Redegørelse for igangsætning af lokalplanarbejde for "Østamager III" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
Redegørelse for igangsætning af lokalplanarbejde for "Østamager III" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 31. oktober 2000
J.nr. ØU 286/2000
13. Redegørelse for igangsætning af lokalplanarbejde for "Østamager III" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 1997. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen fremsender nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets drøftelse med henblik på udarbejdelse af forslag til lokalplan "Østamager III" med tilhørende kommuneplantillæg.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 4. oktober 2000
Drøftedes
Økonomiudvalgets beslutning: Drøftedes.
Jens Johansen og Bo Asmus Kjeldgaard (F) tilkendegav, at F ikke ønsker lokalplanen udarbejdet.
Lars Rimfalk Jensen (B) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"Det Radikale Venstre er imod boligbyggeri på den østlige side af Amager Strandvej. Konkret henvises til forslaget om byggeri på bl.a. det fredede areal ved adgangsvejen til Helgoland".
Behandling: Forvaltningerne arbejder videre med sagen.
RESUME
Vilhelm Lauritzen arkitekter MAA og Skanska Danmark A/S har for Amagerbanken A/S anmodet om udarbejdelse af lokalplan bl.a. for en ejendom ved Øresundsvej og Amager Strandvej, der tidligere har huset fabrikken Vølund. Der ønskes opført 472 ejerboliger med en gennemsnitlig størrelse på ca. 120 m2. Byggeriet foreslås opført som en åben parkbebyggelse i 6-7 etager omkring øst-vestgående grønninger med en bebyggelsesprocent på 90-95.
Lokalplanområdet foreslås begrænset af Strandlodsvej, Lergravsvej, Amager Strandvej, villabebyggelsen nord for Italiensvej, den nye boligbebyggelse Vibeengen og Palermovej. Dette område omfatter udover arealerne omkring den tidligere Vølundgrund også det eksisterende industriområde syd for Øresundsvej, og udgør med sine ca. 24 ha en betydelig del af Østamagers tidligere industrikvarter. Området vil efter etableringen af en ny Metrostation ved Øresundsvej samt den foreslåede nye Strandpark ligge særdeles attraktivt såvel for serviceerhverv som for boliger. Den valgte afgrænsning skal ses på baggrund af de nedenfor nævnte kommuneplanovervejelser samt tilkendegivelser i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan nr. 287 "Engvej" i 1997 om udarbejdelse af en samlet plan (kvarterplan) for området.
"Vølundgrunden" er i Kommuneplan 1997 fastlagt som et B3-område. De aktuelle byggeønsker er således i overensstemmelse hermed, idet dog det maksimale etageantal, der forudsætter en ændring af kommuneplanen, vil blive vurderet nærmere. Der foreslås iværksat et kommuneplantillæg for to andre del-arealer indenfor det aktuelle planområde for på sigt at muliggøre en omdannelse fra egentlige erhvervs/industriarealer til boligformål med serviceerhverv. Endvidere foreslås et T1-område, der er beliggende i den gamle Amagerbanes tracé, ændret til O1-område på strækningen nord for Øresundsvej med henblik på anlæg af en grøn cykelrute.
Forvaltningen vurderer, at den af Vilhelm Lauritzen arkitekter MAA foreslåede bebyggelsesplan rummer kvaliteter, der kan danne grundlag for udarbejdelsen af et lokalplanforslag med fastlæggelse af en principiel bebyggelsesplan. Forvaltningen anbefaler, at bebyggelsesplanen justeres med henblik på dannelsen af en bredere øst-vestgående grøn kile samt etablering af den planlagte cykelrute placeret i Amagerbanens tracé. Endvidere bør der ske en ændring af adgangsforholdene, idet de viste krydsninger af cykelruten og den grønne kile med biltrafik ikke kan anbefales tilladt.
Ejendommene vest for den aktuelle byggegrund forudsættes indraget i den principielle bebyggelsesplan, hvilket også gælder området mellem Strandlodsvej, Øresundsvej, Metro, den nye bebyggelse Vibeengen og Palermovej, der i lokalplan nr. 287 "Engvej" er fastlagt til boliger med en maksimal bebyggelsesprocent på 90 og et maksimalt etageantal på 4, og med bestemmelse om, at nybyggeri forudsætter tilvejebringelse af supplerende lokalplan. Området mellem Krimsvej og Amager Strandvej, der ligeledes er omfattet af lokalplan nr. 287 og heri fastlagt til industri, foreslås fastlagt til boliger og serviceerhverv.