Mødedato: 13.12.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Miljøpunkt Østerbro - Årsplan og budget 2018

Se alle bilag
Dette dagsordenspunkt er udskudt fra lokaludvalgets møde den 14. november 2017, da Lokaludvalget ikke var beslutningsdygtige under punktet. Miljøpunkt Østerbro deltog på mødet den 14. nov. 2017 og præsenterede årsplan og budget for 2018. På mødet den 13. december 2017 vil Miljøpunkt ikke deltage igen.

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg og fonden for Miljøpunkt Østerbro har indgået en driftsstøtteaftale for perioden 2015-2018. Med aftalen er det vedtaget, at det overordnede perspektiv for det lokale miljøarbejde i årene 2015-2018 er Østerbro som grøn klimabydel. Der bliver udarbejdet et budget og en årsplan for hvert af årene i driftsstøtteperioden. Årsplan og budget for 2018 er det sidste indenfor rammen af den nuværende driftsstøtteaftale.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg

1. at godkende Årsplan og budget 2018 for Miljøpunkt Østerbro

2. at lokaludvalget tager til efterretning, at der overføres driftsmidler 684.700 kr. (anslået beløb) til Miljøpunkt Østerbro, svarende til de midler lokaludvalget modtager til det lokale miljøarbejde i budgetåret 2018, samt at Lokaludvalget, som det fremgår af den 4-årige driftsstøtteaftale, har bevilget 542.000 kr. i 2018-puljemidler som aktivitetsmidler til de i årsplanen prioriterede opgaver.

Problemstilling

Ifølge en driftsstøtteaftale mellem Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro, varetager Miljøpunkt Østerbro på vegne af Østerbro Lokaludvalg den kommunalt finansierede lokale miljøopgave, sådan som den lokale miljøopgave er formuleret i 'Kommissorium for Lokaludvalg'.

Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for varetagelsen af den lokale miljøopgave, også selvom der ydes driftsstøtte til miljøpunktet. Lokaludvalget skal, sammen med miljøfonden, sikre at miljøopgaven varetages i overensstemmelse med formuleringen af den lokale miljøopgave i Kommissoriet.

I det daglige står Lokaludvalgets kontaktudvalg for dialogen med Miljøpunktets bestyrelse og den ansatte ledelse i Miljøpunktet. I det regi har der den 23. oktober 2017 været afholdt møde, hvor kontaktudvalget blev præsenteret for Miljøpunktets forslag til årsplan og budget, som kontaktudvalget havde mulighed for at kommentere og stille opklarende spørgsmål til.

Løsning

Som en del af driftsstøtteaftalen skal Østerbro Lokaludvalg tage stilling til og godkende forslag til årsplan og budget fra Miljøpunkt Østerbro som grundlag for udbetaling af tilskudsbeløbet. Af Driftsstøtteaftalen fremgår det, at årsplanen som minimum skal indeholde en beskrivelse af Miljøpunktets planlagte aktiviteter for det kommende år, herunder formål, aktiviteter og – så vidt muligt målbare - succeskriterier.

Med dagsordenspunktet tager Lokaludvalget til efterretning, at der tidligere - med indgåelse af driftsstøtteaftalen - er truffet beslutning om støtte fra hhv. miljømidler samt puljemidler i 2018.

Økonomi

I 2018 forventes det, at Økonomiforvaltningen overfører ca. 684.700 kr. til Østerbro Lokaludvalgs sekretariatskonto, svarende til de p/l regulerede driftsmidler, der er afsat til lokaludvalgene til at varetage den lokale miljøopgave i 2018-budgetåret. Disse midler overføres til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg. 

Østerbro Lokaludvalg har derudover tilkendegivet bevilling af aktivitetsmidler i form af 542.000 kr. i 2018-puljemidler til Miljøpunkt Østerbro, jf. driftsstøtteaftalen mellem Miljøpunkt Østerbro og Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

I 2018 skal der tages stilling til om Østerbro Lokaludvalg fortsat vil varetage den lokale miljøopgave ved en driftsstøtteaftale med Miljøpunkt Østerbro, og der skal evt. vedtages en ny aftale.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.

Axel Thrige Laursen var inhabil ved behandlingen af dette punkt.

Til top