Mødedato: 17.11.2021, kl. 17:00
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9, 2100 København Ø

Ansøgninger til Østerbropuljen 6. runde 2021

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget meddeler afslag til ansøgningen "Kunst eller kvoter".

2. at lokaludvalget bevilger 52.000 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Juletræ på Trianglen" som en underskudsgaranti.

3. at lokaludvalget bevilger 12.602 kr. (øremærket budgetposten musikerhonorar) af 2021-puljemidler til ansøgningen "Musikken af Miklagård" som en underskudsgaranti.

4. at lokaludvalget bevilger 10.500 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Farafina Østerbro" som en underskudsgaranti.

5. at lokaludvalget bevilger 8.150 kr. (det ansøgte beløb minus udgifter til facilitator og forplejning til de første 3 møder) af 2021-puljemidler til ansøgningen "Fars Klub Ø" som en underskudsgaranti.

6. at lokaludvalget bevilger 15.000 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Askepot" som en underskudsgaranti.

7. at lokaludvalget bevilger 17.000 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Jul på Østerbro" som en underskudsgaranti.

8. at lokaludvalget bevilger 15.000 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Vækst" som en underskudsgaranti.

9. at lokaludvalget bevilger 20.000 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Kærlighed, lys og varme på Kildevældsparkens Bemandede Legeplads" som en underskudsgaranti.

10. at lokaludvalget bevilger 9.700 kr. af 2021-puljemidler til ansøgningen "Playstation til Kildevældsparkens Bemandede Legeplads" som en underskudsgaranti.

Problemstilling

Der er til Østerbropuljens 6. ansøgningsrunde indkommet 10 ansøgninger rettidigt. Ansøgningerne er blevet forbehandlet af puljeudvalgets møde den 8. november 2021. Til stede til behandlingen i puljeudvalget var: Axel Thrige Laursen, Allan Marouf, Finn Larsen, Dan Pedersen, Sheku Amadu Jalloh og Marika Tingleff.

Puljeudvalget har i behandlingen fokuseret på en økonomisk prioritering i forhold til ansøgningerne, da det samlede ansøgte beløb langt overstiger de tilbageværende disponible midler afsat til Østerbropuljen i 2021. I prioriteringen har puljeudvalget lagt ekstra vægt på at støtte:

- nye aktiviteter i bydelen, hvilket bl.a. har betydet indstillinger om delvis eller ingen støtte til arrangementer, der har været afholdt flere gange tidligere.

- ansøgere der allerede har fået støtte til et eller flere projekter i 2021, har fået delvis eller ingen støtte

- bydelsrettede projekter, og det har været vurderet om projekterne er opstået ud fra et ønske eller behov i bydelen frem for fra ansøger.

Løsning

Nr. 1

 

Titel og ansøger

”Kunst eller kvoter – en samtale om mangfoldighed og repræsentation i kulturlivet” af Østerbro Teater

Ansøgt beløb

40.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde en talk i Teater Republique den 24. november, hvor en række lokale kulturpolitikere, kulturpersoner, og kulturorganisationer taler om mangfoldighed og repræsentation i kulturlivet. Tilhørerne i salen opfordres til at indgå i samtalen. Det er gratis at deltage i arrangementet.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Under udgifter er anført ”Billetudgifter” på 29.500 kr. Dette forstås således, at lokaludvalgets støtte vil betyde, at det bliver gratis at deltage i arrangementet.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at der meddeles afslag til ansøgningen. Projektet vurderes at mangle lokal forankring og er ikke tilstrækkeligt bydelsrettet mod Østerbro og Østerbros borgere.

 

Nr. 2

 

Titel og ansøger

”Juletræ på Trianglen” af Østerbro Handelsforening

Ansøgt beløb

52.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at indkøbe og opstille et stort juletræ på Trianglen. I forbindelse med første tænding af træet afholdes et arrangement for alle interesserede (særligt med fokus på børn), med musik, fællessang, uddeling af slikposer mv.

Tidligere ansøgt/evaluering

Projektet har modtaget støtte gennem de seneste år.

2020: ansøgt 44.000 kr. bevilget 30.000 kr. (arrangementet blev aflyst). Der blev givet begrænset støtte, da der ønskedes højere grad af anden medfinansiering.

Evaluering fra 2019:
Østerbro Handelsforening har fået støtte til at indkøbe og opstille et juletræ på Trianglen samt at holde en event i forbindelse med tænding af lyset på træet. Projektet var oprindeligt planlagt med lystænding 1. søndag i advent, men på grund af en fodboldkamp i Parken samme dag, ville politiet ikke give tilladelse til eventen. Hele projektet blev derfor fremrykket en uge, men med samme koncept. Der var en overraskende stor tilslutning til arrangementet, særligt børn, og ca. 1200 personer deltog. Det høje deltagerantal betød, at der ikke var tilstrækkeligt med godteposer til børnene. Handelsforeningen måtte derfor selv dække merudgiften til ekstra poser.
Projektet har fået bevilget og udbetalt 37.700 kr.

