Udpegning af ikoniske træer
Indstilling
Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget melder nedenstående liste over træer ind til Teknik- og Miljøforvaltningen som bud på ikoniske træer jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Det er med Københavns Kommunes Træpolitik, som blev vedtaget i 2016, besluttet, at særligt værdifulde træer i Københavns skal udpeges og bevares. Lokaludvalgene er i den forbindelse blevet bedt om hjælpe til med at udpege ikoniske træer i bydelen.
Et ikonisk træ er kendetegnet ved:
-
Et eller flere træer med en særlig betydning eller identitetsskabende værdi for en gade, plads, baggård, park, bydel eller naturområde.
-
Træets ikoniske værdi vurderes ift. menneskers måder at tillægge træets en symbolsk eller personificerende betydning.
-
Træets ikoniske værdi vurderes også pga. træets størrelse, karakter, placering eller dets naturkvalitet.
Når træerne er udpegede, skal den samlede liste over træer godkendes politiske. Beskyttelsen af de udpegede træer er ikke juridisk gældende, men det betyder, at udpegede træer på kommunale arealer kun kan fældes, såfremt det godkendes politisk. Det forventes, at de ikoniske træer vil udgøre ca. 5% af byens samlede træbestand.
Der er frist for indsendelse af forslag 1. juli 2017
Løsning
Fagudvalget for teknik og miljø har behandlet sagen på møde den 23. maj 2017 og anbefaler, at følgende liste af træer meldes ind til forvaltningen:
- Træet i midten ved Kildevældsgade
- Træet ved Sions Kirke/daginstitution
- Alléen bag Kildevældsparken der markerer den gamle jernbanestrækning
- De 3 træer ved PH-Plads
- Træ ved Ragnagade, ved Deborahcentret Plejehjem
- Træer ved Svanemøllen Station
- Træerne for enden af Sortedamsøen ud mod Østerbrogade
Fagudvalget har desuden bedt sekretariatet om at lægge materialet på hjemmeside og Facebook for at efterlyse borgernes input, som vil kunne sendes ind sammen med ovenstående liste af træer.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at tilføje flere træer, end dem, der havde været drøftet i fagudvalget for Teknik- og miljø, nemlig:
- Træerne på Kastanje Allé langs Strandvejsskolens sportsplads
- Carl Nielsens Allé
- Hjørnet at Rosenvængets Allé og Rosenvængets Sidegade
Samtidig besluttede Lokaludvalget at fjerne rækken af træer for enden af Sortedamssøen fra Lokaludvalgets svar til Teknik- og Miljøforvaltningen aht. til et eventuelt projekt med en nedgravning af Østerbrogade og en pladsdannelse på stedet.