Mødedato: 12.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 København Ø

Høring: Lokalplanforslag Vibenshus Runddel Vest

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Østerbro Lokaludvalg besluttede den 15. august 2018 at sende høringssvar i forbindelse med den interne høring af startredegørelsen for Vibenshus Runddel (se høringssvaret fra 2018 vedhæftet).

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende vedhæftede udkast til høringssvar vedr. lokalplanforslaget Vibenshus Runddel Vest.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har sendt forslag til lokalplan "Vibenshus Runddel Vest" i offentlig høring i perioden 16. maj til 16. august 2019.

Det er ejeren, ATP-Ejendomme, der har bedt kommunen om at udarbejde forslag til en lokalplan som skal muliggøre opførelse af bolig- og erhvervsbyggeri.

Plangrundlaget muliggør en fortætning og en fornyelse af et tidligere fabriksområde ved at afslutte den eksisterende boligkarré med nye etageboliger. Aktuelt er der et ønske om at bygge attraktive familieboliger blandet med en mindre andel ungdomsboliger. Herudover markeres områdets centrale placering i byen med en erhvervsbygning mod Vibenshus Runddel, som er en pendant til både erhvervsbebyggelsen på den anden side af Lyngbyvejen og Egmont Kollegiet.

Byrum og udearealer vil blive bearbejdet, således at området i fremtiden vil opleves mere beplantet end i dag, og der etableres gode opholdsmulighed for ansatte og beboere.

Endelig sikrer bestemmelserne, at ejendommen Jagtvej 169A bliver bevaringsværdig, så sporene fra områdets produktionshistorie bevares.

Løsning

Fagudvalget for byplanlægning, miljø og teknik har drøftet planforslaget på deres møde den 4. juni 2019 og har udarbejdet vedhæftede udkast til høringssvar.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Østerbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt lokaludvalget beslutter at afgive høringssvar, står sekretariatet for upload af det besluttede høringssvar via portalen BlivHørt.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top