Mødedato: 18.01.2023, kl. 18:30
Mødested: Kildevæld Kulturcenter, Bellmansgade 5C

Høring: Udkast til Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Østerbro Lokaludvalg drøfter og eventuelt vedtager høringssvar til 'Udkast til Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser'

Problemstilling

Københavns Kommune har udarbejdet et udkast til en ny handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Udkastet til handleplan kan læses her: udkast_til_handleplan_mod_racisme_og_diskrimination_20_12.pdf (kk.dk)

Udkastet er udarbejdet gennem inddragelse af københavnere, eksperter, praktikere og relevante organisationer, som har haft mulighed for at drøfte lokale udfordringer og komme med forslag til handleplanen. Udkastet indeholder en beskrivelse af baggrunden for handleplanen samt afgrænsning af målgruppe, begrebsafklaring, 6 fokusområder og tidsramme. Udkastet til handleplanen indeholder 9 konkrete tiltag, som forventes gennemført i 2023. Der er afsat et samlet beløb på 4.05 mio. kr. til gennemførsel af indsatser i 2023. Efter denne høring forventes handleplanen genforelagt for relevante politiske udvalg og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse i første halvdel af 2023. I den endelige version vil de 9 indsatser, som gennemføres i 2023 være uddybet, ligesom handleplanen vil være layoutet.

Københavns Kommune anmoder om at modtage evt. bemærkninger senest den 30. januar.

Løsning

Fagudvalget for Social, sundhed, ældre og integration har på møde den 10. januar drøftet handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser og har lavet et udkast til høringssvar (se bilag). 

Fagudvalget har i sit udkast til høringssvar fremhævet, at at intentionerne i handleplanen er gode men, at planen bør foldes endnu mere ud med konkrete initiativer.

Fagudvalget lægger op til, at kommunen bør følge de meget konkrete anbefalinger, der er beskrevet i publikationen ’Sammen mod racisme i Danmark’, som er udarbejdet af ’Alliancen mod racisme’. 

Det gælder for eksempel på området diskrimination i nattelivet, hvor Alliancen mod racisme har en lang række anbefalinger til både stat, kommune, restauratører, ansatte og almindelige borgere, der begiver sig ud i nattelivet.

Men det gælder på alle områder hvor Københavns Kommune kan gøre sin indflydelse gældende, herunder i boligsektoren og uddannelsessektoren mv.

 

Videre proces

Såfremt lokaludvalget beslutter at afgive høringssvar, sender sekretariatet dette til forvaltningen.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top