Årsplan og budget Miljøpunkt Østerbro 2017
Tidligere beslutninger
Østerbro Lokaludvalgs beslutning i ordinært møde den 20. november 2014:
1. Lokaludvalget godkendte aftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Fonden Miljøpunkt Østerbro, Agenda 21 for et bæredygtigt København efter afstemning:
For: 16 stemmer (Bo Sandberg, Jonas Niemann, Jørgen Johannes Thomsen, Ole Bennetzen, Jan Gebhardt Pedersen, Sheku Amadu Jalloh, Lartey Lawson, Mogens Wöhliche, Astrid Kappel-Nielsen, Vagn Pedersen, Steen Reinhold Jeppson, Kjeld Lykke, Allan Marouf, Bjarne Gantzel Pedersen, Flemming Møller Bygwraa, Mads Faber Henriksen)
Imod: 2 stemmer (Karsten Ruuskanen-Strunge og Annette Engell)
Østerbro Lokaludvalgs beslutning i ordinært møde 24. november 2015:
Hanne Melnik og Axel Thrige Laursen erklærede sig inhabile og var ikke tilstede under sagens behandling. Bjarne Gantzel Pedersen deltog som suppleant for Hanne Melnik.
1. Lokaludvalget godkendte Miljøpunkt Østerbros årsplan og budget for 2016 uden afstemning
2. Lokaludvalget stemte om overførsel af driftsmidler og bevilling af aktivitetsmidler for 2016:
for: 13 stemmer. Bo Sandberg, Annette Engell, David Rønne, Lartey Lawson, Bjarne Gantzel Pedersen, Bjarne Jess Vennike, Flemming Møller Bygwraa, Kjeld Lykke, Vagn Pedersen, Jørgen Nielsen, Steen R. Jeppson, Jørgen Johs. Thomsen og Allan Marouf.
Imod: 0 stemmer
Undlod: 1 stemme. Arvin Storgaard.
Lokaludvalget godkendte overførsel af driftsmidler til anslået 658.000 kr. i 2016 og besluttede at bevilge 542.000 kr. i 2016-puljemidler som aktivitetsmidler til de prioriterede aktiviteter i årsplanen efter afstemning.
Undlod: 1 stemme (Arvin Storgaard)
Indstilling
Lokaludvalget medlemmer i kontaktudvalget for Miljøpunkt Østerbro indstiller til Østerbro Lokaludvalg.
1. at lokaludvalget godkender Miljøpunkt Østerbros forslag til årsplan og budget for 2017
2. at lokaludvalget beslutter, at der overføres driftsmidler 684.700 kr. (anslået beløb) til Miljøpunkt Østerbro, svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i budgetåret 2017, og at Lokaludvalget, som det fremgår af den 4-årige driftsstøtteaftale, beslutter at bevilge 542.000 kr. i 2017-puljemidler som aktivitetsmidler til de i årsplanen prioriterede opgaver.
Problemstilling
I følge aftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, varetager Miljøpunkt Østerbro på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.
Som en del af aftalen skal Østerbro Lokaludvalg tage stilling til og godkende forslag til årsplan og budget fra Miljøpunkt Østerbro som grundlag for udbetaling af tilskudsbeløbet.
I det daglige står Lokaludvalgets kontaktudvalg for dialogen med Miljøpunktets bestyrelse og den ansatte ledelse i Miljøpunktet. I det regi har der 26. oktober været afholdt møde, hvor kontaktudvalget blev præsenteret for Miljøpunktets forslag til årsplan og budget, som kontaktudvalget så fik mulighed for at kommentere og stille opklarende spørgsmål til.
Af Driftsstøtteaftalen fremgår det, at årsplanen som minimum skal indeholde en beskrivelse af Miljøpunktets planlagte aktiviteter for det kommende år, herunder formål, aktiviteter og – så vidt muligt målbare - succeskriterier.
Miljøpunkt Østerbro skal senest den 31. oktober hvert år indsende den af bestyrelsen godkendte årsplan og det af bestyrelsen godkendte budget for det kommende år til Østerbro Lokaludvalg. Østerbro Lokaludvalg vil herefter behandle årsplanen og årsbudget på et lokaludvalgsmøde. Ved samme lejlighed behandler lokaludvalget formelt udbetalingen af støtte for det efterfølgende år.
Løsning
I driftsstøtteaftalen mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro er det aftalt, at det overordnede perspektiv for det lokale miljøarbejde i årene 2015-2018 er Østerbro som grøn klimabydel.
Årsplan og budget 2017
Årsplanen tager afsæt i en strategiplan for 2015-2018, der fremgår bagerst i årsplanen som bilag. Strategiplanen beskriver miljøpunktets vision, mission, organisering/arbejdsform og overvejelser for hovedprojekterne over de kommende fire år.
I selve årsplanen beskrives de projekter som Miljøpunkt Østerbro vil gennemføre i 2017, herunder en oversigtskalender hvor aktiviteterne fremgår. Udover en kort beskrivelse af projekterne er der udarbejdet et skema, som viser formål, konkrete aktiviteter og succeskriterier for hvert projekt.
Projekterne i 2017 er:
- Workshops, foredrag og guidede ture i 2017 (herunder også kommunikation og formidling)
- Fornemmelse for mad (tidligere "Børn og madspild")
På grund af anden ekstern medfinansiering til projekt "Fornemmelse for mad" er det blevet muligt at frigive midler herfra til yderligere at styrke det andet projekt "Workshops, foredrag og guidede ture i 2017". Dette betyder, at der i 2017 planlægges med flere ny udadvendte aktiviteter, bl.a. involvering og information til voksne omkring madspild.
Økonomi
Miljøpunkt Østerbro har udarbejdet et budget for drift og aktiviteterne, som ligeledes er indsat i årsplanen.
Østerbro Lokaludvalg har i 2016 overført i alt 1.217.600 kr. til Miljøpunkt Østerbro, fordelt på 675.600 kr. i p/l regulerede driftsmidler og 542.000 kr. i 2016-puljemidler til prioriterede aktiviteter jf. årsplan og budget for 2016.
I 2017 forventes det, at Økonomiforvaltningen overfører ca. 684.700 kr. til Østerbro Lokaludvalgs sekretariatskonto, svarende til de p/l regulerede driftsmidler, der er afsat til lokaludvalgene til at varetage den lokale miljøopgave i 2017-budgetåret. Disse midler overføres til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.
Østerbro Lokaludvalg har derudover tilkendegivet bevilling af aktivitetsmidler i form af 542.000 kr. i 2017-puljemidler til Miljøpunkt Østerbro, jf. drifsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.
Beslutning
Hanne Melnik og Axel Thrige Laursen erklærede sig inhabile og forlod lokalet under behandling af punktet. Bjarne Gantzel Petersen deltog som 1. suppleant for Hanne Melnik i behandling af punktet.
1. Lokaludvalget godkendte Miljøpunkt Østerbros forslag til årsplan og budget for 2017 uden afstemning.
2. Lokaludvalget besluttede at overføre driftsmidler 684.700 kr. (anslået beløb) til Miljøpunkt Østerbro svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i budgetåret 2017, og besluttede at bevilge 542.000 kr. i 2017-puljemidler som aktivitetsmidler til de i årsplanen prioriterede opgaver uden afstemning.