Mødedato: 18.05.2022, kl. 18:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 Kbh. Ø

Henvendelse om affald til Teknik- og Miljøudvalget

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede henvendelse vedr. affald til Teknik- og Miljøudvalget.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg får jævnligt henvendelser fra borgere omkring affald der smides i byrummet. Flere borgere bemærker, at flere kommunale affaldsbeholdere er blevet fjernet. I april er der inden for 2 uger kommet 3 uafhængige henvendelser omkring affald.

Der peges i særlig grad på Randersgade og Østerbrogade, hvor beboere har bemærket, at antallet af affaldsbeholdere er blevet mindre. Færre affaldsbeholdere resulterer i, at bl.a. hundeposer efterlades i plantepotter eller smides på gaden.

En anden anke går på Søerne, hvor der ligger henkastet affald (cigaretskodder, plast, kapsler mv.). De opsatte affaldsbeholdere er flere steder åbne beholdere, hvilket betyder, at måger og andre fugle søger eftermadaffald og derved spreder øvrig affald.

Lokaludvalget har tidligere (i 2019) spurgt ind til affaldsudfordringen, hvor forvaltningen (Byens Drift) bl.a. forklarede, at nogle renholdsopgaver var blevet udliciteret, men at de ikke kunne genkende en stigning i antallet af henvendelser/klager.

Løsning

De 3 borgerhenvendelser omkring affald er blevet drøftet på fagudvalget for byplan, miljø og tekniks møde den 5. maj 2022. Fagudvalget foreslår, at der laves en samlet henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, hvor der gøres opmærksom på problemet, og hvor der samtidigt opfordres til en dialog mellem lokaludvalg og forvaltning .

Lokaludvalgets sekretariat har igangsat en kommunikationsindsats gennem SoMe i uge 19 og 20, hvor der indsamles borgerinput omkring affald. Dette materiale, vil (sammen med borgerhenvendelserne) kunne medsendes en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes, indsamler sekretariatet indkomne borgerinput og afsender sammen med formanden til Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer. 

Beslutning

Henvendelsen  - og indstillingen blev -  med følgende tilføjelse vedtaget uden afstemning.

'Østerbro Lokaludvalg og borgerne oplever ofte overfyldte skraldespande. Derfor skal en passende frekvens, for tømning af skraldespande i gadeplan, have høj prioritet.

ØLU anerkender, at der er behov for en form for nudgning af borgerne, men også en realistisk forventning.

Endelig bør skraldespandene fuglesikres'.




Til top