Fremtidsseminar for Østerbro Lokaludvalg
Fremtidsseminar for Østerbro Lokaludvalg
Østerbro Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde tirsdag den 12. december 2006
Åbne punkter
6. Fremtidsseminar for Østerbro Lokaludvalg
ØST 20/2006
Formanden indstiller,
at Østerbro Lokaludvalg afsætter en lørdag primo 2007, hvor udvalget kan afholde et fremtidsseminar.
at Østerbro Lokaludvalg drøfter forslag til indhold af et sådant seminar.
RESUME
Østerbro Lokaludvalg er nyoprettet og har brug for noget tid til at definere sin rolle som lokaludvalg.
På den baggrund foreslår sekretariatet i samråd med formanden, at lokaludvalget afsætter en lørdag primo 2007, hvor udvalget på et seminar kan få lejlighed til at drøfte nogle mere overordnede spørgsmål om lokaludvalgets arbejde på et seminar.
SAGSBESKRIVELSE
Østerbro Lokaludvalg er nyoprettet og har brug for noget tid til at definere sin rolle som lokaludvalg. Lokaludvalgets rolle skal bl.a. defineres i forhold til de foreløbige tilkendegivelser på udvalgets første møde om at ville arbejde på en sådan måde, at alle beboere eller aktive på Østerbro har mulighed for at deltage i lokaludvalgets arbejde.
På den baggrund foreslår sekretariatet i samråd med formanden, at lokaludvalget afsætter en lørdag primo 2007, hvor udvalget kan få lejlighed til at drøfte nogle mere overordnede spørgsmål om lokaludvalgets arbejde på et seminar.
Et sådant seminar vil samtidigt kunne bruges som en forberedelse til den langsigtede diskussion om Østerbros fremtid. Diskussionen om Østerbros fremtid skal ifølge aftale med Center for Byudvikling, Økonomiforvaltningen, gå forud for den traditionelle bydelsplanlægning.
Sekretariatet har undersøgt muligheden for at booke et mødelokale i Østerbrohuset. Med udgangspunkt i at lokaludvalget støtter, at seminaret skal afholdes primo 2007 har sekretariatet forhåndsbooket den store mødesal den 27. januar og den 24. februar 2006 i tidsrummet fra kl. 10-17.
Sekretariatet har i samråd med formanden lavet et 1. udkast til dagsorden for seminaret, som kan drøftes på mødet.
Foreløbigt udkast til dagsorden er følgende:
1. Hvilke mål skal Østerbro Lokaludvalg sætte for sin indsats i fremtiden?
2. Hvilke opgaver skal Østerbro Lokaludvalg tage fat på med det samme?
3. Hvilke indsatsom råder og aktiviteter skal Østerbro Lokaludvalg prioritere i 2007?
4. Hvordan skal hverdagen i Østerbro Lokaludvalg fungere?
a.) Hvordan skal arbejdet i arbejdsgrupperne fungere i det daglige?
b.) Hvordan skal sekretariatet for lokaludvalget fungere?
Det skal understreges, at det ikke er muligt at træffe beslutninger på seminaret.
Økonomi
-
Høring
-
Miljømæssige
konsekvenser
-
Andre konsekvenser
-
Bilag
-
Axel Thrige Laursen