Høring: Udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Østerbro Lokaludvalg beslutter at afsende vedhæftede henvendelse som respons på processen vedr. høringen af udkastet for Ressource- og Affaldsplan 2030.
2. at såfremt høringsfristen rykkes, har Forpersonen fra Lokaludvalget bemyndigelse til at udarbejde og afsende et høringssvar på vegne af Lokaludvalget.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 27. maj 2024 sendt udkast til Ressource- og Affaldsplan 2030 i offentlig høring. Planen indeholder en række indsatser som skal minimere mængden af affald i København og øge mængden af genbrug og genanvendelse i kommunen. Den udgør ét af flere elementer i at skabe den bæredygtige udvikling i København.
Ressource- og Affaldsplan 2030 indeholder følgende fire mål:
- 10.000 ton genbrug fra Københavns genbrugsstationer. Ressource- og Affaldsplan 2030 sætter et mål om, at der årligt indsamles 10.000 ton genbrug fra Københavns nærgenbrugs- og genbrugsstationer fra 2030.
- 60 % reel genanvendelse af husholdnings- og husholdningslignende affald. Målet er, at der årligt indsamles 60% husholdnings- og husholdningslignende affald fra 2030.
- 30.000 ton erhvervsaffald til genanvendelse. For erhvervsaffald er målsætningen, at 30.000 ton af erhvervsaffaldet i København sorteres til genanvendelse fra 2030.
- 60.000 ton bygge- og anlægsaffald til genanvendelse. Målsætningen om at flytte 60.000 ton bygge- og anlægsaffald fra forbrænding til genanvendelse opgøres som et akkumuleret tal over hele planperioden.
Fristen for at indsende høringssvar på portalen Bliv Hørt er den 12. august 2024.
Der er forsøgt at få fristen forlænget, så høringen kan gennemgå en ordentlig behandling på både fagudvalgsmødet for byplan, miljø og teknik, samt lokaludvalgsmødet i august måned. Det har ikke været muligt at rykke fristen.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet høringen ved mødet den 6. juni 2024. Efter aftale på fagudvalgsmødet, er der forsøgt kontakt i forbindelse med at rykke fristen for at indsende høringssvar, da den nuværende frist ikke muliggør et gennemarbejdet svar fra udvalget. Der er hertil kommet et negativt svar tilbage.
Den satte frist for at indsende høringssvar strider mod den samarbejdsaftale der er indgået mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen. Her beskrives det at en høring som den pågældende, skal være i høring i minimum 8 uger, udover ferieperioder. Endvidere er fristen uhensigtsmæssig ift. kunne indsende et gennemarbejdet svar. Udvalget indstiller derfor at vedhæftede henvendelse med kritik af processen afsendes i stedet for et høringssvar.
Der henvises både til ovenforstående argumenter, samt en dialog med andre lokaludvalg, som oplever situationen lige så dårlig. Sidst påpeges det at lokaludvalget ikke kan indsende et svar på høringen indenfor den satte tidsfrist, og der efterspørges en forlængelse til den 20. august.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet for at afsende det vedhæftede udkast til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Beslutning
Forpersonen meddelte, at Teknik- og Miljøforvaltningen har givet udsættelse på høringsfristen til 20. august 2024.
1. borfaldt
2. tiltrådt