 11 udover teater og musik også i fremtiden vil kunne bruges til andre kultur- og fritidsaktiviteter, bl.a. seniorgymnastik, børneteater, kunstudstillinger med lokale kunstnere og lign.”

Det er lokaludvalgets holdning, at Pakhus 11 bør bevares som et kultur- og aktivitetssted i et bykvarter, som er afskåret af banelinje og Kastellet, da det vil bidrage til at skabe liv i denne den af havnen – til glæde for beboere i Østerbro og Indre By bydele.

Såfremt der er interesse omkring lokaludvalgets forslag, stiller lokaludvalget sig gerne til disposition i forhold til dialog omkring fastsættelsen af de fremtidige anvendelsesbestemmelser for Pakhus 11 mv."

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes forestår sekretariatet den videre sagsbehandling med afsendelse af henvendelsen til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med kopi til de respektive forvaltninger.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at afsende henvendelse vedr. forslag til ændring af lokalplanbestemmelser for Pakhus 11 til Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med kkopi til forvaltningerne.
Til top