Høring: Modtagelse af nyankomne børn i skole
Denne høring omhandler den fremtidige placering af modtagehold på kommunens skoler.
Høringsfrist den 20. nov. 2017
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg
1. at beslutte om der skal sendes et høringssvar, samt hvad indholdet i høringssvaret skal være.
Problemstilling
Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg har i marts 2017 godkendt en ny model for, hvordan København modtager og integrerer børn, der kommer til landet.
Denne høring vedrører alene den fremtidige placering af modtagehold på kommunens skoler, som skal justeres. Modellen betyder, at det fremadrettet tilstræbes, at elever i indskolingen og mellemtrinet tilbydes en plads i det område eleven er bosat. Derudover er det målsætningen, at 20 % af de afdækkede elever fremadrettet bliver direkte integreret i en almen klasse og at eleverne bliver udsluset fra modtageklasse til en almen klasse 20 % hurtigere end det er tilfældet i dag. Dette betyder, at der er behov for færre modtagerklasser og at antallet reduceres fra 37 til 34 med virkning fra skoleåret 2018/19.
Den nye struktur betyder ikke, at der er behov for færre lærere og pædagoger med kompetencer til at modtage nyankomne elever, men det kan være nødvendigt at flytte lærere eller pædagoger til andre skoler, eller at nogle af dem skal varetage andre opgaver, fx med sprogstøtte til direkte integrerede og når elever udsluses. Dette skyldes, at nogle skoler skal undervise en anden aldersgruppe end de underviser i dag og der er skoler som mister/tildeles modtagerklasser.
Forvaltningen vil understøtte den enkelte skole i at finde den bedst mulige løsning, der hvor dette er relevant. Det vil enten ske via konkrete aftaler eller i forbindelse med den årlige lærerforflyttelsesrunde i januar.
Høringsmaterialet kan ses her: https://blivhoert.kk.dk/hoering/modtagelse-af-nyankomne-born-i-dagtilbud-og-skole
Løsning
På Østerbro har den nye model for modtagelsen af nyankomne børn betydning for to skoler: Kildevældsskolen og Skolen på Strandboulevarden. Høringsmaterialet er sendt til lokaludvalgets fagudvalg for børn og unge, men da høringen falder skævt i forhold til udvalgets møder, er det ikke sikkert at udvalget når at forholde sig til høringsmaterialet inden lokaludvalgsmødet den 14. nov. 2017.
Det foreslås, at Lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og beslutter om Østerbro Lokaludvalg vil afgive et høringssvar, samt indholdet i dette høringssvar
Økonomi
Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.