Drøftelse af puljeudvalget
Indstilling
Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,
1. at lokaludvalget vælger 5 nye repræsentanter samt 2 suppleanter blandt lokaludvalgets medlemmer til fremadrettet at sidde i puljeudvalget.
Problemstilling
Lokaludvalget har gennem den seneste valgperiode haft et puljeudvalg bestående af 5 faste medlemmer og dertil 2 suppleanter. Puljeudvalgets opgave har været at formulere indstillinger til lokaludvalget forud for behandlingen på lokaludvalgsmødet.
Tanken med puljeudvalget har været, at det skulle spare tid på lokaludvalgsmøderne, da der på forhånd, ville ligge en anbefaling fra puljeudvalget, samt at det ville give en gennemsigtighed i forbehandlingen, da alle ansøgninger blev forbehandlet af samme udvalg.
Der har gennem en periode været nogle uoverensstemmelser i puljeudvalget, hvilket har påvirket samarbejdet i en uheldig retning. Der har ligeledes været uenighed i udvalget omkring, hvilke faktorer der bør lægges vægt på i behandlingen.
Løsning
Formanden forslår, at lokaludvalget vælger nye repræsentanter til at sidde i puljeudvalget, og også 2 suppleanter. Det foreslås endvidere, at medlemmerne og suppleanterne til puljeudvalget vælges blandt lokaludvalgets egne medlemmer således, at det bedst muligt sikres, at der er den fornødne indsigt og bagrund til forbehandling af ansøgningerne.
Arbejdet i puljeudvalget består af forbehandling af de indkomne ansøgninger til Østerbropuljen (ca. 80-100 stk. pr. år). Der er 5 ansøgningsfrister pr. år og der må således også påregnes 5 møder, hvor der behandles ansøgninger. Puljeudvalget betjenes af sekretariatet, således at ansøgningerne med sekretariatets kommentarer udsendes pr. post forud for det aftalte møde, og sekretariatet deltager på puljeudvalgsmøderne og nedskriver dér udvalgets indstillinger, som efterfølgende fremføres for lokaludvalget.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt der vælges et nyt puljeudvalg, vil det være denne gruppe, der vil skulle forbehandle de indkomne ansøgninger til Østerbropuljens 2. ansøgningsrunde 2017.
Beslutning
Følgende blev valgt til puljeudvalget uden afstemning:
Dan Pedersen, Axel Thrige Laursen, Sheku Amadu Jalloh, Bjarne J. Vennike, Annette Engell
Der blev desuden valgt to suppleanter blandt Lokaludvalgets medlemmer:
David Rønne og Allan Marouf
Der var enighed på mødet om, at det godt kan fremgå af indstillinger fra puljeudvalget til Lokaludvalget, hvis der er intern uenighed i puljeudvalget ved den indledende behandling af puljeansøgningerne. Således kan Lokaludvalget kende til eventuelle uoverensstemmelser inden Lokaludvalgsmødet.
Lokaludvalgets formand Allan Marouf meddelte, at han gerne vil deltage ved det første møde i puljeudvalget.