Mødedato: 14.11.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Input til workshop om cykelparkering

Se alle bilag

Indstilling

Fagudvalget for Teknik og Miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget supplerer fagudvalgets foreløbige liste over steder med manglende eller dårlig cykelparkering og indsender den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Problemstilling

Teknik- og Miljø Forvaltningen afholdt den 2. oktober en workshop om forbedring af cykelparkeringen i København. Der er i mange bydele peget på problemer med manglende cykelparkering.

Til lokaludvalgets overvejelse har forvaltningen vedlagt nogle skemaer der kan udfyldes om, hvor der særligt er problemer med cykelparkeringen. Se skemaerne. Forvaltningen beder om at holde fokus på følgende, således at tilbagemeldingen kan bbruges målrettet i arbejdet med den endelige prioriteringsplan (se også opsamlingsskemaet):

 

  • Gode eksempler på cykelparkeringsløsninger

  • Hvor er der størst udfordring med cykelparkering i jeres bydel?

  • Hvad mener I bør prioriteres på kort sigt og på længere sigt?

  • Kender I til potentielle samarbejdspartnere? (virksomheder, butikker, institutioner, organisationer mv.)

Der er frist for tilbagemelding den 15. november 2017.

Løsning

Fagudvalget for Teknik og Miljø har drøftet materialet, og foreslår, at lokaludvalget koncentrerer sig om de steder i bydelen, hvor der er særlige problemer i stedet for at tænke hele bydelen igennem.

Fagudvalget pegede på sit møde på:

  • en manglende løsning på cykelparkeringen på Nordre Frihavnsgade op mod Østerbrogade. Flexparkeringen ud for Ingrid Jespersens Skole synes at fungere udemærket, men alligevel er cykelpladserne mod facaderne fyldt op konstant, så man ikke kan parkere sin cykel ved fx Apoteket, når man skal derind, uden at rykke andre cykler.

  • Behov for cykelparkering i den allersydligste ende af Øster Allé, selv når Metropladsens cykelparkering etableres.

  • Mere Cykelparkering op til fritidsinstitutionens mur ved Remisen på trianglen

  • Cykelparkering i den ende af Ryesgade, der støder op til Østerbrogade

  • Mere cykelparkering ved Victor Borges Plads, men ikke på selve pladsen

Dybest set kan manglende cykelparkering kun indpasses på Østerbrogade, når Lokaludvalgets projekt for Østerbrogade, der vil skabe bredere fortove, gennemføres, ligesom en bedring af cykelparkeringen i Nordre Frihavnsgade må indtænkes i og afhænge af det af Borgerrepræsentationen valgte projekt for en omlægning af Nordre Frihavnsgade til cykelgade.

Det foreslås, at lokaludvalget på sit møde den 14.11.2017 bidrager med flere forslag.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.

 

Beslutning

Lokaludvalget tilsluttede sig forslagene fra fagudvalget og supplerede på mødet med følgende forslag:

  1. Østerbrogade mod nord fra Trianglen mod Nøjsomhedsvej. I lokaludvalgets løsning (Østerbrogadeprojektet) flytter vi bustoppet midt i Østerbrogade på Trianglen op til ud for banken nord for Nordre Frihavnsgade og lukker skrågaden over Trianglen, hvorved der vindes en hel vejbane i Østerbrogade mod nord. Dermed kan den nye brede cykelsti lægges ud i nærmeste vejbane og fortovet gøres bredere ved at inkludere den nuværende cykelsti. I løsningen indgår også at ændre på krydset Grønningen-Folke Bernadottes, så to bilspor fra Indre by drejes ad Folke Bernadottes Allé ved i god tid inden i Grønningen at føre cykelstien ud til venstre for de to spor, så mere biltrafik afvikles ad Folke Bernadotte og mindre ad Østerbrogade

  2. Ikke cykelparkering på gadehjørner.

  3. Svanemøllen Station – her er problemerne ikke mangel på cykelpladser men at man som fodgænger ikke kan komme forbi og til stationen.

  4. Ved Netto i Nordre Frihavnsgade.

  5. De handlendes udstillinger tager for meget af fortovene.

  6. Færre cykelpladser helt op til fodgængerovergangene.

  7. Cykelstier har klemt fortove, og det er skidt. Fortovene er en del steder for smalle og det skaber problemer med at trække og parkere cykler. Værste delstrækning er fortovet fra Nordre Frihavnsgade og forbi Normanns butik.

Indstillingen - inkl. de nye forslag - blev derefter tiltrådt efter afstemning.
For stemte 10 (Allan Marouf, Dan Pedersen, David Rønne, Morten Buchwald-Hansen, Asger Khanna Randløv, Lars Martin Nielsen, Hanne Melnik, Steen Reinhold Jeppsen, Mette Mertz, Axel Thrige Laursen), mod stemte 2(Kjeld Kristian Lykke, Arvin Storgaard), og der var en der undlod at stemme (Vagn Pedersen)

 

Arvin Storgaard og Kjeld Kristian Lykke afgav følgende protokolbemærkning og mindretalsudtalelse: Undertegnede finder den udarbejdede udtalelse om cykelparkering på Østerbro misvisende, og skal i forbindelse med cykelparkerings-løsninger præcisere følgende:

¤ Etablering af cykelparkering må ikke medføre nedlæggelse af parkeringspladser til biler

¤ Etablering af cykelparkering må ikke medføre fjernelse eller indskrænkning af vejbaner

¤ Etablering af cykelparkering må ikke genere det lokaleerhvervsliv, som også har brug for andre kunder end de lokale

¤ Man kunne måske visse steder se på, om reglerne for udstillingsmateriale i det offentlige rum overholdes

¤ De nuværende forhold for cykelparkering på Østerbro fungerer efter omstændighederne rimeligt. Alle former for trafikanter - biler, cykler, forgængere - lider under, at vi er ved at være for mange borgere på Østerbro - og i det øvrige København

Til top