Mødedato: 10.12.2013, kl. 17:00
Mødested: Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 Kbh. Ø

Forudgående høring om kommuneplantillæg for Kreative zoner

Østerbro Lokaludvalg har fået forudgående høring om kommuneplantillæg for kreative zoner i høring. Der er frist den 5. januar 2014 for at indsende kommentarer.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalget,

1. at lokaludvalget beslutter hvorvidt lokaludvalget ønsker at indsende et høringssvar vedr. "Kreative zoner" jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Københavns Kommune planlægger at revidere kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen for de såkaldte kreative zoner. Formålet er at sikre, at områderne fortsat tilbyder gode rammebetingelser for både nuværende og fremtidige virksomheder i områderne.

Københavns Kommune udpegede de første kreative zoner i Kommuneplan 2005. Formålet med de kreative zoner er at bevare eksisterende erhvervsområders blandede karakter og tilbyde attraktive lokaliseringsmuligheder til mindre, kreative erhverv og håndværksvirksomheder, der ønsker billige og fleksible lejemål.

Kommunen ser umiddelbart følgende væsentlige spørgsmål, som der ønskes ideer og kommentarer til:

Hvordan kan planlægningen være med til at skabe gode rammer for eksisterende og nye virksomheder i områderne?
Er de eksisterende rammebetingelser for de kreative zoner tidssvarende?
Er der områder eller ejendomme i de kreative zoner, som med fordel kan overgå til anden anvendelse?
Er der områder i byen, som kan udpeges som nye kreative zoner?

Løsning

Grundet den korte høringsfrist har det ikke været muligt at forbehandle materialet i fagudvalgene og komme med et udkast til høringssvar.

Formanden foreslår derfor, at lokaludvalget på mødet den 10. december 2013 beslutter, om lokaludvalget ønsker at indsende kommentarer til høringen. Såfremt lokaludvalget ønsker at svare på høringen besluttes høringssvarets principper på mødet. På denne baggrund udarbejder formanden og sekretariatet et høringssvar, som indsendes inden høringsfristens udløb og medsendes næste dagsorden til orientering.

Videre proces

Såfremt det vedtages at svare på høringen, udarbejder formanden og sekretariatet et høringssvar på baggrund af de på mødet besluttede principper for svaret.

Beslutning

1. Østerbro Lokaludvalg besluttede at svare på høringen vedr. kreative zoner
2. Østerbro Lokaludvalg besluttede at bemyndige formanden for lokaludvalget, Torkil Groving, og formanden for fagudvalget for teknik og miljø, Axel Thrige Laursen, til at udfærdige et høringssvar på baggrund af de på mødet faldne bemærkninger.
Til top