Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan og eventuelt kommuneplantillæg for udvidelse af Rødkilde Skole. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan og eventuelt kommuneplantillæg for udvidelse af Rødkilde Skole. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 31. oktober 2000
J.nr. ØU 288/2000
12. Redegørelse om udarbejdelse af lokalplan og eventuelt kommuneplantillæg for udvidelse af Rødkilde Skole. (Fællesindstilling Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen samt Økonomiforvaltningen indstiller nærværende redegørelse til Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets drøftelse med henblik på udarbejdelse af forslag til lokalplan samt eventuelt tilhørende kommuneplantillæg for udvidelse af Rødkilde Skole og fritidshjemmet Rødkilden i forbindelse med skolen.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 25. oktober 2000
Drøftedes
RESUME
Borgerrepræsentationen har på møde den 14. juni 2000 efter indstilling fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget taget en helhedsplan for udvidelse af Rødkilde Skole til efterretning.
Da der er tale om et større byggearbejde med en forøgelse af det samlede etageareal med ca. 3.300 m2 svarende til ca. 43%, forudsætter det udarbejdelse af lokalplan.
Bebyggelsesprocenten for det foreliggende projekt er ca. 63%, hvilket medfører en overskridelse af den maksimalt tilladelige bebyggelsesprocent på 60 for det pågældende område, der i henhold til Kommuneplan 1997 er fastlagt til et O2-område (skoleformål). Udvidelsen af skolen vil således tillige kræve udarbejdelse af kommuneplantillæg.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen forhandler dog for tiden med Vej & Park om at overtage en del af den lukkede strækning af Godthåbsvej for tillægning af denne til skolens grund for at opnå plads til fornødne parkeringspladser. Kommer dette i stand, vil udarbejdelse af kommuneplantillæg ikke være nødvendig, da arealtillæggelsen vil betyde, at bebyggelsesprocenten for den samlede bebyggelse kommer under 60.
Der stiles imod fremlæggelse af forslag til lokalplan for udvalget og i givet fald forslag til kommuneplantillæg inden årets udgang.
SAGSBESKRIVELSE
På mødet den 14. juni 2000 har Borgerrepræsentationen efter Uddannelses- og Ungdomsudvalgets indstilling taget en helhedsplan vedrørende udvidelse af Rødkilde Skole til efterretning. Helhedsplanen er udarbejdet af Arkitektgruppen København A/S og omfatter en udvidelse af skolen fra to til fire spor, integreret med fritidshjemmet Rødkilden, samt en ny fritidsordning indeholdende fem grupper med plads til 110 børn og etablering af morgenåbning på skolen for i alt 60-70 børn.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i forlængelse heraf på grundlag af et af Arkitektgruppen København A/S udarbejdet skitseprojekt anmodet om udarbejdelse af lokalplan. Skitseprojektet, som nærmere omtales nedenfor, angiver hovedtrækkene i den planlagte udbygning og er med hensyn til det mere detaljerede udtryk under fortsat bearbejdning. Skoleudvidelsen planlægges ibrugtaget i løbet af 2002.
Udvidelsen, der omfatter et nyt etageareal på ca. 3.300 m2 svarende til en forøgelse af det samlede etageareal på ca. 43%, forudsætter, at en lokalplan i henhold til planlovens § 13, stk. 2, skal tilvejebringes, forinden byggearbejdet gennemføres.
Endvidere vil den fremtidige bebyggelsesprocent på ca. 63 medføre en overskridelse af rammerne for lokalplanlægning i henhold til Kommuneplan 1997, hvorefter den maksimale bebyggelsesprocent er 60.
Arkitektfirmaet arbejder i øjeblikket på to alternative løsningsmodeller vedrørende parkeringsbehovet, jf. nedenfor nævnte afsnit Parkering. I den ene løsning anlægges parkeringen på skolens nuværende grundareal. Den anden forudsætter, at en del af den lukkede strækning af Godthåbsvej ud for skolen nedlægges, og arealet tillægges skolens grund. I sidstnævnte tilfælde vil den fremtidige bebyggelsesprocent være mindre end 60, og udarbejdelse af kommuneplantillæg vil derfor være ufornøden.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har oplyst, at det foreliggende projekt er godkendt af såvel de daglige ledelser som forældrebestyrelserne for henholdsvis skolen og fritidshjemmet, der har nedsat et udvalg til at følge byggeriet.