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 52.000 kr. Det er et projekt, som lokaludvalget har støttet flere gange, men det vurderes at være et samlende og netværksdannende arrangement omkring Østerbros handelsgader set i lyset af både renovering af Østerbrogade og sidste års nedlukning.

 

Nr. 3

 

Titel og ansøger

”Musikken af Miklagård” af Saim Kerem Soyyilmaz

Ansøgt beløb

15.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde en koncert i Sankt Jakobs Kirke den 18. november med tyrkisk musik, hvor der spilles populære værker fra forskellige perioder i musikhistorien. Koncerten henvender sig til alle interesserede, men er særlig interessant for folk med tilknytning eller rødder til Tyrkiet.

Koncerten er åben for alle interesserede mod entre.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet anbefaler, at kun udgifter til honorarer til musikere støttes, da de øvrige budgetposter vedrører rejse og ophold for musikerne, som ikke normalt støttes gennem Østerbropuljen, da det ikke anses for at være en del af aktiviteten.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 12.602 kr. øremærket udgifter til honorarer til musikere. Det er et nyt initiativ i bydelen, der viser den tyrkiske musiktradition. Der gives begrænset støtte, da lokaludvalget ikke støtter rejseudgifter og ophold, da dette ikke anses for ta være en del af aktiviteten.

 

Nr. 4

 

Titel og ansøger

”Farafina Østerbro” af Foreningen Dounia Faré

Ansøgt beløb

10.500 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde et event med vestafrikansk dans og musik. De optrædende musikere og dansere går rundt i bydelen og underholder forbipasserende og andre interesserede borgere. Starten går fra Vibenshus Runddel, gennem Fælledparken og ender ved Sortedamsøen.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 10.500 kr. Det er en ny aktivitet i bydelen

 

Nr. 5

 

Titel og ansøger

”Fars Klub Ø” af Rasmus LT Hedegaard

Ansøgt beløb

10.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde et månedligt arrangement (faciliteret legestue) for fædre med børn i Østerbrohuset. Projektet er et tilbud til alle fædre på forældreorlov på Østerbro, og det er gratis at deltage. Støtten dækker reklame for projektet, forplejning til deltagerne og honorar til facilitator.

Tidligere ansøgt/evaluering

Lokaludvalget har støttet opstarten af projektet i 2019 med 11.500 kr.

Sekretariatets bemærkninger

Der er ansøgt om støtte til aktiviteter i årets sidste 4 måneder. Der kan dog ikke gives støtte til aktiviteter, som allerede er afholdt på bevillingstidspunktet ifølge lokaludvalgets egne retningslinjer for tildeling af puljemidler.

Der vil derfor maksimalt kunne gives 8.150 kr. i støtte til aktiviteten.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 8.150 kr. (det ansøgte beløb minus udgifter til honorar til facilitator og forplejning til deltagere til 3 ud af 4 møder, da disse er afholdt på bevillingstidspunktet). Det er en netværksdannede aktivitet for fædre på orlov.

 

Nr. 6

 

Titel og ansøger

”Askepot” af Copenhagen Flamenco Academy

Ansøgt beløb

15.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til at spille 4 forestillinger, hvor danseskolen Copenhagen Flamenco Academys elever fortolker forestillingen om Askepot. Forestillingerne spilles for indskolingens elever for tre lokale folkeskoler (ca. 8 klasser). Eleverne får forud for forestillingerne udleveret et undervisningsmateriale, så de kan forberede sig på stykket.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 15.000 kr. Det er en netværksdannede aktivitet på tværs af 3 af bydelens skoler.

 

Nr. 7

 

Titel og ansøger

”Jul på Østerbro – en bæredygtig familiejuledag” af Teater Hund

Ansøgt beløb

25.000 kr.

Resumé

Der søges støtte til af afholde en jule-eventdag, primært for børnefamilier, med fokus på bæredygtighed. Der vil være teaterforestilling, oplæg om klima og klodens tilstand samt diverse workshops med tips til bæredygtig julemad med kål og kreativ julepynt.

Eventet er gratis for alle interesserede og forgår ved Krudttønden, både ude og inde.

Tidligere ansøgt/evaluering

Lokaludvalget har støttet projektet 2 gange tidligere:

2020: ansøgt 35.000 kr., bevilget 25.000 kr.

Evaluering 2020: Teater Hund har sammen med en række samarbejdspartnere gennemført et bæredygtigt julearrangement, der blev en anelse justeret til de restriktioner der var på pågældende tidspunkt. Der var i alt 200 deltagere til arrangementet, hvilket var lidt lavere end forventet. Det skyldtes, at man kun måtte lukke 8 personer ind pr. workshop, som blev afholdt i intervaller. Der blev uddelt bæredygtige doggy-bags med økologisk, klimavenligt julemad, sunget og lavet juleværksted og kållandskab.

