Mødedato: 14.04.2009, kl. 19:00

Alternative byrum i metrocityringens anlægsperiode (20 min)

Alternative byrum i metrocityringens anlægsperiode (20 min)

Østerbro Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde tirsdag den 14. april 2009

 

 

7.      Alternative byrum i metrocityringens anlægsperiode (20 min)

ØST  54/2009

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

 

  1. at. Lokaludvalget afsætter et rammebeløb på 15.000 kr. et borgermøde på Park Café om alternative rekreative byrum i MetroCityringens anlægsperiode.

 

Østerbro Lokaludvalgs beslutning i mødet den 14. april 2009,

1.      at. Lokaludvalget besluttede at afsætte et rammebeløb på 15.000 kr. et borgermøde på Park Café om alternative rekreative byrum i MetroCityringens anlægsperiode.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

I den periode MetroCityringen etableres vil flere dele af Østerbro være påvirket af byggepladser. Teknik og Miljø Forvaltningen har derfor undersøgt mulighederne for nogle erstatningsarealer, hvor der er mulighed for at etablere midlertidige byrum i den periode byggearbejdet står på. TMF ønsker at lokaludvalgene bidrager med en borgerinddragelse, der kan vise, hvilke behov og ønsker bydelens borgere har i forhold til, hvad de midlertidige byrum kan bruges til. Se bilag for flere informationer.

 

Der er afholdt to møder mellem repræsentanter fra Østerbro Lokaludvalg, tovholderen i lokaludvalgets sekretariat og Center for Byudvikling.  Østerbro Lokaludvalg er først blevet inddraget sent i processen, og Teknik og Miljøforvaltningen skal bruge input fra borgerne allerede i starten af maj 2009. Derfor er processen foregået under tidspres, og det har været nødvendigt hurtigt at finde en fremgangsmåde samt dato og lokaler til et borgermøde. På grund af tidspresset har arbejdsgruppen, med Hans Bay, sekretariatet og Søren Nørgaard Madsen fra Center for Byudvikling, været nødsaget til booke lokaler og sætte gang i aktiviteter, før der kunne søges bevilling på lokaludvalgsmødet den 14. april 2009.

 

Arbejdsgruppen var enige om at lave en idékonkurrence op til borgermødet, for at skabe opmærksomhed og inddrage flere borgere. Med tilladelse fra formand Axel Thrige Laursen, er der afsat penge fra borgermødepuljen på 50.000 kr. til at annoncere for konkurrencen. Det drejer sig om 12.000-14-000 kr. Arbejdsgruppen håber derfor, at Østerbro Lokaludvalg vil bevilge de resterende penge til borgermødet, så projektet kan fuldføres. Mødet er planlagt til den 22. april på Park Café, hvor vinderne af konkurrencen (1., 2. og 3. præmie) vil blive annonceret. Foreløbig er Hans Bay og Axel Thrige Laursen med i dommerkomitéen. Meningen er, at idématerialet fra konkurrencen kan bruges som inspiration på borgermødet, og hænges op på plancher og lignende.

 

På borgermødet kan borgere komme med  flere idéer til, hvad de midlertidige byrum skal bruges til. Jørgen Poulstrup, Cityringskoordinator, holder oplæg og besvarer spørgsmål.  

 

Idékonkurrencen omhandler tre pladser på Østerbro: Poul Henningsens Plads, Carl Nielsens Allé areal ved dækningsgrave) og Østerbrogade 190. Selve borgermødet vil dog også omhandle evt. flytning af cirkusplads fra Fælledparken til Fredens Park, renovering af Fælledparken og gangareal ved Sortedamssø (dette hører egentlig til Indre By, men vedrører også Østerbroborgere, derfor er det med)

 

Idéen er, at borgermødet  afholdes efter "stående møde" princippet, hvor deltagerne efter oplægget kan gå rundt og kigge på idéer, summe og komme med flere idéer, som de skriver ned på nogle kort. Derefter følges der op på de indsamlede idéer, for at se om der er nogle overordnede linjer og visioner. Materialet overleveres til TMF.

 

I budgettet er der afsat midler til studentermedhjælp, Camilla Juul Bjørn, der hvis det bliver nødvendigt, hjælper med at samle op på svar fra idékonkurrencen og til bearbejdning af indkomne forslag. Dette er en bagstopper, som vi bruger, hvis svarmaterialet er så omfangsrigt, at sekretariatet ikke kan afse de nødvendige ressourcer.

 

 

LØSNING

Østerbro Lokaludvalg afsætter 15.000 kr. et borgermøde om alternative rekreative byrum i MetroCityringens anlægsperiode.

 

 

ØKONOMI

Østerbro Lokaludvalg har af Københavns Borgerrepræsentation fået bevilliget kr. 4.902.000 i puljemidler for 2009 til lokale, bydelsrettede, netværksdannende og dialogskabende aktiviteter.

 

Østerbro Lokaludvalg har på sit møde den 3. februar 2009 besluttet, at der ud af det samlede budget på kr. 4.902.000 i puljemidler, afsættes kr. 2.052.000 til udvalgets egne projekter og aktiviteter.

 

Forud for mødet den 14. april 2009 har Østerbro Lokaludvalg allerede disponeret over kr. 727.465 til lokaludvalgets egne projekter og aktiviteter. Såfremt Østerbro Lokaludvalg vælger at imødekomme indstillingen, vil midlerne blive anvist fra lokaludvalgets puljemidler for egne projekter og aktiviteter.

 

 

 

BILAG

Følgebrev til lokaludvalg fra TMF

Indstilling til TMU ang. alternative rekreative muligheder i MetroCityringens anlægsperiode

BR medlemsforslag ang. rekreative muligheder i MetroCityringens anlægsperiode

Østerbro Lokaludvalgs annonce for borgermøde og idékonkurrence om midlertidige byrum

 



 

Til top