Høring - Ny Østerbro Skole
Tidligere beslutninger
Indstilling og beslutning
1. at lokaludvalget beslutter at afsende fagudvalgenes udkast til høringssvar om Ny Østerbro Skole.
Problemstilling
Der blev afholdt et borgermøde den 4. april 2013, hvor der deltog repræsentanter for lokaludvalget.
For at imødekomme det øgede behov for skole og fritidstilbud på Østerbro, har Borgerrepræsentationen besluttet at købe den tidligere designskole og bygninger i forbindelse med Kræftens Bekæmpelse på Strandboulevarden og indrette bygningerne til en 4-sporet grundskole og fritidshjem mv. Skolen forventes at kunne starte i 2015. Dette kræver en lokalplanændring og et kommuneplantillæg.
Planforslaget for Ny Østerbro Skole kan ses på lokaludvalgets hjemmeside http://www.oesterbrolokaludvalg.kk.dk/page356.html
Løsning
Fagudvalget for teknik og miljø foreslår, at der i lokaludvalgets høringssvar medtages ønsker, ideer og forespørgsler fra borgermødet den 4. april således at følgende høringssvar indsendes:
"Både lokaludvalget og borgerne ser meget positivt på, at den ny skole placeres netop her, og at der nedrives så få bygninger. Der var dog en vis skepsis over for, om ikke 1.000 børn på den kommende skole vil være for mange og bl.a. forhindre en fleksibel pædagogisk bygningsindretning.
Der var på borgermødet desuden modstand mod den med lokalplanen muliggjorte bygning på Kræftens Bekæmpelses areal ud mod Strandboulevarden, fordi en så dyb og høj bygning som vist her vil tage for meget lys fra de bagved liggende boliger mod Nordre Frihavnsgade.
Lokaludvalget foreslår, at en sådan ny bygning enten opføres som en selvstændig bygning i den viste bredde men i en afstand fra boligerne mod Nordre Frihavnsgade, eller at den gøres mindre dyb end vist.
Der var stor ros til tanken om at etablere fælles gårdarealer i den sydøstlige del af Kræftens friareal, såfremt Kræftens Bekæmpelse går i gang med de for dem muliggjorte nybyggerier. Men der blev tilsvarende efterspurgt en grøn løsning for arealets vestlige ende.
Lokaludvalget foreslår, at der optages forhandlinger om en gårdsammenlægning med de vestlige ejendomme og Kræftens bekæmpelser herom. Det bør i forhandlingen foreslås Kræftens Bekæmpelse at lægge et mindre areal til samt foreslås hjørneejendommen mod nordre Frihavnsgade at afkorte sit udhus. Lokaludvalget deltager gerne i et sådant møde.
Lokaludvalget bad i den interne forhøring om, at den nuværende barriere i Rosenvængets Hovedvej mod gennemkørende biltrafik bevares. Desuden, at den kommende biltrafik anvender Hospitalsvej, at der etableres adgang til skolen derfra, og at der ikke parkeres biler på selve skolegrunden. På borgermødet talte deltagerne for netop disse synspunkter.
Lokaludvalgets fastholder derfor disse holdninger. Desuden, at der fortsat bliver offentlig adgang fra A.F. Kriegersvej"