Eksisterende forhold
Rødkilde Skole er vist på det som bilag 1 vedlagte luftfoto og på det som bilag 2 vedlagte oversigtskort.
Den oprindelige skole er tegnet af arkitekten Viggo Jacobsen og blev taget i brug i 1948. I 1998 er fritidshjemmet Rødkilden opført efter projekt tegnet af Arkitektgruppen København A/S.
Skolen er placeret på det skrånende terræn mellem de to markante, banebrydende boligbebyggelser, dels den fredede rækkehusbebyggelse "Bakkehusene" fra 1922 opført af arkitekterne Ivar Bentzen og Thorkild Henningsen, og dels den høje punkthusbebyggelse "Bellahøj" fra 1956 opført efter et konkurrenceprojekt af arkitekterne Mogens Irming og Tage Nielsen. Disse to bebyggelser danner sammen med skolen et smukt organiseret bybillede omkring det store fælles, grønne område, Rødkilde Park. Parken og den tilstødende Rødkilde Plads er omfattet af parkfredning ved deklaration tinglyst 10. juni 1966.
Skolen formidler overgangen mellem de højt beliggende Bellahøjhuse, der står som "landmarks", og de lavere liggende Bakkehuse ved at markere bakkens top med en høj bygningslænge på 4 etager mod Bellahøjvej og ved at lade de øvrige parallelt-liggende længebygninger trappe ned i højden følgende det skrånende terræn.
Bygningsanlægget er i øvrigt udformet i en fri og funktionalistisk arkitektur. Facadematerialerne er en kombination af blank mur i røde og gule teglsten, hvidpudsede facader og mod Bellahøjvej et større facadeudsnit med lettere vindueselementer. Tagene er udformet som saddeltage med lav hældning og beklædt med røde tegl.
Opholdsarealerne består af en indre skolegård i to afsnit – et for store børn og et lavereliggende oprindeligt påtænkt for mindre børn – begge med faste belægninger. Mod parken er der anlagt store, grønne arealer til leg og idræt, som fordeler sig ind mellem bygningerne og i den anden ende knytter sig naturligt til Rødkilde Park. De befæstede arealer og de grønne arealer adskilles af 1-etages tværfløje, som mod skolegårdene danner halvtage, og som desuden rummer toiletter og birum til skolegården.
Projekt
Ny udbygning
Ifølge det foreliggende skitseprojekt udvides skolen med i alt ca. 3.300 m2 nyt etageareal. De nye bygninger disponeres således, at skolebebyggelsens oprindelige hoveddisposition og bygningsstrukturelle intentioner søges bibeholdt.
Den nye bebyggelse skal øge skolens kapacitet fra to til fire spor, herunder rumme de pædagogisk betingede skolefunktioner, pædagogisk servicecenter, skoletorv, naturteknik, nyt fysiklokale samt en 5 gruppers udvidelse af skolens fritidsordning på 110 børn, jf. de som bilag 3 og 4 vedlagte tegninger vedrørende henholdsvis situationsplan og facader.
Mod Bellahøjvej, i forlængelse af den eksisterende skolebygning i 4 etager, opføres en ny bygning i 4½ etage med samme gesimshøjde som den eksisterende skolebygning. Bygningen indeholder hovedskolen og i tilknytning hertil et skoletorv i 1 og 2 etager. Den eksisterende skolebygnings facade mod Bellahøjvej fremtræder som en arkitektonisk afsluttet helhed, hvorfor den nye bygning ifølge projektet ønskes udført som et selvstændigt bygningsværk. Herudover etableres en ny tværbygning i 1 etage mellem de eksisterende 2-etages længer og den nuværende fritidsinstitution Rødkilden længst mod sydøst. Tværbygningen erstatter den eksisterende 1-etages tværfløj og udformes, så der bliver visuel kontakt mellem skolegårdsarealerne og de grønne friarealer. Ud for tværbygningen og med forbindelse til denne placeres mod det grønne areal mellem længebygningern e to pavilloner i 2 etager. Tværbygningen og pavilloner rummer den nye skolefritidsordning samt indskolingsværksteder, således at de kan integreres med de oprindelige klasserum i de eksisterende længebygninger.