Projektet har fået udbetalt 25.000 kr.

 

2019: ansøgt og bevilget 15.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 17.000 kr. Det er et netværksdannende arrangement med lokal forankring, men projektet er honorartungt og mangler frivillighed. På grund fa økonomisk prioritering, gives begrænset støtte.

 

Nr. 8

 

Titel og ansøger

”Vækst” af Nanna Saplana Thorning

Ansøgt beløb

31.288 kr.

Resumé

Der søges støtte til en udstilling i Villa Kultur med 3 unge vækstlagskunstnere, gruppeudstillingen hedder ”Sick Solidarity”. Udstillingens tema viser den ene kunstners egne oplevelser af at være syg i et samfund, hvor der ikke er plads til de store følelser og at være uproduktiv. Udstillingen en multimedieinstallation med performance og lyd.

Til ferniseringen spilles der koncert, og der serveres mad lavet af unge lokale kokke.

Udstillingen er åben fra 1. – 16. december og det er gratis at deltage.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

Støtten fra Slots- og Kulturstyrelsen er tildelt øremærket til honorarer til de tre unge kunstnere.

Ifølge lokaludvalgets egne retningslinjer for tildeling af puljemidler, kan der som udgangspunkt kun ydes 15.000 kr. i støtte til materialer. Udgifterne til materialer i dette projekt udgør godt 20.000 kr.

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 15.000 kr. Det er en ny aktivitet i bydelen, men da lokaludvalget maksimalt yder støtte til materiale på 15.000 kr., bevilges dette beløb.

 

Nr. 9

 

Titel og ansøger

”Kærlighed, lys og varme på Kildevældsparkens bemandede legeplads” af Foreningen for udbredelse af kulturelle aktiviteter

Ansøgt beløb

24.850 kr.

Resumé

Der søges støtte til at afholde et event på den bemandede legeplads i Kildevældsparken. Der vil være forskellig underholdning, musik, gøgl, og workshops, hvor der kan laves bæredygtigt julepynt. Arrangementet henvender sig primært til lokalområdets børn og familier.

Tidligere ansøgt/evaluering

Lokaludvalget har støttet projektet gennem flere år.

2020: ansøgt 24.750 kr., bevilget 20.000 kr. med ønske om anden medfinansiering. Projektet blev aflyst.

2019: ansøgt 26.600 kr., bevilget 20.000 kr.

Evaluering 2019: Foreningen for udbredelse af kultur til børn og voksne i københavnsområdet har fået støtte til at afholde et solhvervsarrangement på Kildevældsparkens bemandede legeplads. Projektet blev gennemført som beskrevet i ansøgningen med forskellig underholdning for deltagerne. Der var særligt fokus på børn, hvor der bl.a. var arrangeret lys- og ildshow, jongleringsworkshop og ansigtsmaling. Lokale foreninger blev involveret i projektet, fx solgte kvindeforeningen suppe, kaffe/te og æbleskiver til deltagerne. Der deltog omkring 400 i arrangementet, heraf en hel del lokale familier fra området.

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 20.000 kr. til ansøgningen. Det er et projekt, som lokaludvalget har støttet flere gange, men evalueringerne viser god lokal tilslutning til arrangementet.

 

Nr. 10

 

Titel og ansøger

”Indkøb af Playstation til Kildevældsparkens Bemandede Legeplads” af Omar al Dossari m. fl.

Ansøgt beløb

9.700 kr.

Resumé

Der søges støtte til at indkøbe en Playstation og diverse spil til Den Bemandede Legeplads i Kildevældsparken. Ikke alle familier har råd til at købe eget spilleudstyr, og legepladsens brugere vil gerne kunne mødes og spille sammen. Udstyret skal være på den bemandede legeplads.

Tidligere ansøgt/evaluering

 

Sekretariatets bemærkninger

 

Puljeudvalgets indstilling

Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med 9.700 kr. Det er et fint nyt initiativ, hvor de unge brugere af legepladsen kan mødes og game sammen.

 

Økonomi

Der er til denne ansøgningsrunde søgt om i alt 233.111 kr.

Forud for denne runde resterer der 162.645 kr. (såfremt lokaludvalget godkender flytning af midler under punktet "Status på puljemidler") til disponering i Østerbropuljen.

Såfremt puljeudvalgets indstillinger følges, vil der restere 2.693 kr. til disponering i Østerbropuljen.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutninger og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

1) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

2) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning. Jens Sirich var inhabil og forlod mødet under behandlingen af dette punkt.

3) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

4) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

5) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

6) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

7) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

8) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

9) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

10) Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning

Til top