Mødedato: 13.03.2017, kl. 19:00
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 Kbh. Ø

Ansøgning til Østerbropuljen - Skønlitteratur i centrum

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget behandler ansøgningen "Skønlittertur i centrum".

Problemstilling

Ansøgningen "Skønlitteratur i centrum" er indsendt til Østerbropuljens 1. ansøgningsrunde 2017 inden for ansøgningsfristen. Dog har der været nogle tekniske udfordringer i forbindelse med forsendelse til lokaludvalgets fællespostkasse. Ansøger kan således dokumentere rettidig afsendelse og formanden indstiller, at ansøgningen behandles på linje med de øvrige rettidigt indkomne ansøgninger.

"Skønlitteratur i centrum" af Kultur Østerbro

Ansøgt: 26.000 kr.

Resumé: Der søges støtte til at afholde arrangementer, hvor 4 anerkendte forfattere inviteres til at holde oplæg for 2-3 skoleklasser fra forskellige skoleklasser. Forud for arrangementerne skal eleverne have læst et specifikt værk af den pågældende forfatter.

 

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningen "Skønlitteratur i centrum" og træffer afgørelse, om ansøgningen skal opnå støtte.

Økonomi

Østerbro Lokaludvalg har i 2017 fået udlagt 3.532.000 kr. til selvstændig varetagelse til bydelsrettede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter.

Der er forud for dette møde disponeret 556.000 kr. af lokaludvalgets puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøger lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at støtte Skønlitteratur i centrum med 26.000 kr.
Dog med opfordring til ansøger om, at lave en tilpasning til Østerbros bydelsgrænse, både i forhold til bibliotekerne og i forhold til de involverede skoler. Der bør sendes invitationer til alle Østerbros folkeskoler. Særligt anbefaler Lokaludvalget, at skolerne på de ydre skoler på Østerbro inddrages i projektet og at Jagtvejens bibliotek benyttes.

Beslutningen om støtte blev truffet efter afstemning.
Der blev først stemt om et ændringsforslag om at støtte på 18.000 kr. under forudsætning af at arrangementet blev målrettet bydelen Østerbros skoler, samt at selve afholdelsen flyttes til Jagtvejens Bibliotek. Forslaget fald med 5 stemmer for, 12 stemmer mod, og 3 der undlod at stemme.
Derefter blev der stemt om at støtte med det ansøgte beløb på 26.000 kr. For stemte 13 (Allan Marouf, Dan Pedersen, Sheku Ammadu Jalloh, Axel Thrige Laursen, Vagn Pedersen, Niels Erik Andersen, Hanne Melnik, Mette Mertz, Steen Reinhold Jeppson, Lartey Lawson, Bo Sandberg, Jóannes Jørgen Gaard, David Rønne), mod stemte 6 (Annette Engell, Flemming Møller Bygwraa, Morten Buchwald Hansen, Kjeld Lykke, Arvin Storgaard, Bjarne J. Vennike), og 1 der undlod at stemme (Lars Martin Nielsen).

Kjeld Lykke og Arvin Storgaard afgav følgende protokolbemærkning:
Et mindretal (Arvin Storgaard og Kjeld Lykke) kan ikke fuldt ud støtte projektet med 26.000 kr., men vil gerne støtte med 18.000 kr. Dette ændringsforslag blev stemt ned i Lokaludvalget.
Når mindretallet alene kan støtte med et mindre beløb end det ansøgte, så sker det under henvisning til, at Østre Farimagsgades Skole ligger i bydelen Indre by, hvor der er et Lokaludvalg, som denne skole naturligt kan søge midler hos.
Desuden bør forfatterarrangementerne for de tre resterende skoler (Sortedamskolen, Heibergskolen og Randersgade Skole) alle afholdes på Øbro Bibliotek Jagtvej, idet Østerbro Bibliotek ligger i bydelen Indre By. Det er beklageligt, at biblioteket på Dag Hammarskjölds Allé besmykker sig med et uretmæssigt navn. Men mindretallet ser da gerne, at Borgerrepræsentationen justerer bydelsgrænserne i overensstemmelse med, hvad der almindeligvist opfattes som Østerbro.
Mindretallet skal endvidere påpege, at der ud fra ansøgningen er uklarhed angående udgifter til anskaffelse af de nødvendige klassesæt i forbindelse med de fire forfatteres præsentationer, såvel som der kan stilles spørgsmålstegn ved honorarstørrelsen til forfatterne, som jo tjener ved det øgede bogsalg i forbindelse med projektet.
Mindretallet støtter generelt en reaktivering af lysten hos ungdommen til at læse bøger, herunder skønlitteratur.

Til top