I årenes løb er ved de tidligere udvidelser af skole- og fritidsordninger blevet etableret et grønt udeareal til institutionen. Dette tænkes ifølge det foreliggende projekt udvidet, idet skolen og fritidsordningen nu skal rumme et større antal børn. Målet for denne udbygning er at etablere et grønt område, som står i forbindelse med de skrånende, åbne græsarealer. Disse udvidelser etableres på en del af det areal, der i dag bruges som skolens boldareal, uden at skolens samlede grundareal udvides. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har oplyst, at friarealerne, herunder boldarealet, stadig vil være af en tilfredsstillende størrelse efter gennemførelsen af projektet.
Arkitektonisk udformning
De nye skolebygninger tænkes ifølge det foreliggende projektmateriale udført i et nutidigt, funktionelt formsprog. Bygningerne skal med deres facadeudtryk signalere de nye pædagogiske skoletanker. Bygningerne åbner sig med transparente facader til omverdenen. Der skabes visuel kontakt mellem de grønne områder og skolegården. Relationen mellem indre og ydre rum reguleres ifølge forslaget med forskellige transparente afskærmninger, dels for at regulere lys, klima, indblik mv., dels for at sikre størst mulig fleksibilitet i indretning af rummene. De nye bygninger tænkes udført med flade tage med skjult fald. Bygningen mod Bellahøjvej tænkes udført med en tilbageliggende overdækket tagterrasse.
Parkering
Udvidelsen af skolen og fritidsordningen indebærer ifølge en af Arkitektgruppen København A/S foretaget analyse behov for nyetablering af ca. 25 P-pladser. Det er i den forbindelse oplyst, at der regnes med ca. 40 nye lærere til udvidelsen af skolen og yderligere ca. 10 pædagoger til fritidsordningen, altså i alt ca. 50 personer. Ud fra en rundspørge på Bellahøj Skole, Brønshøj Skole og Husum Skole, der alle er beliggende i tilsvarende områder, svarer personalets kørselsbehov til, at mindre end hver anden benytter bil til og fra arbejde. Arkitektfirmaet arbejder for tiden med to alternative løsningsmodeller til etablering af pladserne, jf. de som bilag 5 og 6 vedlagte tegninger.
Løsning nr. 1 (bilag 5), der ifølge det oplyste er den højst prioriterede, omfatter etablering af parkeringspladser på en del af den lukkede strækning af Godthåbsvej ud for skolen. Vej & Park har planlagt dette areal indrettet med 27 parkeringspladser. Dette antal er af arkitektfirmaet øget med 16 pladser. Løsningen forudsætter, at vejarealet nedlægges og tillægges skolens grundareal. Der forhandles i øjeblikket herom mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Vej & Park.
Som alternativ foreslår arkitektfirmaet løsning nr. 2 (bilag 6) med etablering af 24 P-pladser på skolens nuværende grundareal med indkørsel fra Rødkildevej grænsende op mod Rødkilde Park. Denne løsning vil indebære, at der gøres indhug i det grønne friareal tæt op ad det fredede parkareal.
Kommuneplanlægning
Lokalplanområdet er i Kommuneplan 1997 fastlagt anvendt til institutioner og andre sociale formål, skoler og andre uddannelsesformål, sportsanlæg m.m. (O2-område).
Bebyggelsesprocenten er fastlagt til 60 og det maksimale etageantal til 4 eksklusive tagetager. I lokalplanen kan optages bestemmelser om udformningen af tagetagen, herunder om dens udnyttelighed. Ved lokalplanlægning fastsættes i fornødent omfang bestemmelser om bebyggelsesstruktur. Friarealets størrelse og parkeringsforhold fastlægges i lokalplanen.
Under forudsætning af at en del af vejarealet på den lukkede strækning af Godthåbsvej tillægges skolens grundareal, jf. forannævnte afsnit Baggrund og Parkering, vil bebyggelsesprocenten være under 60, og lokalplanen vil således være i overensstemmelse med kommuneplanen.
