Mødedato: 10.04.2014, kl. 19:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Intern høring om lokalplanforslag for Beauvaisgrunden

Se alle bilag

Inden et planforslag fra kommunen lægges i offentlig høring har de relevante lokaludvalg lejlighed til at komme med bemærknnger, der tages med på Teknik og Miljøudvalgets møde, hvor der træffes beslutning om den påfølgende offentlige høring. I den offentlige høringsperiode afholdes borgermøde, gerne i samarbejde med det pågældende lokaludvalg, som så formulerer et høringssvar, der også medtager modtagne indsigelser.

Lokaludvalget skal her tage stilling til intern høring om lokalplanforslaget "Beauvaisgrunden II", og til om der skal afsendes høringssvar.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende høringssvar til lokalplanforslaget "Beauvaisgrunden II" på baggrund af kommentarer og diskusion fra orienteringsmøde om forslaget.

Problemstilling

Lokaludvalget har fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Byens Udvikling, Byplan Nord, modtaget et lokalplanforslag for "Beauvaisgrunden II" i intern høring. Fristen for indsendelse af kommentarer er den 11. april 2014.

Den gældende lokalplan for området er fra 2009, der fastsætter anvendelsen til boliger og erhverv fordelt på 5 smalle og høje tårnbygninger og en bebyggelsesprocent på 150. Der har været interesserede købere, som dog har peget på, at plangrundlaget var for fast defineret. Det har derfor ikke været muligt at sælge grunden.

Som led i Budget 2014 blev det besluttet, at der skal laves nyt plangrundlag og kommuneplantillæg for grunden, for at øge mulighederne for salg. Det blev desuden fastholdt, at salg af grunden skulle bidrage til finansiering af et kulturhus på Østerbro. Midler til kulturhuset er dog bevilget efterfølgende - uafhængigt af Beauvaisgrundens salg. 

Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Lundgaard og Tranberg arkitekter udarbejdet en række principper, der skal pege på et mere realistisk skitseforslag til et nyt plangrundlag. Der arbejdes med et bugtet landskab, hvori der planlægges 5 bygninger
- et samlet bygningskompleks til erhverv placeres ud mod Lyngbyvejen. Herpå bygges to højhuse hvor den ene bygning kan bygges op til i alt 60 meter i højden (der påtænkes at sætte en minimumshøjde for at bygningen kan matche Kollektivhusets ca. 50 meter)
- 3 bygninger til (almene) boliger i henholdsvis 4, 6 og 8 etager placeret på den vestlige del af grunden.
 
Bygningerne er placeret ud fra hensyn til støj fra Lyngbyvej og støj og vibrationer fra banen samt forurening på grunden.

Der muliggøres, at 5000 m2 kan bruges til detailhandel for særligt pladskrævende varer (fx bilforhandler). De placeres i givet fald i bygningskomplekset mod Lyngbyvej.

Planen vil samlet muliggøre en samlet bebyggelsesprocent på 165 mod 150 i den gældende lokalplan.

Løsning

Den 31. marts blev der i sekretariatet afholdt et orienteringsmøde om lokalplanforslaget, hvor områdechef, Lise Palm, arkitekt, Lotte Linnet (begge Teknik- og Miljøforvaltningen) og Michael Lundgaard (Center for Byudvikling) fortalte om forslaget og var i dialog med de fremmødte lokaludvalgsmedlemmer.

På orienteringsmødet fremkom der følgende pointer og synspunkter:

- Det er positivt, at der tilrettelægges et grønt landskab, og at de nuværende beboere i Rovsinggade mulighed for at "se igennem" byggeriet.
- Det er vigtigt, at området bliver offentligt tilgængeligt.
- På grund af de mange butikker i Rovsingsgade og gadens rolle i kommneplanen, må den opretholdes som gennemfartsgade, men det betyder ike, at der ikke kan ske en regulering.
- Det fremviste tegningsmateriale fremstår favorabelt for projektet, men overdriver måske den landskabsmæssige rummelighed, der vil blive tale om. Snittegningerne er ikke nemme at forstå for borgerne, og bør formes mere forståeligt.

Videre proces

Forslaget forventes at blive politisk behandlet og efterfølgende sat i offentlig høring umiddelbart inden sommerferien med en høringsfrist i september.

Beslutning

1. Lokaludvalget godkendte høringssvar til lokalplanforslag Beauvaisgrunden II, med tilføjelse om cykelsti og fortove i Rovsingsgade.

Kjeld Lykke ønskede flg. mindretalsudtalelse vedhæftet høringssvaret:

Kommunen bør ikke sælge Beauvaisgrunden, men efter en borger-idé-konkurrence (med præmier) udforme området til et spændende grønt område. En sådan borger-idé-konkurrence bør hvile på to præmisser: 1) Der bør ikke gives mulighed for byggeri, hverken til erhverv eller bolig (men selvfølgelig til toiletforhold o. lign.). 2) Der bør indgå en "naturlig" støj-røg-og-møg" afskærmning mod Lyngbyvej.
Det skal generelt tilføjes: at befolkningstallet i Københavns Kommune ikke skal forøges, tværtimod. at der ved enhver forhøjelse af bebyggelsesprocenten ud over 150 bør ske en fuld skattemæssig inddragelse af den kapitaliserede værdistigning, som grundejer/ bygherre måtte opnå i denne sammenhæng. Her er jo tale om samfundsskabte værdier, som bør komme almenvældet til gode.

Til top