Mødedato: 19.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Supplerende høring - Svanemøllen Skybrudstunnel

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget besluttede på ordinært møde 20-03-2019 nedenstående udtalelse omkring projektet:

"Østerbro Lokaludvalg er opmærksom projektet omkring Svanemøllen Skybrudstunnel og kan overordnet tilslutte sig behovet for skybrudsikring og vil følge projektet. Lokaludvalget vil dog vente med at tage stilling til placering af udløbsværk til rapporten om miljøkonsekvenser foreligger."

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget besluttet at afsende eventuelle kommentarer fra fagudvalget for byplan, miljø og teknik til den supplerende høring om Svanemøllen Skybrudstunnel

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har af Miljøstyrelsen fået tilsendt miljøvurdering for Svanemøllen Skybrudstunnel i supplerende høring. Høringsperioden ligger fra 7. til 28. februar 2020.

Der blev i foråret 2019 gennemført en offentlig høringsfase, hvor offentligheden kunne kommentere på og komme med forslag til miljøvurderingen af projektet. Denne høringsproces medførte en række ændringer i projektet, som kræver en supplerende høring.

Svanemøllen Skybrudstunnel er et samarbejde mellem HOFOR, Novafos og Gladsaxe, Gentofte og Københavns Kommuner om etablering af en ny tunnel, som skal sikre bedre afledning af regnvand  samtidig med, at projektet skal være med til at forhindre, at kloakkerne løber over i situationer med kraftig regn.

Skybrudstunnelen skal etableres med en gren fra Lygten over Ryparken ud i Svanemøllebugten og en anden tunnelgren fra Nordkanalen via Dyssegårdsparken og Søholmslund til Svanemøllens Kaserne og derfra ud i Svanemøllebugten. Ved tunnelens start inde i landet forventes diameteren at være 2,2 m på den nordlige gren og 3,2 m på den sydlige gren. Ved udløbet forventes diameteren at være 4,7 m og tunnelen skal graves i en dybde på mellem 10 meter og 30 meter under jorden.

Udover selve skybrudstunnelen består projektet også i etablering af en ny kloakledning ned langs den nord og vestlige del af Utterslev mose, som skal sikre, at overløb fra kloakken kan ledes til skybrudsledningen i stedet for til Utterslev mose.

Østerbro er særligt påvirket af projektet, da udmundingen af skybrudstunnelen ligger i bydelen. Den oprindelige plan var, at tunnelen skulle have sit udløb ved Svaneknoppen. Der er i projektforslaget nu undersøgt flere placeringer af udløb, bl.a. ved Tuborg Havn.

Link til høringsmaterialet: https://mst.dk/natur-vand/miljoevurdering/igangvaerende-miljoevurderinger/svanemoellen-skybrudstunnel/

Løsning

Høringsmaterialet er indkommet umiddelbart efter møde i fagudvalget for byplan. miljø og teknik. Da der er tale om en supplerende høring, er der kort høringsfrist, og der er ikke planlagt borgermøde/orienteringsmøde.

Høringsmaterialet er rundsendt til fagudvalgets medlemmer med henblik på input til et eventuelt høringssvar.

Såfremt der er kommentarer, præsenteres dette i et udkast til høringssvar på lokaludvalgsmødet den 19. februar 2020.

Økonomi

Høringen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

 

Beslutning

Der var ingen kommentarer fra fagudvalget for byplan, miljø og teknik til den supplerende høring og lokaludvalget undlod derfor at sende et høringssvar.
Til top