Mødedato: 14.12.2016, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 Kbh. Ø

Status på bydelsplan

Se alle bilag

Indstilling

Bydelsplan-arbejdsgruppen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget tager arbejdsgruppens orientering om status på bydelsplanarbejdet til efterretning,

2. at lokaludvalget godkender de overordnede temaer for den kommende bydelsplan jf. løsningsafsnittet,

3. at lokaludvalget beslutter at bevilge 75.000 kr. i 2017-puljemidler til borgerdialog-aktiviteter i forbindelse med bydelsplanarbejde i 2017.

 

Problemstilling

Lokaludvalget udpegede på lokaludvalgsmødet den. 13. oktober en arbejdsgruppe til at stå for driften af lokaludvalgets bydelsplanarbejde. Gruppen består af Axel Thrige Laursen (tovholder), David Rønne, Jørgen Johannes Thomsen, Henrik Conradsen, Hanne Melnik, Mette Mertz og Morten Buchwald.

Arbejdsgruppen har haft en høj mødefrekvens, og har siden nedsættelsen af gruppen afholdt tre møder, et arbejdsseminar og et dialogmøde med nøglepersoner fra de forskellige bykvarterer på Østerbro.

Derudover har arbejdsgruppen bedt fagudvalgene og folkeskoletemagruppen om at komme med input på projekter og temaer, der kan komme med i bydelsplanarbejdet.

Arbejdsgruppen har på sine møder drøftet disposition, temaer og vision for bydelsplanen. Dette er diskuteret på baggrund af resultaterne for spørgeskemaundersøgelserne om henholdsvis bydelsplanarbejdet og om udvikling af Nordhavn (bilag 1 og 2), dialogmødet med nøglepersoner (bilag 3), fagudvalgenes input (bilag 4) samt hovedlinjer fra de tidligere bydelsplaner.

 

Løsning

Arbejdsgruppen foreslår, at lokaludvalgets kommende bydelsplan bliver et redskab til dialog om videre udvikling i bydelen med borgere og politikere. Det er vigtigt, at der lægges op til samarbejde og dialog med kommunen.

Derudover er det vigtigt, at bydelsplanen tager udgangspunkt i den borgerdialog, der bliver lavet i forbindelse med bydelsplan-arbejdet (spørgeskemaer ved kaffevogne, dialogmøde og borgerpanelundersøgelse). Det har vist sig større forskelle fra bykvarter til bykvarter end hidtil set. Denne forskelligartethed og de forskellige behov for indsatser, som der peges på, skal bydelsplanen afspejle.

Arbejdsgruppen ser gerne, at bydelsplanen skal kunne bruges som et arbejdsprogram for lokaludvalget, og samtidig give det kommende lokaludvalg i 2018 en god ramme at træde ind i og at følge op på.

Arbejdsgruppen foreslår, at selve bydelsplanens arbejdsprogram gøres temabaseret, og at der under hvert tema udvælges nogle indsatsområder. Arbejdsgruppen har i november og primo december arbejdet med den overordnede ramme (struktur, vision, temaer). De enkelte indsatsområder er således ikke valgt endnu.

 

Overordnede temaer og vision

Arbejdsgruppen foreslår, at de overordnede temaer for den kommende bydelsplan bliver:

Østerbroliv

  • Dette tema lægger op til indsatsområder inden for kultur-, fritids- og foreningsliv; nære fællesskaber og mangfoldighed samt gode rammer for byliv, samvær, arrangementer.

Fremkommelighed

  • Dette tema lægger op til indsatsområder for at skabe bedre fremkommelighed i bydelen for de forskellige former for mobilitet (gående, cyklister, busser, bilister), samt overvejelser om hvordan trafikhastigheden bør sænkes og trafiksikkerheden for de svage trafikanter øges.

Sammenhængende Østerbro

  • Dette tema lægger op til indsatsområder, der binder bydelen sammen som fx udvikling og integration af Nordhavn i Østerbro; integration af Rymarksvænge; stiforbindelser samt synliggørelse af fysiske og sociale sammenhænge.

Miljø og klima

  • Dette tema lægger op til indsatsområder, der tager udgangspunkt i grønne og miljømæssige løsninger som bynatur, byrum og træer samt en indsats for en fortsat klimasikring.

 

Arbejdsgruppen har også drøftet den overordnede vision med bydelsplanen. Arbejdsgruppen skal arbejde videre med visionen, der ikke er endelig endnu. Herunder er en bruttoliste over de foreløbige idéer til bydelsplanens vision:

1) Et mangfoldigt Østerbro; 2) Østerbro med plads til alle; 3) Stay put på Østerbro; 4) Et nuanceret Østerbro; 5) Et andet forhold mellem Østerbro og politikerne; 6) Københavns grønne bro til det blå hav; 7) Østerbro - borgernes bydel; 8) Et selvstændigt Østerbro; 9) Et sammenhængende Østerbro med et godt miljø der skaber liv og fremkommelighed; 10) Rum for et impulsivt socialt liv; 11) Østerbro - mere end kaffelatte; 12) Østerbro for alle. 13) Desuden blev det nævnt, at bydelsplanen skal være direkte om, hvad der er lagt mærke til og hvordan der bør samarbejdes om løsninger.

 

Det videre arbejde og tidsplan

Arbejdsgruppen skal i januar arbejde videre med udarbejdelse af vision for bydelsplanen og udvælgelse af de konkrete indsatsområder. Derudover udsendes i januar en undersøgelse gennem det elektroniske borgerpanel med spørgsmål indenfor bydelsplanens temaer.

Arbejdsgruppen anbefaler, at bydelsplanseminaret for lokaludvalget og suppleanter afholdes den 29. januar 2017 fra kl. 11-14. Her vil bydelsplanens indsatsområder og resultater af borgerpanelundersøgelsen præsenteres.

Tidsplanen for arbejdet er vedhæftet som bilag 5.

 

Økonomi

75.000 kr. til dækning af afholdelse af borgermøder, annoncering og ad hoc aktiviteter knyttet til bydelsplanen. Et uddybet budget fremlægges på møder i det nye år.

           

 

Beslutning

David Rønne stillede forslag om at indføje et 4. at-punkt om at udvide arbejdsgruppen, lokaludvalget godkendte indsættelse af det 4. at-punkt.

1. Lokaludvalget tog arbejdsgruppens status til orientering.

2. Lokaludvalget godkendte de overordnede temaer (Østerbroliv, Fremkommelighed, Sammenhængende Østerbro og Miljø og klima) for bydelsplanen

3. Lokaludvalget besluttede at bevilge 75.000 kr. i 2017-puljemidler til bydelsplanplanlægning med fremlæggelse af et udspecificeret budget på det ordinære møde i februar 2017.

4. Lokaludvalget besluttede at udpege Allan Marouf til deltagelse i bydelsplanarbejdsgruppen

Til top