Indstilling om ny politikredsinddeling. (Kultur- og Fritidsudvalget)
Indstilling om ny politikredsinddeling. (Kultur- og Fritidsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 31. oktober 2000
J.nr. ØU 300/2000
16. Indstilling om ny politikredsinddeling. (Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler
at Økonomiudvalget meddeler Politikommissionen, at Københavns Kommune kan tilslutte sig forslaget til en sammenlægning af København, Frederiksberg og Tårnby politikredse.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. oktober 2000
Indstillingen blev tiltrådt.
ØKONOMIFORVALTNINGENS INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
Økonomiudvalgets beslutning: Der blev begæret afstemning om indstillingen.
For stemte 6 medlemmer: Jens Kramer Mikkelsen (A), Lars Engberg (A), Winnie Larsen Jensen (A), Lars Rimfalk Jensen (B), Morten Kabell (Ø) og Hans Thustrup Hansen (C).
Imod stemte 5 medlemmer: Jens Johansen (F), Bo Asmus Kjeldgaard (F), Peter Skaarup (O), Søren Pind (V) og Lars Hutters (L).
Peter Skaarup (O) ønskede, i henhold til styrelseslovens § 23, udførelsen af beslutningen standset og beslutningen forelagt Borgerrepræsentationen.
Peter Skaarup (O), Lars Hutters (L) og Søren Pind (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"Dansk Folkeparti, Venstre og SOL kan ikke tilslutte sig forslaget, idet en sådan politikreds vil komme til at omfatte over 600.000 indbyggere. Dette vil gøre afstanden fra den enkelte borger til politiet større.
Det er samtidig problematisk, at denne politikreds skal omfatte flere enorme kommuner med amtsstatus. Hermed skabes en sammenlægning, der medfører unaturlige afgrænsninger".
Behandling: Beslutningen forelægges Borgerrepræsentationen jf. lov om kommunernes styrelse § 23. Udskrift af protokollen tilstilles kommunens repræsentant i komissionen.
RESUME
Den af Justitsministeren nedsatte kommission, der blandt andet skal overveje og fremsætte forslag om den fremtidige inddeling af landet i politikredse (Politikommissionen) har nu udarbejdet et udkast til en ny politikredsinddeling. Kommissionens arbejde skal være afsluttet inden udgangen af år 2001.
Københavns Kommune er i Politikommissionen repræsenteret af fuldmægtig Vivian Petersen fra Frederiksberg Kommune.
Forslaget er ikke sendt til høring i kommunerne, men er fremsendt af Københavns Kommunes repræsentant i kommissionen. Mange kommuner har via Kommunernes Landsforening allerede nu kommenteret forslaget, hvilket Københavns Kommune også bør gøre.