Mødedato: 14.12.2016, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 Kbh. Ø

Kulturhavn 2017

Indstilling

Fagudvalg for Kultur og Fritid (FKF) indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at Lokaludvalget drøfter deltagelse i Kulturhavn 2017, herunder form og indhold,

2. at Lokaludvalget, såfremt man ønsker at deltage i Kulturhavn 2017, beslutter at bevilge 140.000 kr. i 2017-puljemidler til gennemførelse af Kulturhavn 2017,

3. at Lokaludvalget, såfremt man ønsker at deltage i Kulturhavn 2017, beslutter at afsætte en pulje på 50.000 af 2017-puljemidler, som kan søges med kort frist til aktiviteter i forbindelse med Kulturhavn 2017. Disse puljeansøgninger vil blive behandlet på hvert LU-møde,

4. at FKF kan overføre dele af denne pulje til egne aktiviteter pr. 31/7-2016, såfremt det viser sig, at puljen ikke bliver søgt i særligt omfang. LU skal naturligvis stadig godkende budgetter og aktiviteter,

5. at Lokaludvalget, såfremt man ønsker at deltage i Kulturhavn 2017, vælger David Rønne som tovholder og derudover 2-3 udvalgsmedlemmer, der vil hjælpe med at stå for planlægningen.

 

Problemstilling

Kulturhavn er en stor kultur- og havnefestival, der løber af stablen hvert år i august, og som har fokus på kulturelle arrangementer i Københavns forskellige havnekvarterer. I år er det fredag den 25. august til søndag den 27. august 2017. Det er startet på Islands Brygge og har efterhånden vokset sig ud til hele havnefronten.

Sidste år afholdte Østerbro Lokaludvalg Kulturhavn 2016 på Kalkbrænderiløbshavn i Nordhavn i samarbejde med Kunstnergruppen FUKK fra PB4. Udover FUKKs aktiviteter bød weekenden også på Lokaludvalgets egne forskellige aktiviteter, som alle havde det formål at trække mennesker til og dermed gøre opmærksom på det potentiale, der ligger i området omkring Kalkbrænderiløbskaj. Lokaludvalget havde selv en bod på Kalkbrænderiløbskaj, hvor Lokaludvalgets forslag til rekreativ udvikling af området blev præsenteret for borgerne. Derudover gennemførte Lokaludvalget en spørgeskemaundersøgelse om udviklingen af Nordhavn. Sidste år bevilgede Lokaludvalget i alt 210.000 til afholdelse af Kulturhavn 2016.

 

Løsning

FKF foreslår, at Lokaludvalget drøfter afholdelse af Kulturhavn 2017 på Nordhavn i samarbejde med Københavns Kommune (Kulturhavn) og andre lokale samarbejdspartnere.

Kulturhavnen er et åbent arrangement, som vil komme rigtig mange borgere til gavn - både de nye beboere i Nordhavn, østerbroere og københavnere med interesse for Nordhavn.

Kulturhavn er en oplagt mulighed for at få sat det nye Nordhavn på dagsordnen og skabe liv og dialog om områdets anvendelse. Det giver gode muligheder for lokaludvalget til at komme i dialog omkring udviklingen af Nordhavn, ikke mindst set i lyset af at Lokaludvalget har valgt Nordhavn som et af sine særlige fokusområder. 

På baggrund af erfaringerne fra sidste år vil det i år være vigtigt, at der bliver lagt større vægt på annoncering og skiltning, og evt. på at skabe transportmuligheder til og fra placeringen i Nordhavn.

Aktiviteter

Der påbegyndes dialog med Københavns Kommune (Kulturhavn) og andre lokale aktører omkring program og aktiviteter.

Lokaludvalgets aktiviteter er endnu ikke nøjere fastlagt, men der tænkes at lokaludvalgsmedlemmer skal deltage i løbet af weekenden med information om Lokaludvalget, Lokaludvalgets projekter og evt. gennemføre en spørgeskemaundersøgelse.

På lokaludvalgets møde i marts fremlægges en detaljeret projektbeskrivelse for Lokaludvalgets aktiviteter til Kulturhavn 2017, og hvis Lokaludvalget beslutter at afsætte en pulje på 50.000 fremlægges også en projektbeskrivelse for denne.

 

Økonomi

Budget for Kulturhavn 2017 

Lokal markedsføring (infoskilte/digitale skærme, annoncering)

30.000

Egne kulturelle aktiviteter og borgerdialog

60.000

Toiletvogn

15.000

Transport til og fra Nordhavn

15.000

Pladsansvarlige

5.000

Strøm

5.000

Diverse materialer (borde, informationsbod,betongrise)

5.000

Diverse, så som musik og forplejning til ØLU bod

5.000

I alt

140.000

 

Derudover 50.000 kr. til pulje, som kan søges med kort frist til aktiviteter i forbindelse med Kulturhavn 2017.

 

Beslutning

1. Lokaludvalget drøftede og besluttede at deltage i Kulturhavn 2017 i Nordhavn.

2. Lokaludvalget besluttede at bevilge 140.000 kr. i 2017-puljemidler til deltagelse i Kulturhavnsarrangementet 2017.

3. Lokaludvalget besluttede at afsætte en pulje på 50.000 kr. som kan søges til aktiviteter i forbindelse med Kulturhavnsarrangementet 2017.

4. Lokaludvalget besluttede at lade 4. at udgå.

5. Lokaludvalget valgte David Rønne og Allan Marouf som tovholdere på projekt Kulturhavn 2017.

Til top