Høring vedr. landsplandirektiv for Svanemøllen Kaserne
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget beslutter at indsende vedhæftede kommentarer til høringen om landsplandirektiv for Svanemøllen Kaserne.
Problemstilling
Forsvarsministeriet ønsker at udvikle Svanemøllen Kaserne, så det fremadrettet vil kunne rumme en række nye funktioner herunder etablering af et permanent helikopterberedskab samt hovedkvarter for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Der er derfor udarbejdet et landsplandirektiv for området med udgangspunkt i helhedsplanen for kaserneområdet, som forsvaret har fået udarbejdet. Forslaget er i høringen i perioden 14. august til 9. oktober 2020.
Se høringsmaterialet via dette link https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk/hoering-af-forslag-til-landsplandirektiv-svanemoellens-kaserne
Løsning
Fagudvalget for byplan, miljø og teknik har drøftet sagen og foreslår, at lokaludvalget sender sine kommentarer til høringen.
Lokaludvalget har gennem flere år i samarbejde med Bispebjerg Lokaludvalg arbejdet på at få etableret en cykel/gangforbindelse over kasernens område fra Ryparken til Kildevældsparken for at binde området bedre sammen. Dette ønske har man fra Forsvarets side meddelt ikke kan lade sig gøre af sikkerhedshensyn, både i forhold til helikopterberedskab og Efterretningstjenestens sikkerhed. Forsvaret har dog udtrykt vilje til at gå i dialog omkring en løsning med en stiforbindelse langs den yderste grænse (i forslaget kaldet "Perimeterskoven"), hvilket dog ville kræve en cykel/gangbro over Ringbanen ved Ryvangs Naturpark.
Fagudvalget anbefaler, at lokaludvalget gennem sit høringssvar til Forsvaret meddeler, at der med landsplandirektivet er er udelukket en forbindelse med Ryparken og Kildevældsparken, da en rand-stiforbindelse ikke vurderes at være et attraktiv og/eller realistisk alternativ.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Beslutning
Axel Thrige Laursen foreslog følgende ændringer til høringssvaret:
3. linje: "Ideen" ændres til "Formålet
5. linje: Der tilføjes "idag" og "meget" i sætningens sidste led, så ordlyden ændres til "som i dag trafikalt må bevæge sig meget langt for at nå til skole, bibliotek og lign."
Høringssvaret blev tiltrådt med de foreslåede ændringer.