Mødedato: 13.12.2023, kl. 17:30
Mødested: Nabo Østerbro, Vibenshave, Nyborggade 9. 2100 Kbh. Ø.

Bevilling: Bankoarrangementer 2024

Indstilling

2. næstforpersonen indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget bevilger 20.000 kr. i 2024-puljemidler til afholdelse af i alt 4 bankoarrangementer i 2024 jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har gennem en årrække haft tradition for at afholde banko i samarbejde med Nabo Østerbro. Med denne indstilling ønskes traditionen fastholdt.

Formålet med arrangementet er at understøtte og opdyrke netværk mellem en gruppe borgere, der måske ikke har stor social omgangssfære i forvejen og samtidigt at skabe synlighed omkring lokaludvalget.

I 2023 har der med bankoarrangementerne været fokus på at skabe aktiviteter, der tiltrækker deltagere på tværs af generationer. Der har bl.a. været særlige børnepræmier for at tiltrække familier med børn.

Løsning

Der afholdes to bankospilsarrangementer i foråret og to arrangementer i efteråret - i alt fire stk. Der vil være plads til ca. 45-50 deltagere pr. arrangement.

Det er planen at arrangementerne afholdes på fire søndage. Alle fire arrangementer i samarbejde med Nabo Østerbro i hhv. Odensegade i Vibenshave, Nyborggade 9. 

Lokaludvalget står for finansiering af bankopræmier, forplejning og reklame for arrangementerne. Nabo Østerbro står for at modtage tilmeldinger til arrangementet.

Arrangementet kommunikeres ud via annoncering i lokalavisen, hjemmeside, Facebook, invitationer til bydelens plejehjem/plejecentre, nyhedsbrev samt opslag i bydelen (f.eks. på biblioteker og i ældrecentre mv.).

 

Inhabilitet og vurdering omkring bankospil

Sekretariatet vurderer, at lokaludvalgets forperson samt 1. næstforperson er inhabile i behandlingen af denne indstilling, da begge sidder i bestyrelsen for Nabo Østerbro. Af samme årsag er det 2. næstforpersonen, der indstiller.

Sekretariatet har undersøgt reglerne omkring afholdelse af bankospil i forhold til spilmonopolet.

Da der til arrangementet ikke er et indskud fra deltagerne, fx i form af betaling for bankoplader eller lign., vurderer sekretariatet, at dette arrangement ikke klassificerer som et bankospil i Spillemyndighedens definition, og der derfor ikke er noget til hinder for afholdelse af arrangementerne.

Økonomi

Budget

Præmier - 12.000 kr.

Forplejning (kaffe og kage) - 7.000 kr.

SoMe-annoncering - 1.000 kr.

I alt - 20.000 kr.

Der er ikke indeholdt annoncering i lokale printmedier i budgettet. Det forudsættes, at annoncering i foråret dækkes af den annonceaftale der er indgået med Jysk-Fynske medier frem til 30. april og at denne fornyes for de resterende 8 måneder af 2024. Hvis annonceaftalen ikke fornyes, kan der blive behov for en tillægsbevilling til annoncering ifm. med de to arrangementer i efteråret 2024..

Videre proces

Sekretariatet bestiller annoncer og præmier og indgår kontrakt med Nabo Østerbro. Lokaludvalgets medlemmer står for afvikling af arrangementet. 

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top