Mødedato: 14.11.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Meddelelser

Se alle bilag

Rapport fra COWI vedr. detailhandel

Samarbejdet med COWI om detailhandels undersøgelsen på Østerbrogade og Ndr. Frihavnsgade er ved at være afsluttet. Rapporten er færdig og er blevet sendt per mail til lokaludvalgsmedlemmerne. På lokaludvalgsmødet vil der blive medbragt nogle print af rapporten, og den kan desuden fås ved henvendelse til sekretariatet.

Der udestår et morgenmøde, hvor COWI præsenterer rapporten for de butiksindehavere samt interesserede lokaludvalgsmedlemmer. Mødet afholdes den 20. november 2017 kl. 8.30-11 i Parkens Panorama Lounge, P.H. Lings Allé 2, 2100 Østerbro. Arrangementet kræver tilmelding via sekretariatet.

Toiletforhold ved legepladser i Fælledparken

Formand for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf, har modtaget en borgerhenvendelse vedr. toiletforholdene, særligt omkring legepladserne i Fælledparken. Allan har sendt spørgsmålene videre til forvaltningen og har efterfølgende modtaget det vedlagte svar.

Henvendelse vedr. fremkommelighed på fortove (især) langs bydelens handelsgader

I forbindelse med spørgeskemaet om detailhandelen har Østerbro Lokaludvalg modtaget en række henvendelser, der er blevet samlet sammen og sendt til forvaltningen. Henvendelsen samt det modtagne svar er vedlagt.

Politikerspørgsmål vedr. ansøgninger fra Fælledgården til Østerbro Lokaludvalg

Medlem af Borgerrepræsentationen, Karin Storgaard, har stillet spørgsmål til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vedr. ansøgninger om støtte fra Fælledgården til Østerbro Lokaludvalg. Spørgsmål samt forvaltningens svar er vedlagt.

Svar fra Østerbro Avis

Østerbro Lokaludvalg besluttede på møde den 9. oktober 2017 at rette henvendelse til Østerbro Avis vedr. distributionsforholdene i bydelen. Østerbro Lokaludvalg har modtaget det vedlagte svar på henvendelsen.

Kinesiske træer på Tåsinge Plads

Klimakvarteret på Østerbro bliver gang på gang vist frem som et godt eksempel på, hvordan skybrudsløsninger kan være med til at give noget tilbage til naboerne, samtidig med de indrettes til at håndtere de stigende regnmængder. Projektet har endnu engang høstet international hæder. Københavns Kommune har nemlig vundet den kinesiske innovationspris Guangzhou International Award for Urban Innovation for klimakvarteret. Juryen i Kina har vurderet, at Klimakvarteret er et godt og lærerigt eksempel på, hvordan andre byer i hele verden kan arbejde med at tilpasse sig til det skiftende klima. Med den flotte pris følger en pengepræmie, som Teknik- og Miljøudvalget har valgt at købe 10 kinesiske træer for, som skal pryde Tåsinge Plads i Klimakvarteret.

Jul på Tåsinge Plads

På lokaludvalgsmødet den 13. september 2017 havde lokaludvalget besøg af en borger, der opfordrede Østerbro Lokaludvalg til at stå for at afvikle et julearrangement på Tåsinge Plads. Forslaget har været drøftet i lokaludvalgets fagudvalg for kultur og fritid, hvor konklusionen blev at ingen af de tilstedeværende havde tid til at stå for det, og at borgeren i stedet opfordres til at søge midler gennem Østerbropuljen til et arrangement i 2018.

 

Til top