Meddelelser
Forbrug pulje til løbende småaktiviteter
Østerbro Lokaludvalg har den 15, november i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Miljøpunkt Østerbro afholdt et informationsmøde om Strandboulevarden med fokus på beplantning og indretning af overfladen ifm. skybrudssikringen.
Der var stor interesse for mødet, og ca. 40 personer var tilmeldt. Der blev indkøbt sandwiches til deltagerne for 1.120 kr. (ekskl. moms). Midlerne er taget fra puljen til løbende småaktiviteter.
Der resterer 27.351 kr. i puljen til løbende småaktiviteter.
Ændring af dato - Lokaludvalgsmøde i januar
På grund af valg til lokaludvalg ultimo januar flyttes datoen for ordinært møde i Østerbro Lokaludvalg i januar til den 19. januar 2022.
Ny hjemmeside
Alle Københavns Kommunes hjemmesider skal flyttes fra Drupal 7 til Drupal 9 inden medio december 2021 hvor der er deadline. Østerbro Lokaludvalgs hjemmeside er overgået til Drupal 9 pr. 26. november 2021.
I forbindelse med overflytningen er indholdet på den gamle side blevet analyseret, sorteret og opdateret. Det visuelle udtryk på Drupal 9 adskiller sig fra Drupal 7 i kraft af at være mere overskueligt og minimalistisk i sit udtryk. Dette understøttes af et opdateret fotogalleri, og alt i alt skaber det et mere roligt og et udtryk der (forhåbentligt) er lettere at navigere og fremsøge efterspurgt information i.
Lokaludvalget må meget gerne besøge den nye hjemmeside og komme med feedback på indhold, overskuelig og det visuelle udtryk. Sekretariatet håber, at lokaludvalget kan se sig selv i den nye hjemmeside, og at den kan fungere som et godt redskab for at synliggøre lokaludvalgets arbejde og som et velfungerende referencepunkt for lokaludvalgets aktiviteter, nyheder og politik.
Dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til renovering af køleanlæg i Sortedamssøen, København
Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Vand og VVM har meddelt Dispensation til Rigshospitalet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 65, stk 2 til at renovere Rigshospitales køleanlæg i Sortedamssøen Nord. Dispensationen vedrører erstatning af eksisterende betonkonstruktion på søbunden med ny og større betonkonstruktion.
Møde med Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold maj 2022
Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold (MKB) er Teknik- og Miljøforvaltningens bygherreorganisation, som gennemfører de vedtagne anlægsprojekter, hvorfor de også har en bred kontaktflade til lokale borgere og indsatser i de forskellige bydele - både i forhold til udvikling og gennemførsel af forvaltningens projekter.
MKB vil gerne møde lokaludvalget, men i lyset af den snarlige valghandling har MKB givet udtryk for, at det nok er mest hensigtsmæssigt at møde det ny lokaludvalg. Der planlægges derfor et besøg i maj 2022.
Tour de France i København
Tour de France starter som bekendt i København 1. juli 2022 – Grand Depárt. Det er en enkeltstartsrute på 13. km. https://letourcph.dk/
Løbsruten vil være afspærret fra tidlig morgen fredag den 1. juli, og spærringen vil blive ophævet lørdag den 2. juli ca. 15.00. For Østerbro vil det gælde Øster Allé, en del af Jagtvej, Trianglen, Østerbrogade og Dag Hammerskjolds Allé. Se kort over ruten.
Den 1. og 2. juli står Københavns Kommune for et gratis arrangement i Fælledparken med musik, aktiviteter, storskærm og mad. Der forventes op til 10.000 besøgende om dagen. https://www.festivelo.dk/
Teknik- og Miljøforvaltningen - Udmøntningsindstilling for budget 2022
Som aftalt i samarbejdsaftalen mellem TMF og ØKF fremsendes her TMFs udmøntningsindstilling for Budget 2022. Udmøntningsindstillingen blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. november 2021. I kan her finde dokumenterne her:
Udmøntning af Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2022 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Lokaludvalget har modtaget Status på nøgletal for 1. halvår 2021 fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Status kan findes via linket her:
Status på Nøgletal 1. halvår 2021 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Socialforvaltningen - Udmøntningsindstilling Budget 2022
I henhold til netop underskrevne samarbejdsaftale mellem Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen, fremsendes hermed Socialforvaltningens udmøntningsindstilling for Budget 2022 inkl. bilag til jeres orientering.
Vi kan oplyse, at udmøntningsindstillingen blev behandlet i Socialudvalget onsdag den 24. november 2021. Indstillingen blev godkendt uden bemærkninger, hvorfor vi ikke har vedlagt referat fra punktet.
Derudover drøftede Socialudvalget en særskilt sag om udmøntning af Udsatteenheden, ligesom vi kan oplyse, at udvalget den 8. december 2021 skal behandle særskilte udmøntningsindstillinger ift. puljen til dyrlægehjælp til hjemløse hunde samt afsatte midler til rekruttering og fastholdelse. Sidstnævnte sager eftersendes.
Forvaltningens udmøntning af budget 2022 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Udmøntning af midler til en Udsatteenhed | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)
Ved eventuelle spørgsmål, er I velkommen til at tage kontakt.