Mødedato: 19.01.2016, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Borgermøde om udvidelse af P-betalingszone og overtagelse af private fællesveje

Østerbro Lokaludvalg bør tage stilling til borgermøde om indførelse af P-betalingszone nord for Jagtvej og mulig overtagelse af private fællesveje. 

Indstilling

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter at afholde et borgermøde i samarbejde med kommunen, om den i budget 2016 trufne beslutning om at indføre en ny udvidet gul parkeringszone på Østerbro nord for Jagtvej - om nødvendigt med overtagelse af private fællesveje

2. at Lokaludvalget, såfremt 1. at-punkt tiltrædes, bevilger 23.000 kr. i 2016-puljemidler til afholdelse af borgermødet i forbindelse med den kommende høring

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har i forbindelse med budgetforlig for 2016 besluttet at udvide parkeringszonen på Østerbro til området nord for Jagtvej, således at der indføres en ny gul parkeringszone med beboerlicenser.

Da det kan være problematisk for kommunen at opkræve beboerlicenser på en privat vej, kan det som konsekvens heraf blive at flere private fællesveje søges overtaget af kommunen. En overtagelse af private fællesveje skal sendes i offentlig høring.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø foreslår, at man i forbindelse med den offentlige høring afholder et borgermøde, i samarbejde med forvaltningen, hvor denne kan informere borgerne og svare på spørgsmål om konsekvenserne af den udvidede betalingszone, indførelse af beboerlicenser og processen for overtagelse af private fællesveje.

Økonomi

Østerbro Lokaludvalg har i 2016 fået udlagt 3.3 mio. kr. i puljemidler fra Borgerrepræsentationen, til bydelsrettede, netværksdannende og dialogskabende aktiviteter.

Videre proces

Overtagelse af private fællesveje forventes behandlet i Teknik og Miljøudvalget på Rådhuset den 22. februar 2016, og derefter i Borgerrepræsentationen, hvorefter sagen sendes i offentlig høring.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at afholde et borgermøde om indførelse af gul parkeringszone på Østerbro nord for Jagtvej - og eventuelt nødvendig overtagelse af private fællesveje

2. at Lokaludvalget besluttede at bevilge 23.000 kr. i 2016-puljemidler til afholdelse af borgermødet i forbindelse med den kommende høring

Til top