Mødedato: 11.12.2014, kl. 17:30
Mødested: Østerbro Lokaludvalg, Vennemindevej 39, 2100 Kbh. Ø

Informationspulje 2014 og 2015

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til afsættelse af rammebeløb til informationsudgifter i forbindelse med borgerdialog i 2015 samt en ekstrabevilling på 10.000 kr. til 2014 informationspuljen.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at Lokaludvalget beslutter at afsætte en ramme på 150.000 kr. i 2015-puljemidler til en informationsbevilling i 2015, jf. løsningsafsnittet.

2. at Lokaludvalget beslutter at give en ekstra bevilling på 10.000 kr. i 2014-puljemidler til 2014 informationspuljen, for at dække de sidste udgifter i forbindelse med lokaludvalgets helsides jule og nytårsannonce.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg får hvert år udlagt puljemidler til selvstændig varetagelse til brug for dialogskabende, netværksdannende og bydelsrettede aktiviteter. En præmis for puljemidlernes anvendelse er, at midlerne skal være afsat til konkrete aktiviteter af lokaludvalget, inden de kan anvendes.

Ved flere lejligheder har det vist sig, at lokaludvalget har brug for at kunne bruge af puljemidlerne til udgifter, med en tidshorisont der ikke muliggør, at der afventes bevilling på et lokaludvalgsmøde. Det drejer sig især om udgifter til informations- og borgerdialogaktiviteter i forbindelse med høringer og lign. bydelsaktuelle sager. Høringsfristerne kan være for korte, til at der kan afventes bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde forud for, at der på et følgende møde tages stilling til afsendelse af et evt. høringssvar eller henvendelse. 

Lokaludvalget har desuden en række løbende informationsudgifter til f.eks. annoncering af ansøgningsfrister for Østerbropuljen, hosting af hjemmeside og tilhørende idékort samt Østerbrobasen, som med fordel kan dækkes af informationsbevillingen frem for bevilling fra gang til gang.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget afsætter en informationsbevilling på 150.000 kr. i 2015.

Informationsbevillingen skal dække udgifter til:
- annoncering (fx puljefrister og i forbindelse med høringer)
- borgerdialog (fx borger/debatmøde)
- ad hoc ud-i-byen arrangementer (fx kaffevogn i forbindelse med indsamling af input fra borgerne på aktuelle bydelssager) 
- løbende informationsudgifter (puljeansøgningsfrister, hosting mv.)
- leje af informationspyloner, flytning rundt i bydelen og tryk/skift af informationspladerne.

Baggrunden forslag om at øge bevillingen med yderligere 50.000 kr. fra 2014 til 2015 er bl.a. grundet i at det har vist sig rigtig godt med 3 annoncer op til puljeansøgningsfristerne frem for kun 2 annoncer, og at leje af informationspyloner, som kan flyttes rundt i bydelen er kommet ind under denne bevilling, frem for en selvstændig bevilling, for at sikre øget fleksibilitet i hvor ofte de flyttes og/eller informationspladerne skiftes.

Det foreslås, at formanden kan disponere over midlerne, med op til 15.000 kr. af gangen, og med efterfølgende orientering af lokaludvalget. Formanden orienterer om forbrug af informationsbevillingen ved punktet "meddelelser" på lokaludvalgets ordinære møder.

Derudover foreslås det at give en mindre ekstrabevilling på 10.000 kr. for at dække de sidste udgifter i 2014 til lokaludvalgets jule- og nytårsannonce.

Økonomi

Østerbro Lokaludvalg bevilgede den 10. december 2013 100.000 kr. til informationsudgifter i 2014. Pr. 4. december 2014 er der disponeret 92.121 kr. af informationspuljen i 2014-puljemidler. Den resterende del af beløbet forventes disponeret i december, sammen med ekstrabevillingen på de 10.000 kr., i forbindelse med jule- og nytårshilsen i Østerbro Avis.

Borgerrepræsentationen har i 2015 afsat ca. 3.623.000 kr. i puljemidler til selvstændig varetagelse i Østerbro Lokaludvalg til netværksdannnende, dialogskabende og bydelsrettede aktiviteter. Det endelige tal vil være beregnet og reguleret for antal indbyggere i bydelen pr. 1. januar 2015.

Oversigt puljemidler Østerbro Lokaludvalg 2015
  Budget Bevilget/disponeret Udbetalt
Østerbropuljen 3.623.000    
*Ansøgteprojekter   889.882  
*Egne projekter   16.000  
*Miljøpunkt   542.000  
I alt 3.623.000 1.447.882 0
Resterende til disposition pr. 4. december 2014 Kr. 2.175.118

Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes forestår sekretariatet administrationen af informationsbevillingen.

Beslutning

1. Lokaludvalget besluttede at afsætte 150.000 kr. i  2015-puljemidler til informationsbevilling i 2015 jf. løsningsafsnittet.

2. Lokaludvalget besluttede at give en ekstra bevilling på 10.000 kr. i 2014-puljemidler til 2014 informationspuljen, for at dække udgifter til jule- og nytårsannoncen.
Til top