Mødedato: 17.01.2017, kl. 19:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 Kbh. Ø

Streetart

Se alle bilag

Indstilling

Fagudvalget for kultur og fritid indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 58.000 kr. i 2017-puljemidler til et streetart-projekt på Strandboulevarden herunder 30.000 kr. til en selvstændig pulje der kan søges til dækning af materialeudgifter i forbindelse med kunstværkerne jf. løsningsafsnittet.

2. at lokaludvalget giver fagudvalgets for kultur og fritids medlemmer kompetence til at prioritere, hvilke af de indkomne projektforslag der skal opnå finansiering med efterfølgende orientering af lokaludvalget.

3. at lokaludvalget vælger David Rønne og Allan Marouf som tovholdere på projektet.

 

Problemstilling

Fagudvalget for kultur og fritid har diskuteret muligheden for at skabe et streetart-projekt, hvor der gives mulighed for at (primært lokale) streetartkunstnere kan lave deres kunstværker i gadebilledet til inspiration for forbipasserende.

 

Løsning

Fagudvalget foreslår, at lokaludvalget afsætter puljemidler til et projekt, hvor der opstilles 5 "krydsfinerkasser" ca. 120 x 120 cm langs Strandboulevardens midterrabat placeret mellem Nordre Frihavnsgade og Vordingborggade.

Kasserne sættes op medio/ultimo april og kickstartes ved en åbningsevent/reception på Strandboulevarden. Det er tanken at de udsmykkede kasser flyttes i forbindelse med lokaludvalgets kulturhavnsarrangement  i august til Nordhavn, så de kan indgå i dette arrangement. Herefter kasseres, bortgives eller evt. opmagasineres kasserne.

Det skal være frivilligt at udsmykke kasserne, når man vil, men for at sikre sig inspiration kunne nogle kunstnere evt. inviteres til at udføre de første værker.

Samtidig foreslår fagudvalget, at der afsættes en pulje på 30.000 kr. som kan søges til dækning af udgifter til materialer i forbindelse med værkerne, dog maksimum 3.000 kr. pr. værk.

Det foreslås, at denne pulje kan søges løbende gennem foråret og sommeren, og at lokaludvalget giver fagudvalget for kultur og fritids medlemmer kompetence til at prioritere, hvilke indkomne projektideer, der skal opnå støtte med efterfølgende orientering af lokaludvalget. Støtten skal tildeles inden for de gældende rammer for brug af puljemidler og kan kun gives som støtte til indkøb af materialer til brug for opførelse af kunstværker på de opsatte streetart "kuber".

Økonomi

Budget

Pulje til dækning af materialer for streetartkunstnere    30.000 kr.

Bygning af kasser inkl. materialer                                 18.000 kr.

Tranport af kasser (herunder transport til Kulturhavn)    3.000 kr.

Åbningsreception                                                            5.000 kr.

Uforudset                                                                        2.000 kr.

 

I alt                                                                                 58.000 kr.

 

 

Beslutning

Forud for behandlingen af punktet meddelte David Rønne, at fagudvalget ønskede at trække forslaget formuleret i 2. at-punkt omkring at give fagudvalgets medlemmer kompetence til at prioritere mellem de indkomne ansøgninger. Ansøgningerne ville i stedet skulle behandles i Lokaludvalget på linje med øvrige ansøgninger.

1. Lokaludvalget stemte om forslaget om bevilling af 58.000 kr. til Streetartprojektet

For: David Rønne, Asger Khanna Randløv, Jóannes Jørgen Gaard, Jan Gebhardt Pedersen, Niels Erik Andersen, Lartey Lawson, Axel Thrige Laursen, Hanne Melnik, Mette Mertz, Sheku Amadu Jalloh, Finn Larsen, Bo Sandberg og Allan Marouf

Imod: 4 stemmer (Bjarne Jess Vennike, Dan Pedersen, Arvin Storgaard og Kjeld Kristian Lykke)

Undlod: 1 stemme (Vagn Pedersen)

Lokaludvalget godkendte indstilling om bevilling af 58.000 kr. i 2017-puljemidler til ansøgningen "Streetart" herunder 30.000 kr. til en selvstændig pulje efter afstemning.

Kjeld Kristian Lykke afgav følgende protokolbemærkning: "Strandboulevarden er et kulturhistorisk klenodie, og den eneste boulevard vi har på Østerbro efter parisisk tilsnit. Det er derfor ødelæggende og udtryk for manglende æstetisk sans i Strandboulevardens midterrabat at opstille "krydsfinerkasser", hvor såkaldte streetartkunstnere, eller for nu at værne lidt om det danske sprog: gadekunstnere, skal lave deres "kunstværker" til inspiration for forbipasserende. Det er endvidere et overgreb på den smule natur, vi har tilbage på Østerbro. Man vil ødelægge det natursyn en flot række træer giver forbipasserende ved  at stille "krydsfinerkasser" ind mellem træerne.  Stop tivoliseringen af Strandboulevarden! Hvis det er piske nødvendigt at opstille disse her "krydsfinerkasser", så find et sted, hvor de ingen skade gør. Eller bedre: brug pengene på graffiti-bekæmpelse. Hvis "krydsfinerkasserne" alligevel opstilles i Strandboulevardens midterrabat, så fralægger jeg mig hermed et medansvar (strafferetligt og økonomisk), hvis og når "krydsfinerkasserne" under den næste storm/orkan blæser ud på vejbanen og forårsager trafikulykker evt. med dødelig udgang. Dette forbehold vil blive meddelt Københavns Kommunes økonomiske forvaltning."

2. at - udgik

3. Lokaludvalget valgte David Rønne og Allan Marouf som tovholdere på projektet.

Til top