Mødedato: 19.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave. Nyborggade 9, 2100 København Ø

Høring - Lokalplanforslag for Tunnelfabrikken

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Lokalplanen har været i offentlig høring i foråret 2021. Teknik- og Miljøudvalget besluttede dog på baggrund af indkomne høringssvar at sende forslaget tilbage til forvaltningen med en bemærkning om at indtegne bilparkering i forslaget.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at meddele Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget fastholder sit høringssvar fra april 2021.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har af Teknik- og Miljøforvaltningen fået lokalplanforslag Tunnelfabrikken i høring i perioden 6. december 2021 til 31. januar 2022.

Planforslaget går ud på at udvikle området i Ydre Nordhavn, hvor der blev støbt betonelementer til Øresundsbroen og omdanne det til kultur, serviceerhverv og ungdomsboliger. Selve Tunnelfabrikken skal indeholde faciliteter til teater, musik, konferencer mm. gerne med fokus på miljø og bæredygtighed. Desuden er planen at opføre nyt byggeri, hvor der kan laves ungdomsboliger og værksteder til kunstnere.

Visionen  med projektet er at skabe et kulturelt mikrosamfund med fokus på kulturelle eksperimenter og bæredygtighed. 

Udviklingen af Tunnelfabrikken er den første etape i udviklingen af Ydre Nordhavn, og formålet med planlægningen er således at sikre, at Tunnelfabrikken kan understøtte et aktivt byliv med gode mødesteder og bynær natur i den kommende bydel.

I det reviderede lokalplanforslag er der indarbejdet ekstra plads til bilparkering. Det vurderes, at der ved større begivenheder vil være behov for ca 360 p-pladser. Det forventes, at ca. halvdeles af disse pladser kan findes ved at dobbeltudnytte erhvervsparkeringspladser og parkering til butikker.

 

Løsning

Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen på deres møde den 6. januar 2022 og anbefaler, at lokaludvalget fastholder sit høringssvar, som blev afgivet til den offentlige høring i april 2021. Fagudvalget vurderer ikke, at forudsætningerne har ændret sig set i forhold til parkeringsbehovet, og høringssvaret med en anbefaling af, at der ikke etableres bilparkering, fastholdes.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Sekretariatet står for at indsende lokaludvalgets høringssvar gennem kommunens høringsportal, Bliv Hørt.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top