Oversigt over brug af puljemidler til ansøgte projekter
Indstilling og beslutning
1. at lokaludvalget tager oversigt over brug af puljemidler til ansøgte projekter til efterretning.
2. at lokaludvalget godkender at koordinationsudvalget i samarbejde med sekretariatet laver et oplæg til lokaludvalget om en puljeworkshop med præsentation af det nye digitale ansøgningsskema og med en generel reklame for Østerbropuljen.
Problemstilling
Oversigten har til formål at give lokaludvalgsmedlemmerne et samlet overblik over, hvor mange og hvilke typer af ansøgte projekter, der bevilges støtte til, hvordan bevillingerne er fordelt i forhold til målgrupper, samt hvor i bydelen aktiviteterne afholdes. Den bygger på data fra ansøgnings- og evalueringsskemaer fra de ansøgte projekter til Østerbropuljen, primært fra regnskabsåret 2012, men på de overordnede parametre for perioden 2009-12.
Det er tanken at sekretariatet på sigt, sammen med fremlæggelsen af regnskabet for puljemidler, vil kunne udarbejde en rapport for hvert år over forbrug af puljemidlerne. Dette vil give lokaludvalgsmedlemmerne et samlet overblik over puljemidlernes anvendelse. Rapporten vil med fordel kunne udvides med en kort summering af projektevalueringerne (2-3 linjer) fra alle projekter, der er blevet bevilget midler i løbet af året, dvs. også lokaludvalgets egne projekter.
Formandskabet foreslår, at lokalduvalget i forbindelse med fremlæggelsen af oversigten beder koordinationsudvalget om at udarbejde et forslag til en puljeworkshop. Det er tanken, at puljeworkshoppen skal gøre opmærksom på Østerbropuljen og evt. præsentere nogle af de projekter, lokaludvalget allerede har støttet. Samtidig vil man på en puljeworkshop kunne præsentere og give vejledning i det nye digitale ansøgningsskema.
Digitalt ansøgningsskema
Der er udarbejdet et nyt digitalt puljeansøgningsskema for alle Københavns Lokaludvalg. Dette betyder, at fra 1. oktober 2013 skal alle ansøgninger til lokaludvalgets puljemidler indsendes via et digitalt skema. Skemaet vil være tilgængeligt fra marts/april 2013 og skal køre sideløbende med det nuværende skema, som udfases i løbet af 2013. Målet er, at alle ansøgninger til 2014-puljemidler skal ligge udelukkende digitalt. Det digitale ansøgningsskema er en del af Københavns Kommunes strategi om digitale indgange til kommunen.
Løsning
Det er tanken, at koordinationsudvalget skal laves et idéoplæg til og program for puljeworkshoppen, som tiltrækker nogle af de grupper eller geografiske områder, som lokaludvalget i følge oversigten ikke får så mange ansøgninger fra.
Koordinationsudvalget skal fremlægge et ideoplæg til en puljeworkshop på lokaludvalgets møde den 16. maj 2013.
Videre proces
Beslutning
2. Lokaludvalget godkendte at koordinationsudvalget i samarbejde med sekretariatet laver et oplæg om puljeworkshop med præsentation af det nye digitale ansøgningsskema og generel reklame for Østerbropuljen.