Mødedato: 19.06.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 Kbh. Ø

Omdannelse af Fælledparkens kasteareal til pomet og læringshave

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget drøfter forslaget om omdannelse af Fælledparkens kasteareal til pomet og læringshave og beslutter en skriftlig tilkendegivelse af lokaludvalgets holdning til forslaget.

Problemstilling

Lokaludvalget har fået en henvendelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Byens Drift, som er den enhed i forvaltningen, der bl.a. tager sig af drift og vedligehold af Fælledparken.

Den midlertidige tilladelse til brug af et indhegnet areal i Fælledparken til kastebane, beliggende på Klosterfælleden i det syd-østlige hjørne ved Idrætshuset, udløber 31. december 2018 og kan ikke fornys. Banen bruges primært af atletikelever til kuglestød, spydkast mv. Der er anlagt en ny kastebane på universitetets arealer ved Universitetsparken, som vil være tilgængelig ved årsskiftet 2018/19 og som brugerne af Fælledparkens kastebane fremover kan benytte.Området i Fælledparken skal derefter udlægges til rekreativt areal.

Forvaltningen forslår i den forbindelse, at arealet nytænkes og anlægges som pomet med danske æblesorter og spiselig læringshave for børn og unge.

Idé og udformning tænkes lavet i et samarbejde mellem lokale interessenter, skoletjenesten, Teknik- og Miljøforvaltningen og eventuelt Københavns Universitet. På den måde sikres både gode pædagogiske rammer, robust anlæggelse, fornuftig drift og hensigtsmæssige plantevalg i forhold til høj biologisk værdi og kvalitet. Anlæggelsen af pometet vil understøtte Københavns Kommunes strategi for bynatur.

I anlæggelsen indtænkes jordforbedring, plantning, kunstvanding, opholdspladser og ”formidlingsstation”, ligesom udformningen af arealet giver mulighed for at håndtering af lokalt regnvand. Der tages hensyn til en arkitektonisk sigtelinje mellem Vibenhus Runddel og Gunnar Nu Hansens Plads, som er beskrevet i udviklingsplanen. Pometet vil binde to andre børnevenlige arealer sammen og forøge den rekreative værdi markant på arealet mellem Trafiklegepladsen og Aktivitetsbåndet ved Serridslevvej.

 

Løsning

Byens Drift har bedt om, at lokaludvalget drøfter forslaget om omdannelse af kastebanen til pomet og læringshave og giver en skriftlig tilkendegivelse til forvaltningen med henblik på den videre præsentation af projektet til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget. Såfremt planen realiseres forventes udgifterne dækket af Teknik- og Miljøforvaltningen og eventuelle bevilgede fondsmidler.

Videre proces

Forslaget præsenteres for Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer efter sommerferien.

Beslutning

Det blev oplyst, at forslaget har været drøftet på møde i Lokaludvalgets Fagudvalg for Teknik- og Miljø den 13. juni 2017. Fagudvalget bifalder forslaget med en bemærkning om, at det bør tilstræbes at træerne er økologiske og at de passes således at stedet på sigt kan få status af økologisk æblehave.

Der blev stillet et ændringsforslag om, at Lokaludvalget retter henvendelse til forvaltningen med en opfordring til at forlænge dispensationen for kastearealet i Fælledparken.
Forslaget faldt efter afstemning med 8 stemmer for (Lartey Godwin Lawson, Flemming Bygwraa Møller, Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Bjarne Jess Vennike, Vagn Pedersen, Bo Sandberg, Morten Buchwald Hansen), 10 stemmer mod (Jóannes Jørgen Gaard, Axel Thrige Laursen, Hanne Melnik, Mette Mertz, Steen Reinhold Jeppson, Sheku Amadu Jalloh, Niels Erik Andersen, David Rønne, Dan Pedersen, Allan Marouf), og ingen der undlod at stemme.

Indstillingen fra fagudvalget for teknik- og miljø, blev vedtaget efter afstemning. For stemte 10 (Jóannes Jørgen Gaard, Axel Thrige Laursen, Hanne Melnik, Mette Mertz, Steen Reinhold Jeppson, Sheku Amadu Jalloh, Niels Erik Andersen, David Rønne, Dan Pedersen, Allan Marouf), mod stemte 7 (Lartey Godwin Lawson, Flemming Bygwraa Møller, Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Bjarne Jess Vennike, Bo Sandberg, Morten Buchwald Hansen), og der var 1 der undlod at stemme (Vagn Pedersen).

Kjeld Lykke, Arvin Storgaard, Bjarne Jess Vennike, Morten Buchwald Hansen, Bo Sandberg, Lartey Godwin Lawson og Flemming Møller Bygwraa afgav følgende protokolbemærkning:

Mindretallet er imod at flytte kastegården til Universitetsparken. Ved at flytte den mister atletikklubberne let adgang til et væsentlig værktøj i kastedisciplinerne, både i den daglige træning og ved atletilstævner. Ved at flytte kastegården skal børn fra alderen 10 år gå mere end 1 km frem og tilbage, og selv fragte redskaberne.
Det skal bemærkes, at kastegården ikke kun er til atletikklubberne, men til alle borgere, der ønsker at træne kast under sikre forhold.
At gøre det mere besværligt at udøve sportslige aktiviteter harmonerer ikke med kommunens officielle politik for området –
”at kommunale faciliteter udnyttes så effektivt som muligt. Det betyder flere integrerede kultur- og fritidsfaciliteter, længere åbningstid og øget tilgængelighed.”
Vi vil derfor opfordre til at man forlænger dispensation for den nuværende placering. Vores holdning er i overensstemmelse med hvad idrætsforeningerne KIF og Sparta har udtalt i forbindelse med en flytning af kastearealet. Mindretallet vil gerne stå for at videreformidle udtalelser fra KIF og Sparta.

Annette Engell forlod mødet under behandlingen af dette pkt. kl. 20.26

Til top