Godkendelse af årsplan 2022-23 for Miljøpunkt Østerbro
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
- at lokaludvalget træffer beslutning om at revidere driftsstøtteaftalen med Miljøpunkt Østerbro
- at lokaludvalget godkender Årsplan 2022-23 og budget 2022 for Miljøpunkt Østerbro
- at lokaludvalget tager til efterretning, at der overføres driftsmidler 706.162 kr. (anslået beløb) til Miljøpunkt Østerbro, svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i budgetåret 2022, samt
- at lokaludvalget, bevilger 650.000 kr. i 2022-puljemidler som aktivitetsmidler til de i årsplanen prioriterede opgaver.
Problemstilling
Ifølge driftsstøtteaftale mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, for 2020-2022 varetager Miljøpunkt Østerbro på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.
Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for varetagelsen af den lokale miljøopgave, også selvom der ydes driftsstøtte til miljøpunktet. Lokaludvalget skal, sammen med miljøfonden, sikre at miljøopgaven varetages i overensstemmelse med formuleringen af den lokale miljøopgave i Kommissoriet.
Dialogen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro varetages af det samarbejdsforum, der er beskrevet i driftsstøtteaftalen, som består af lokaludvalgets formandskab og formændene for fagudvalgene, samt repræsentanter for Miljøpunktets bestyrelse og den ansatte ledelse i Miljøpunktet.
Formanden for Østerbro Lokaludvalg foreslår, at man reviderer samarbejdsaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg således, at eventuelt ophør alene reguleres af den klausul der allerede eksisterer, hvori der står, at begge parter kan opsige aftalen med 6 måneders varsel. Men at der ikke oven i er en udløbsdato, hvor samarbejdsaftalen som nu udløber oktober 2022.
Miljøpunkt Østerbro oplever, at de hopper meget fra tue til tue og ikke har mulighed for at arbejde helt så strategisk, langsigtet og fordybende nok som man kunne ønske sig. Derfor ønsker Miljøpunktet at lave mere langsigtede planer, herunder to-årige aktivitetsplaner, hvilket også f.eks. Miljøpunkt Amager opererer med. Dette har været drøftet i Samarbejdsforum til alle parters tilfredshed. Derfor fremlægger Miljøpunktet en to-årsplan for Østerbro Lokaludvalg.
Der vil fortsat være tale om 1-årige budgetter.
Udkast til Årsplan for Miljøpunkt 2022-23 bliver på mødet præsenteret af centerlederen i Miljøpunkt Østerbro Sara Jörn.
Løsning
Som en del af driftsstøtteaftalen skal Østerbro Lokaludvalg tage stilling til og godkende forslag til årsplan og budget fra Miljøpunkt Østerbro som grundlag for udbetaling af tilskudsbeløbet. Af driftsstøtteaftalen fremgår det, at årsplanen som minimum skal indeholde en beskrivelse af Miljøpunktets planlagte aktiviteter for det kommende år, herunder formål, aktiviteter og – så vidt muligt målbare - succeskriterier.
Med dagsordenspunktet tager Lokaludvalget til efterretning, at der tidligere - med driftsstøtteaftalen - er truffet beslutning om støtte fra hhv. miljømidler samt puljemidler i 2022.
Inhabilitet
Reglerne om inhabilitet i forbindelse med Miljøpunkt og Lokaludvalg er indgående beskrevet i notater, som kan findes her: https://lokaludvalg.kk.dk/artikel/miljoeopgaven.
På baggrund heraf vurderer sekretariatet, at alle medlemmer af lokaludvalget, der også sidder i Miljøpunktets bestyrelse bør erklære sig inhabile af hensyn til Østerbro Lokaludvalgs troværdighed, da det ikke kan udelukkes, at der på mødet kan opstå drøftelser, som falder ind under gensidigt bebyrdende aftaler og/eller den kontrol- og tilsynsfunktion som Østerbro Lokaludvalg har overfor Miljøpunkt Østerbro, og hvor efter Økonomiforvaltningens vurdering er tale om inhabilitet
Økonomi
I 2021 forventes det, at Økonomiforvaltningen overfører ca. 712.167 kr. til Østerbro Lokaludvalgs sekretariatskonto, svarende til de p/l regulerede driftsmidler, der er afsat til lokaludvalgene til at varetage den lokale miljøopgave i 2022-budgetåret (det endelige budgettal er endnu ikke udmeldt fra Økonomiforvaltningen). Disse midler overføres til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.
Østerbro Lokaludvalg har derudover tilkendegivet bevilling af aktivitetsmidler i form af 650.000 kr. i 2022-puljemidler til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.
Videre proces
Samarbejdsforummet mødes ca. 4 gange om året. I 2022
-
Medio januar
-
Ultimo april/medio maj – i forbindelse med årsrapport og årsregnskab
-
Ultimo august/medio september
-
Primo/Ultimo oktober – årsplan og budget 2023
Derudover kan der løbende drøftes sager af gensidig interesse på fagudvalgsmøder.
I foråret 2022 skal Miljøpunkt Østerbro præsentere revisionspåtegnet årsregnskab og årsberetning.
Beslutning
Indstillingen blev tiltrådt uden afstemning.
Allan Marouf ønskede følgende protokolbemærkning:
Formanden og formandsskabet takker på vegne af Østerbro Lokaludvalg for den gode dialog og det gode samarbejde.
Jóannes J. Gaard, Allan Tyrrestrup og Finn Kristiansen var inhabile under behandlingen af dagsordenens punkt 5 og forlod mødet under behandlingen