Mødedato: 13.12.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Høring om ombygning af Svanemøllevej 25, Prins Haralds Palæ

Se alle bilag
Dette dagsordenspunkt omhandler en høring/naboorientering vedr. ombygningen af Svanemøllevej 25, Pins Haralds Palæ. Høringsfrist er den 8. december 2017.

Indstilling

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender den vedlagte kommentar til projektet, som er sendt ind den 6. dec. 2017 med forbehold for endelig godkendelse i Østerbro Lokaludvalg

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning om tilladelse til at indrette en helårsbeboelseslejlighed i tagetagen på adressen Svanemøllevej 25. Dette vil kræve at tagkonstruktionen hæves med 1 meter til en total højde på 13 meter samt etablering af i alt 8 nye kviste af samme type og disponering som eksisterende kviste.

Forvaltningen er som udgangspunkt positivt stillet over for ændringen, da det ligger inden for det sædvanlige i området.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø har behandlet materialet på deres møde den 28. november 2017.

Fagudvalget vedtog nedenstående kommentar, som er indsendt med forbehold for godkendelse af Østerbro Lokaludvalg den 13. december 2017.

"Fagudvalget er ikke umiddelbart imod at hæve taghøjden med en meter, men er imod de store glaspartier og indskårne altaner i tagets 2 gavlender, der ikke passer ind i stilen for bygningen."

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

 

Beslutning

Der blev stillet et ændringsforslag om at der ikke bygges flere boliger på Østerbro, da det ikke er ønskværdigt at indbyggertallet i København øges yderligere.
Ændringsforslaget faldt efter afstemning med 2 stemmer for (Kjeld Lykke, Arvin Storgaard), 13 stemmer mod (Allan Marouf, Dan Pedersen, David Rønne, Axel Thrige Laursen, Vagn Pedersen, Morten Buchwald Hansen, Asger Khanna Randløv, Annette Engell, Niels Erik Andersen, Astrid Kappel Nielsen, Mette Mertz, Steen Reinhold Jeppson, Jóannes Jørgen Gaard), der var 1 der undlod at stemme (Sheku Amadu Jalloh).

Der blev stillet et ændringsforslag om at Østerbro Lokaludvalg ikke har kommentarer til høringsmaterialet. Ændringsforslaget faldt efter afstemning med 2 stemmer for (Morten Buchwald Hansen, Mette Mertz), 12 stemmer mod (Allan Marouf, David Rønne, Dan Pedersen, Vagn Pedersen, Asger Khanna Randløv, Annette Engell, Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Niels Erik Andersen, Jóannes Jørgen Gaard, Steen Reinhold Jeppson, Sheku Amadu Jalloh), der var 2 der undlod at stemme (Axel Thrige Laursen, Astrid Kappel Nielsen).

Endelig blev der stemt om det indstillede høringssvar, som blev vedtaget efter afstemning med 11 stemmer for (Allan Marouf, David Rønne, Dan Pedersen, Vagn Pedersen, Asger Khanna Randløv, Annette Engell, Niels Erik Andersen, Jóannes Jørgen Gaard, Steen Reinhold Jeppson, Sheku Amadu Jalloh, Axel Thrige Laursen), der var 4 stemmer mod (Morten Buchwald Hansen, Arvin Storgaard, Kjeld Lykke, Mette Mertz), der var en der undlod at stemme(Astrid Kappel Nielsen).

Kjeld Lykke og Arvin Storgaard afgav følgende protokolbemærkning og mindretalsudtalelse: Mindretallet (Arvin Storgaard og Kjeld Kristian Lykke) mener, at dispensationsansøgningen bør afvises. Mindretallet er imod, at antallet af helårsboliger øges i Københavns Kommune i almindelighed og på Østerbro i særdeleshed. Det vil sige, at hvis der sker en forøgelse af antallet af helårsboliger et sted i Kommunen og på Østerbro, skal der andetsteds ske en tilsvarende reduktion af antallet af helårsboliger. I forbindelse med den konkrete sag om indretning af en helårsbolig i tagetagen i ejendommen Svanemøllevej 25 (Prins Haralds Palæ) er der ikke anvist en tilsvarende reduktion af helårsbolig andetsteds på Østerbro eller i Københavns Kommune i øvrigt. En stabilisering af antallet af helårsboliger i Københavns Kommune er et første nødvendigt skridt til på længere sigt at få reduceret antallet af borgere i Københavns Kommune og på Østerbro.  En reduktion af antallet af borgere på Østerbro og i Københavns Kommune er særdeles påtrængende af hensyn til nedbringelse af forureningen, bevarelse og forøgelse af grønne områder, mindskelse af trafikproblemerne samt hensynet til borgernes velbefindende. Så Nej til dispensation fra Lokalplan 251.

Hanne Melnik var ikke tilstede ved behandlingen af dette punkt.

Til top