Mødedato: 19.06.2014, kl. 19:00
Mødested: Områdefornyelsen Skt. Kjelds kvarter, Vennemindevej 39, 2100 Kbh. Ø

Mulighed for internetrefusion til lokaludvalgsmedlemmer

Se alle bilag
Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til hvorvidt medlemmerne skal have mulighed for tilbud om internetrefusion.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter hvorvidt lokaludvalgsmedlemmerne skal tilbydes refusion for internetudgifter op til 175 kr. pr. mdr.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har vedtaget, at lokaludvalgets medlemmer (men ikke suppleanter) kan få tilbud om oprettelse og betaling af en internetforbindelse. Forbindelsen betales af sekretariatets driftsmidler.

Det er lokaludvalget selv, der skal beslutte, om udvalgets medlemmer skal have tilbud om refusion for internetforbindelse. Det betyder, at betalingen af internetforbindelsen først kan begynde fra det tidspunkt, hvor lokaludvalget har vedtaget det på et møde. Men lokaludvalget kan godt vedtage at udbetale refusion for internetforbindelse med tilbagevirkende kraft, fra det tidspunkt lokaludvalget er konstitueret.

Økonomiforvaltningen har undersøgt muligheden for anskaffelse af Ipads til lokaludvalgsmedlemmer, på linje med de der stilles til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, men har på baggrund af en cost-benefit analyse foreløbigt besluttet ikke at gå videre med forslaget, og det er derfor ikke muligt for lokaludvalget at tage beslutning herom.

Løsning

Østerbro Lokaludvalgs medlemmer har tidligere besluttet at lokaludvalgsmedlemmer har haft mulighed for refusion af dokumenterede udgifter til internetforbindelse på op til maks. 3.100 kr. p.a.

Da der er valgt nyt lokaludvalg skal dette tage stilling til hvorvidt medlemmer i denne valgperiode skal have tilbud om refusion af dokumenterede internetudgifter.

På baggrund af effektiviseringer besluttet i Økonomiudvalget indstiller Økonomiforvaltningen til at Østerbro Lokaludvalgs medlemmer får mulighed for at få refusion af dokumenterede udgifter til internet op til 175 kr. pr. mdr. svarende til 2.100 kr. p.a., hvilket er det niveau der gælder for kommunens medarbejdere og medlemmer af Borgerrepræsentationen.
 
Multimediebeskatningen er blevet ophævet for medarbejdere, der har en arbejdsgiverbetalt internetforbindelse under forudsætning af, at medarbejderne har adgang til netværket fra deres arbejdsplads. Dette betyder, at lokaludvalgsmedlemmer fortsat skal multimediebeskattes af deres internetforbindelse, hvis denne refunderes af lokaludvalgets midler. Beskatningsgrundlaget er 2.500 kr. årligt.


Økonomi

Refusion af dokumenterede udgifter til internetforbindelse skal afholdes af Økonomiforvaltningens midler til sekretariatsbetjening af Østerbro Lokaludvalg, dvs. sekretariatets driftsmidler. Sekretariatsmidlerne dækker udgifter til lokaludvalgets almindelige drift og aktiviteter, som ikke kan dækkes af puljemidlerne, da disse udelukkende kan anvendes til borgerrettede, offentlige aktiviteter.

Østerbro Lokaludvalgs sekretariatsmidler er i 2014 på 953.000 kr.

Midlerne er fordelt således at 640.000 kr. overføres til Miljøpunkt Østerbro som del af driftsstøtteaftalen, og de resterende 313.000 kr. anvendes til udgifter i forbindelse med lokaludvalgets aktiviteter. Det vil bl.a. sige kontorhold, afholdelse af møder (ex. lokaleleje i Østerbrohuset og forplejning), vedligehold og rengøring i sekretatriatet, fremtidsseminar, fælles kompetenceudvikling og medarbejderkurser.

Såfremt lokaludvalget beslutter, at medlemmer skal have mulighed for refusion af dokumenterede internetudgifter svarende til det kommunale niveau, vil dette potentielt set udgøre en udgift på 23 x 2.100 kr. pr. år, i alt 48.300 kr. p.a.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede ikke at tilbyde lokaludvalgsmedlemmerne refusion for internetudgifter i 2014.
Til top