Høring om affaldssorteringspunkter
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede høringssvar vedr. Sorteringspunkter på Østerbro.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede i 2018 kommunes Ressource- og Affaldsplan 2024 - "Cirkulær København", der beskriver en række indsatser, der skal reducere mængden af affald, der sendes til forbrænding. Det er en 6-årig plan med en målsætning om at 70 % af affaldet skal være sorteret.
En af de 28 indsatser i Cirkulær København er etablering af en række sorteringspunkter på tværs af hele byen. Det er planen, at der skal etableret 760 sorteringspunkter fordelt på hele byen, herunder 53 på Østerbro. Sorteringspunkterne skal kunne håndtere sortering i 10 fraktioner, bl.a. den nye fraktion, tekstilaffald. Sorteringspunkterne kommer til at bestå af 2-5 fraktioner afhængigt af plads.
Sorteringspunkterne skal placeres i byrummet og skal være supplement til den nuværende affaldssortering, der foregår i gårdene mv., da der pt. ikke er tilstrækkelig kapacitet til affaldshåndtering i gårdene. Sorteringspunkterne er kun tiltænkt affald fra husholdninger og skal således ikke benyttes til "gadeaffald" så som "hundeposer", pizzabakker, cigaretskodder og lign.
Forslag om placering af sorteringspunkter
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et forslag til, hvordan sorteringspunkterne skal placeres i bydelen. De foreslåede placeringerne kan findes via dette link:
https://www.kk.dk/sorteringspunkter
Forslag til placeringer bygger på data omkring den nuværende affaldskapacitet og behov. Der har desuden været hensyn at tage til fx tilgængelighed, nedgravede ledninger, trafikforhold og borger input.
I forbindelse med etablering af sorteringspunkter, nedlægges der 51 parkeringspladser, heraf nogle i betalingszone.
Inddragelse ifm. sorteringspunkter
Lokaludvalget har været informeret gennem en arbejdsgruppe på tværs af lokaludvalget og Miljøpunkt Østerbro. Denne gruppe har desuden indsendt forslag til placeringer og forslag til principper for overvejelser omkring placeringer.
Forvaltningen har desuden lavet en digital inddragelse, hvor københavnere har kunnet markere på et kort, hvor der kunne placeres sorteringspunkter. Der kom input fra ca. 4.100 københavnere heraf 1.000 input alene på Østerbro.
Der har været afholdt et borgermøde i bydelen, hvor forslag til de konkrete placeringer blev præsenteret, og borgere fik mulighed for at kommentere og komme med forslag til justeringer.
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik behandlede forslaget til placering af sorteringspunkter på deres møde den 5. maj 2022, hvor forvaltningen ligeledes deltog med et oplæg.
Fagudvalget foreslår, at lokaludvalget bakker op omkring forvaltningens forslag til placeringer af sorteringspunkter med bemærkninger til processen og til enkelte konkrete placeringer jf. vedhæftede udkast til høringssvar.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Såfremt indstillingen imødekommes, står sekretariatet sammen med formanden for, at indsende lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Beslutning
Sorteringspunkt ved Dampfærgevej 14 (Netto): Der stilles spørgsmål ved behovet for dette sorteringspunkt - kuber med tekstil og glas. Kommunens GIS-data viser, at der ikke mangler sortering i området, og da der placeres et nedgravet sorteringspunkt tæt på med samme affaldstyper, vil området få yderligere overkapacitet.