Mødedato: 15.06.2016, kl. 17:30
Mødested: Krausesvej 3, stuen, 2100 Kbh. Ø

Fortsættelse af trafiksamarbejde i Skt. Kjelds kvarter

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

  1. at lokaludvalget fortsætter trafiksamarbejdet med borgerne i Skt. Kjelds Kvarter med udgangspunkt i de principper, der er nævnt i løsningsafsnittet.

  2. at det videre arbejde henlægges til lokaludvalgets fagudvalg for teknik og miljø

  3. at Lokaludvalget beder kommunen om at bidrage til at afklare, hvordan de generelle ønsker i kvarteret kunne løses på planlægningsmæssigt fornuftig vis.

Problemstilling

På baggrund af en lang række henvendelser til Områdefornyelsen i Sankt Kjelds Kvarter om lokale trafikgener, indkaldte det tidligere fagudvalg for teknik og miljø kvarterets trafikgrupper, foreningsrepræsentanter mv. til møde. Dette udviklede sig til et egentligt samarbejde. I løbet af dette, har også institutioner med flere sluttet sig til. Teknik- og Miljøforvaltningen har deltaget i nogle af møderne, men har p.t. ikke bidraget til en vurdering.

Møderne i arbejdsgruppen er mundet ud i, at der, ud fra borgernes henvendelser og klager, er fundet nogle tværgående problemstillinger, et genekort, som overskueligt viser en række væsentlige problemer med trafiksituationen:

- gennemfartstrafik/sivetrafik/"smutveje" gennem området, herunder flere gennemfartsveje end vanligt for tilsvarende kvarterer

- mulighed for sænket hastighed med henblik på øget trafiksikkerhed

- bedre forhold for fodgængere og cyklister

- grøn forbindelse fra Kildevældsparken til Fælledparken

- parkeringsspørgsmålet

Østerbro Lokaludvalg afholdt i samarbejde med Områdefornyelsen i Skt. Kjelds Kvarter et velbesøgt borgermøde tirsdag den 31. maj 2016 på Vennemindevej 39, hvor de forskellige problemstillinger blev præsenteret og diskuteret. På mødet deltog foruden lokaludvalg og lokale borgere 2 repræsentanter for Politiet samt 3 repræsentanter for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Løsning

Formanden foreslår, at der arbejdes videre med trafikarbejdet på baggrund af de ønsker, som borgerne er kommet med, og med den viden der er indsamlet, bl.a. fra borgermødet den 31. maj. Af dette kan udledes følgende principper, der tænkes som værende udgangspunkt for det fremtidige arbejde:

- Færre/omlagte gennemfartsveje

- Større trafiksikkerhed

- Mindre/ingen "sivetrafik"

- Flere grønne punkter eller forbindelser

- Sænket hastighed

- Hvis mere parkering, så i konstruktion væk fra gadeniveau

- Trafikløsninger på baggrund  af den samlede oversigt

- Samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen

 

Det foreslås, at arbejdet videreføres i regi af Fagudvalget for teknik og miljø.

 

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte indstilling om at fortsætte samarbejdet med borgerne i Skt. Kjelds Kvarter, med udgangspunkt i de principper der er nævnt i løsningsafsnittet.

2. Lokaludvalget godkendte indstilling om, at det videre arbejde henlægges til fagudvalget for teknik og miljø, dog således at fagudvalget ikke tildeles beslutningskompetence på området.

3. Lokaludvalget godkendte indstilling om at bede kommunen om at bidrage til at afklare, hvordan de generelle ønsker for kvarteret kan løses på planlægningsmæssigt fornuftig vis.

Protokolbemærkning:

Arvin Storgaard og Kjeld Lykke ønskede ført til protokols at de var uenig i nogle af de fremlagte principper for trafikarbejdet i Skt. Kjelds Kvarter. Således ønskes der følgende præciseringer (tilføjet med kursiv):

¤ Færre/omlagte gennemfartsveje. Dette skal i givet fald ske således, at det ikke hæmmer trafikafviklingen, herunder biltrafikken.

¤ Større trafiksikkerhed. Dette skal gælde for alle trafikgrupper, herunder bilisterne.

¤ Mindre/ingen "sivetrafik". Der er ikke behov for ændringer her. De nuværende forhold baseret på politiets vurderinger fungerer smidigt og udmærket.

¤ Hvis mere parkering, så i konstruktion væk fra gadeniveau. Der er ubetinget behov for flere p-pladser, og de skal være underjordiske.

¤ Trafikløsninger på baggrund af den samlede oversigt. Man skal huske at inddrage alle grupper, der kan blive berørt af trafikreguleringer, herunder fodgængere, bilister, pendlere, handicappede, erhvervsdrivende (handlende).  

Til top