Hvis vejarealet ikke tillægges skolens grund, vil den fastlagte bebyggelsesprocent blive overskredet, jf. det foranstående afsnit Baggrund, hvorfor gennemførelse af lokalplanen vil forudsætte tillæg til kommuneplanen.
Lokalplanforslaget
Området omfattes af matr.nr. 1337 og 1378 Utterslev Kvarter, København, og begrænses af Bellahøjvej, Rødkilde Park, Rødkilde Plads, Rødkildevej og Godthåbsvej, jf. den som bilag 7 vedlagte lokalplantegning.
Plandirektoratet finder, at det af Arkitektgruppen København A/S udarbejdede forslag respekterer de oprindelige intentioner i Rødkilde Skoles bebyggelsesstruktur. Dette ses i forhold til dennes parallelle længebygninger med bygningshøjder, der aftager med det faldende terræn, kædet sammen af en forbindelsesbygning, som samtidig adskiller de belagte skolegårdsarealer og de grønne friarealer til leg og sport, der løber ind mellem længebygningerne, og som visuelt står i forbindelse med de fredede parkarealer. De nye bygninger med bygningshøjder, som følger de eksisterende bygninger, og som tænkes udført i et moderne formsprog med lette åbne facader, skønnes efter en nærmere bearbejdning at kunne supplere denne struktur på en arkitektonisk acceptabel måde.
Formålet med lokalplanen er at sikre, at udbygningen af skolen sker med overholdelse af disse intentioner.
De nye bygninger skal i princippet ligge inden for byggefelterne som vist på lokalplantegningen (bilag 7). Der vil blive fastlagt en gesimshøjde på bygningen mod Bellahøjvej svarende til gesimshøjden på den eksisterende bygning mod Bellahøjvej. Bygningen kan udføres med en tilbagetrukket overdækket tagterrasse. Bygningsdybden på de tre øverste etager vil blive fastlagt på grundlag af det foreliggende projekt. Mellem den nye fløj og den eksisterende 2-etages parallelle fløj kan udfyldes med en bygning op til 2 etager, som rummer skoletorvet.
Den tværgående forbindelsesbygning kan opføres i 1 etage. Pavillonerne, som knytter sig til forbindelsesbygningen, kan opføres i to etager.
Der vil herudover kunne opføres mindre bygninger uden for byggefelterne, såsom legehuse og lignende.
Der vil blive fastlagt nærmere bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, som sikrer, at de nye bygninger udføres i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne intentioner. I det videre forløb vil der som nævnt ske en nærmere bearbejdning af nybyggeriets facader, tagudformning m.v. med hensyn til proportionering, materialekarakter og farveholdning mv. Den endelige udformning af bebyggelsen skal godkendes af Bygge- og Teknikforvaltningen.
Det vil blive sikret, at friarealet, som vender mod de fredede parkarealer, bevares som et grønt areal med en beplantning og indretning, som fortsat sikrer en god overgang til parkarealerne.
Parkeringsdækningen fastsættes til 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal, svarende til 32 pladser i det foreliggende projekt. På baggrund af den af Arkitektgruppen København A/S foretagne analyse vil der i forbindelse med den kommende byggesagsbehandling ved byggeriets ibrugtagning kunne accepteres etablering af mindst 25 pladser på skolens grundareal. Placeres pladserne i det grønne friareal (jf. bilag 6), skal belægningen udføres som armeret græs. Hvis pladserne placeres på nedlagte vejarealer i Godthåbsvej (jf. bilag 5), skal den nærmere indretning og udformning godkendes af Bygge- og Teknikforvaltningen.
Ifølge Vej & Park er der i princippet intet til hinder for nedlæggelse af en del af Godthåbsvej med henblik på tillægning af arealet til skolens grund under forudsætning af, at der stadig opretholdes fortov og cykelsti på strækningen samt vejadgang i fornødent omfang for berørte ejendomme. Vej & Park afventer for tiden et konkret forslag fra Arkitektgruppen København A/S herom til nærmere vurdering.
BILAG VEDLAGT
- Luftfoto
- Oversigtskort
- Situationsplan
- Facadetegning
- Parkeringsforslag nr. 1
- Parkeringsforslag nr. 2
- Lokalplantegning
Bjarne Winge Jens Jacobsen