Miljøpunkt Østerbros årsrapport og regnskab for 2015
Tidligere beslutninger
Østerbro Lokaludvalg beslutning i møde den 20. november 2014:
1. Lokaludvalget godkendte Miljøpunkt Østerbros forslag til årsplan og budget for 2015.
2. Lokaludvalget godkendte, at der overføres driftsmidler anslået til ca. 658.000 kr. til Miljøpunkt Østerbro (svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i budgetåret 2015), samt at der bevilges aktivitetsmidler i form af 542.000 kr. i 2015-puljemidler, jf. den netop godkendte aftale mellem lokaludvalget og miljøpunktet med ikrafttrædelse den 1.1.2015.
Indstilling
Lokaludvalgets medlemmer af kontaktudvalget indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at Lokaludvalget tager Miljøpunkt Østerbros årsberetning for 2015 til efterretning
2. at. Lokaludvalget tager Miljøpunkt Østerbros regnskab for 2015 til efterretning
Problemstilling
I følge aftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, varetager Miljøpunkt Østerbro på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.
Som del af driftsstøtteaftalen skal Østerbro Lokaludvalg orienteres om årsberetning og regnskab for 2015 fra Miljøpunkt Østerbro for så vidt angår anvendelsen af det pågældende års basis- og aktivitetsmidler.
Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for varetagelsen af den lokale miljøopgave, også selvom der ydes driftsstøtte til miljøpunktet. Lokaludvalget skal i den sammenhæng sikre sig, at de krav der fremgår af bilag vedr.” Lokaludvalgenes miljøopgave – vejledning til økonomistyring og opfølgning” opfyldes. Lokaludvalget skal, sammen med miljøfonden, sikre at miljøopgaven varetages i overensstemmelse med formuleringen af den lokale miljøopgave i Kommissoriet, som også er skitseret i ovennævnte vejledning.
Østerbro Lokaludvalg skal årligt rapportere til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om lokaludvalgets brug af midler til lokale miljøaktiviteter i det forgangne år. Denne afrapportering skal også rumme en oversigt over opnåede resultater for det lokale miljøarbejde. Derfor er det nødvendigt at de årlige budgetter, årsplaner, regnskaber og årsberetninger fra miljøpunktet redegør for den konkrete anvendelse af de kommunale støttemidler, ikke bare til administrativ drift af et miljøpunkt – men også til konkrete miljøaktiviteter og opnåede resultater. Se i øvrigt næste punkt på dagsordenen vedr. den årlige afrapportering til ØU og TMU.
Af hensyn til den gensidige orientering mellem Miljøpunktet og Østerbro Lokaludvalg - og for at tilsikre de ovenfor nævnte forpligtelser - har der været afholdt møde mellem Miljøpunktet (daglig leder og bestyrelsesformand) og Østerbro Lokaludvalgs kontaktudvalg den 26. oktober 2015.
Derudover var Miljøpunktets årsplan 2016 og den del af budgettet, som Lokaludvalget er ansvarlig for, til debat på Lokaludvalgsmødet 24. november 2015, hvor også centerleder Lene Midtgaard var til stede for at besvare spørgsmål mv.
For en uddybning henvises til de vedhæftede bilag i den elektroniske udgave af dagsordenen som fremgår af bilagsoversigten. Af disse er det kun 3 der sendes i papirform til lokaludvalgets medlemmer: 1) Lokaludvalgenes miljøopgave – vejledning til økonomistyring og opfølgning, 2) Miljøpunkt Østerbro Årsrapport 2015 og 3) Miljøpunkt Østerbro Årsregnskab 2015
Løsning
Østerbro Lokaludvalg tager Miljøpunkt Østerbros årsberetning og regnskab for 2015 til efterretning, tilsendt lokaludvalget i overensstemmelse med driftsstøtteaftalen.
I driftsstøtteaftalen mellem lokaludvalget og miljøpunktet er det aftalt, at det overordnede perspektiv for det lokale miljøarbejde i årene 2015-2018 er Østerbro som grøn klimabydel.
Årsberetning og regnskab 2015
Årsrapport og regnskab tager afsæt i dels strategiplan for 2015-2018 vedlagt i årsplanen for 2015 og dels selve årsplanen og det medfølgende budget for 2015. Strategiplanen beskriver miljøpunktets vision, mission, organisering/arbejdsform og overvejelser for hovedprojekterne over den fire årige periode driftsstøtteaftalen dækker.
Årsberetningen skal jf. driftsstøtteaftalen som minimum indeholde:
- En beskrivelse af gennemførte aktiviteter
- En status i forhold til opfyldelse af årsplanens mål og succeskriterier
- Øvrige aktiviteter der måtte være aftalt med Østerbro Lokaludvalg
- Årsberetningen bør desuden give en enkelt oversigt over projekter, der blev muliggjort med midler fra anden siden end lokaludvalget.
Årsplan 2015 arbejdede med 3 overordnede projekter:
- Børn og madspild
- Klimaet og borgerne
- Workshops, foredrag og mindre projekter - formidling af bæredygtig livsstil
Projekt Klimaet og borgerne er udgået og de 50.000 kr. er omdisponeret til madspildsprojektet, jf. årsberetningen.
Regnskab
Det fremgår af regnskabet, at Østerbro Lokaludvalg ud over de i driftsstøtteaftalen afsatte midler, har bevilget 2015-puljemidler til 3 af Miljøpunktets aktiviteter på baggrund af konkrete ansøgninger til Østerbropuljen.
Det gælder 114.000 kr. til workshops om bæredygtig livsstil på Østre Gasværk Teatret i samarbejde med teatret, 9.026 til indkøb af et ekstra mobilt hønsehus til den populære ordning med Lånehøns og 15.000 kr. til indkøb af en el-ladcykel til madspildsprojektet. I alt 138.026 kr. fra Østerbropuljen i 2015-puljemidler.
Økonomi
Østerbro Lokaludvalg udbetalte til Miljøpunkt Østerbro i budgetåret 2015 jf. driftsaftalen
665.300 kr. i basismidler (p/l reguleret overførsel fra TMF til ØKF) i sekretariatsmidler
542.000 kr. i faste aktivitetsmidler i 2015puljemidler
1.207.300 kr. I alt i udbetalt i 2015-midler
Beslutning
Axel Thrige Laursen og Mette Mertz erklærede sig inhabile og var ikke til stede under sagens behandling.
1. Østerbro Lokaludvalg tog Miljøpunkt Østerbros årsberetning for 2015 til efterretning
2. Østerbro Lokaludvalg tog Miljøpunkt Østerbros regnskab for 2015 til efterretning