Mødedato: 13.12.2017, kl. 17:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Høring om kommuneplantillæg, butiksstørrelser detailhandel

Se alle bilag

Indstilling

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender og afsender vedhæftede høringssvar vedr. kommuneplantillæg om butiksstørrelser for detailhandel.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen ønsker at ændre kommuneplanen for kommunens centerområder til detailhandel med et kommuneplantillæg. Formålet er at implementere Folketingets revision af Planloven.

Kommuneplanens centerstruktur for detailhandel fastlægger placering og størrelse af butikker i byen. Denne struktur skal sikre:

- Københavns position som Øresundsregionens overordnede butiks- og oplevelsescenter.

- gode indkøbsmuligheder i alle bydele.

- begrænsede transportafstande ved indkøb

- god tilgængelighed for alle, især for gående, cyklister og kollektiv trafik.

Folketingets ændring af Planlovens bestemmelser på detailhandelsområdet betyder, at grænsen for den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker er ophævet og skal fastlægges af den enkelte kommune gennem kommuneplanen. Butiksstørrelsen for dagligvarebutikker er fastlagt til - bymidter, bydelscentre: 5.000 m2 og lokalcentre: 1.200 m2.

Planloven er en rammelov – dvs. kommuneplanens grænser skal være inden for de størrelser, som loven siger. Planloven fastlægger rammer for kommunernes detailhandelsplanlægning.

Loven rummer tre ligeværdige formål, som den enkelte kommune skal afveje i kommuneplanlægningen:

  • At fremme et varieret butiksudbud i de enkelte bydele.

  • At sikre, at arealer til butiksformål udlægges, hvor der er god tilgængelighed for alle trafikarter, og så transportafstandene i forbindelse med indkøb er begrænsede.

  • At der skabes gode rammer for velfungerende markeder med en effektiv butiksstruktur.

Kommuneplanstillæget udarbejdes primært med henblik på at imødekomme efterspørgslen efter muligheden for store udvalgsvarebutikker i City.

 

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø har behandlet høringsmaterialet på deres møde den 28. november 2017.

Fagudvalget har i udkastet til høringssvar primært taget udgangspunkt i detailhandelslivet i Østerbro bydel, da der er den største viden om denne del. Der er bl.a. i år gennemført en detailhandelsundersøgelse i samarbejde med Handelsforeningen.

I udkastet til høringssvar (se vedhæftede) er der særligt fokus på følgende:

- Det er vigtigt, at der bibeholdes et bredt udvalg af butikker frem for at introducere større butikker.

- Der bør ikke gives tilladelse til, at der bygges butikscenterdannelser i forbindelse med bydelens to primære handelsstrøg (Nordre Frihavnsgade og Østerbrogade) eller uden for disse, da dette vil forringe mulighederne for nærhed til butikker.

- Det anbefales at butiksstørrelserne kun hæves marginalt, da der på Østerbro ikke synes at have været efterspørgsel på større butikker. I stedet bør der arbejdes på ikke at gøre de eksisterende handelsstrøg bredere men at forlænge handelsstrøget Nordre Frihavnsgade til Østbanegade.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Sekretariatet varetager den videre sagsbehandling og indsender det vedtagne høringssvar via høringsportalen blivhørt.

Dette dagsordenspunkt omhandler en forudgående høring fra Københavns Kommune. Hvor det foreslås at ændre kommuneplanen for kommunens centerområder til detailhandel.

Beslutning

Der blev stillet et ændringsforslag om at tilføje sætningen: 'Der bør være fuld tilgængelighed for alle trafikanter til butikkerne, både fodgængere, cyklister og bilister.'
Forslaget blev vedtaget efter afstemning  med 8 stemmer for (Kjeld Lykke, Morten Buchwald Hansen, Arvin Storgaard, Mette Mertz, Dan Pedersen, Annette Engell, Vagn Pedersen, Sheku Amadu Jalloh), og 7 stemmer mod (David Rønne, Axel Thrige Laursen, Asger Khanna Randløv, Hanne Melnik, Steen Reinhold Jeppson, Jóannes Jørgen Gaard, Allan Marouf), og 1 der undlod at stemme (Niels Erik Andersen).

Lokaludvalget vedtog en ændring af 2. afsnit, så der i stedet står: Lokaludvalget anbefaler, at butiksstørrelserne ikke hæves da dette hverken efterspørges af borgere eller handelsforeningen. I stedet bør der arbejdes på at forlænge butiksstrøgene.

Det blev desuden besluttet at undlade ordet marginalt, således at Lokaludvalget ikke anbefalede 'kun at øge de maksimale butiksstørrelser marginalt', men i stedet anbefaler at de maksimale butiksstørrelser ikke ændres.

Der blev derefter stemt om det samlede høringssvar. Det blev vedtaget efter afstemning med 15 stemmer for (Allan Marouf, David Rønne, Dan Pedersen, Axel Thrige Laursen, Vagn Pedersen, Asger Khanna Randløv, Hanne Melnik, Arvin Storgaard, Niels Erik Andersen, Kjeld Lykke, Mette Mertz, Annette Engell, Steen Reinhold Jeppson, Jóannes Jørgen Gaard, Sheku Amadu Jalloh), og 1 stemme mod (Morten Buchwald Hansen). Der var ingen, der undlod at stemme.

Astrid Kappel Nielsen mødte kl. 18.10 efter behandlingen af dette punkt.

Til top