Mødedato: 13.03.2014, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Intern høring lokalplanforslag "Viborggade"

Se alle bilag
Lokaludvalget skal tage stilling til startredegørelse for "Viborggade" med kommuneplantillæg.

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender afsendelse af fagudvalgets udkast til høringssvar vedr."Viborggade".

Problemstilling

Ejeren af ejendommen Viborggade 42-46 og 70 vil gerne nedrive en del af det eksisterende byggeri og i stedet udvikle ejendomme med boliger. Byggeriet er tænkt etableret som et forskudt forhus på 5-6 etager ud mod Viborggade og et gårdhus på 3-4 etager.
Da byggeriet vil overstige den maksimale bebyggelsesprocent på 150, foreslås det at lave et kommuneplantillæg, der vil ændre rammerne for den maksimale bebyggelsesprocent til 170.

Der har tidligere ligget planer om at bygge en daginstitution på en del af lokalplanområdet, der bl.a. ville betyde, at bygningen Løgstørgade 2 samt Pixe Bar ville skulle nedrives. Denne plan blev opgivet, på baggrund af massive borgerprotester. Denne problematik er der taget hensyn til i startredegørelsen.
I lokalplanen fastlægges, at væsentlig bebyggelse mod Løgstørgade/Bopa Plads kun må ske efter tilvejebringelse af supplerende lokalplan af hensyn til eventuelle ønsker om ny bebyggelse mod pladsen har en væsentlig betydning for og skal vurderes i sammenhæng med stedets miljø og centrale placering i kvarteret.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø har gennegået materialet og anbefaler, at lokaludvalget indsender et høringssvar.

Forslaget lægger op til en væsentlig byfortætning, hvad ønsket om forhøjelsen af bebyggelsesprocenten også peger på. Lokaludvalget har tidligere udtalt sig kritisk omkring byfortætning, og i dette tilfælde mener fagudvalget, at man i stedet hellere burde sænke bebyggelsesprocenten for at støtte op omkring den særlige egenart og stemning der er i området omkring Bopa Plads. 

Desuden tænkes der anlagt en parkeringsplads med plads til ca. 25 biler bag erhvervsbyggeriet. Fagudvalget diskuterede, om man kunne finde en bedre, gerne mere grøn anvendelse af området, da beliggenheden er ret attraktiv i solsiden, ud mod bagsiden af de lave institutionsbygninger beliggende på Krausesvej.

Fagudvalget diskuterede desuden planerne i forhold til skråparkeringsprojektet, som tænker anlagt pladser i Skanderborggade mellem Bopa Plads og Århusgade, da dette ville medføre en ensretning af gaden. Dette hænger dårligt sammen med en byfortætning.

Beslutning

1. Østerbro Lokaludvalg godkendte høringssvar vedr. Viborggade
Til top