Medlemsforslag om streaming af ordinære lokaludvalgsmøder
Indstilling
Det foreslås,
1. at Østerbro Lokaludvalg pålægger sekretariatet at undersøge mulighederne for at live-streame lokaludvalgets ordinære møder i en forsøgsperiode i 2025, og desuden at indhente tilbud på pris for en streamingløsning. Der skal laves en indstilling til lokaludvalgets ordinære møde i januar 2025.
(Stillet af Finn Kristiansen)
Motivering
Da vi ønsker, at kendskabet til Østerbro Lokaludvalg, både aktiviteter og beslutninger, kommer ud til en bredere kreds, foreslår jeg, at møderne video streames og lagres med link på hjemmesiden til senere gennemsyn.
Borgere der har lange arbejdstider, familier med børn, og mange andre, har hverken tid eller mulighed for at møde frem til mødet. Herudover er der nok også en lille smule usikkerhed overfor at møde op.
Hvis møderne kan ses hjemmefra på det tidspunkt, som passer i familiens øvrige aktiviteter, må man formode, at ØLU's aktiviteter og beslutninger når ud til en brede kreds, og herudover kan ØLU-medlemmer, som var forhindret i at møde op, se mødet.
Lad os lave et forsøg i 2025, markedsført i nyhedsbrev og med lidt redaktionel omtale i lokalpressen. Evaluering på julemødet i 2025.
Beslutning
Finn Kristiansen stillede ændringsforslag til medlemsforslaget:
Hvis forslaget ikke vedtages, foreslås det i stedet at halvdelen af lokaludvalgets ordinære møde afholdes senere på aftenen for at give mulighed for at flere vil kunne deltage.
Lokaludvalget stemte om medlemsforslaget:
For. 1 stemme
Imod: 13 stemmer
Undlod: 4 stemmer
Forslaget faldt.
Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget:
For: 6 stemmer
Imod: 9 stemmer
Undlod: 4 stemmer
Ændringsforslaget faldt.