Input til Københavns Kommunes budget 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg
1. at vedtage det vedhæftede udkast til input til Københavns Kommunes budget 2018. Udkastet og prioriteringerne er i overensstemmelse med Østerbro Lokaludvalgs bydelsplan 2017
Problemstilling
Der er en række Lokaludvalg, der systematisk igennem de seneste år har fremsendt budgetønsker for deres bydel til de politiske partier i Borgerrepræsentationen. Partierne har på nuværende tidspunkt fx modtaget budgetønsker til budgettet for 2018 fra fx Vesterbro Lokaludvalg. På den baggrund efterspørger partierne nu budgetønsker fra alle Lokaludvalgene, hvis de har dem.
Løsning
Det foreslås at Lokaludvalget vedtager at sende et brev med budgetønsker til partierne i Borgerrepræsentationen. For at sikre kontinuiteten og tilregneligheden i de indmeldinger Østerbro Lokaludvalg kommer med, foreslås det at budgetønskebrevet har fokus på de tre højest prioriterede indsatsområder i bydelsplanen, nemlig Stiforbindelse over Svanemøllens Kaserne; Østerbrogade og Strandboulevarden.
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede udkastet og var enige om nogle sproglige rettelser og præciseringer, der er skrevet ind i det vedlagte brev.
Udtalelsen blev vedtaget efter afstemning. For stemte 13 (Jóannes Jørgen Gaard, Steen Reinhold Jeppson, Lartey Godwin Lawson, Niels Erik Andersen, Vagn Pedersen, Bo Sandberg, Annette Engell, Hanne Melnik, Morten Buchwald Hansen, Dan Pedersen, Allan Marouf, David Rønne, Axel Thrige Laursen), mod stemte 2 (Arvin Storgaard, Kjeld Lykke), og der var 1 der undlod at stemme (Bjarne Jess Vennike)
Medlemmerne Arvin Storgaard, Bjarne Jess Vennike og Kjeld Lykke afgav følgende protokolbemærkning:
Vi skal i forbindelse med de fremsendte indspark til Budgetforhandlingerne for Københavns Kommunes budget 2018 for Østerbros vedkommende præcisere følgende:
Strandboulevarden
Strandboulevarden er et kulturhistorisk klenodie og den eneste boulevard vi på Østerbro har efter parisisk tilsnit. Vi ønsker derfor, at Strandboulevarden bevares i dens nuværende udformning. Vi ser dog gerne, at der anlægges cykelstier. Og Strandboulevardens midterrabat kunne passende beplantes med buske og et blomsterflor i hele sin længde, samt etablering af "hundetoiletter" passende steder.
Østerbrogade som miljøorienteret handelsgade
Hvis der skal ske ændringer af Østerbrogade, må dette ikke medføre fjernelse af kørebaneareal samt nedlæggelse af p-pladser. Det er afgørende for et blomstrende handelsliv, at alle trafikanter, herunder bilister, har mulighed for at komme forbi og gøre ophold.
Ovennævnte synspunkter er også gældende, såfremt man påtænker ændringer af Ndr. Frihavnsgade.
Mette Mertz, Flemming Bygwraa Møller og Sheku Amadu Jalloh var ikke tilstede ved behandlingen af dette punkt.