Mødedato: 18.12.2019, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, lok. 1 + 2, 2100 København Ø

Høring vedr. dispositionsforslag for Strandboulevarden

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. dispositionsforslag for Strandboulevarden.

Problemstilling

I forbindelse med skybrudssikringen af København er det besluttet, at der skal laves en skybrudstunnel under Strandboulevarden, og at der på overfladen skal etableres forsinkelsesbassiner på strækningen fra Løgstørgade til Ndr. Frihavnsgade. 

Dette betyder, at vejstrækningen, som i dag består af 3 spor til biltrafik i hver retning samt en grøn midterhelle, skal omdannes. Projektet er fuldt finansieret af takstmidler. Dette betyder dog, at der kun kan laves løsninger, som kan begrundes af klimahensyn, og der er således ikke midler i projektet til byrumsudstyr eller lign.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen har fået udearbejdet et dispositionsforslag for, hvordan strækningen kan omdannes. Hovedlinjerne i projektet er:

- et spor i hver retning til biltrafik

- etablering et grønt område i vejens østlige side med forsinkelsesbassiner

- bevaring af flest mulige træer (genplantning af nye træer 1:1)

- bevaring af p-pladser (ved nedlæggelse af pladser etableres erstatningspladser i sidegaderne)

Skybrudsbassinerne anlægges i en grønt parkstrøg og håndterer 2000 m3 vand, både skybruds- og hverdagsregn. Der fældes 49 træer, som konsekvens af skybrudsbassinerne. De erstattes af en blanding af opstammede træer, flerstammede træer, buske, blomsterløg og græs. Der lægges op til en varieret pleje, så noget græs vil blive klippet, mens andet vil være uklippet og dermed skabe variation i parkstrøget.

Skybrudsbassinerne og parkstrøget er placeret i den østlige side af Strandboulevarden for at undgå ledningsomlægninger af store fjernvarmeledninger. Det naturlige fald er fra vest mod øst, så vandet vil samle sig i den østlige side. Ligesom der på denne side af Strandboulevarden er færre sidegader der støder på boulevarden og det giver et mere sammenhængende parkstrøg. Det er i den østlige side, at der vil være eftermiddags- og aftensol.

Der nedlægges 61 parkeringspladser på Strandboulevarden. Der er i projektet fundet erstatningsparkeringspladser på sidevejene til Strandboulevarden, samt i Østbanegade.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningens projektleder samt de tilknyttede landskabsarkitekter præsenterede forslaget for lokaludvalgets fagudvalg for byplan, miljø og teknik på deres møde den 5. december 2019.

På baggrund af drøftelsen på mødet foreslår fagudvalget, at lokaludvalget afsender vedhæftede høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

Videre proces

Dispositionsforslaget med lokaludvalgets kommentarer skal præsenteres for Teknik- og Miljøudvalget i starten af 2020, hvorefter der skal udarbejdes projektforslag. Anlæg af projektet forventes i perioden ultimo 2021 til 2023.

Beslutning

Morten Buchwald deltog i mødet fra og med behandlingen af dette punkt.

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top