Mødedato: 31.08.2004, kl. 15:00

Medlemsforslag om forsøg med tværgående minibusser på Christianshavn

Medlemsforslag om forsøg med tværgående minibusser på Christianshavn

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 31. august 2004

 

 


J.nr. ØU 267/2004

 

8. Medlemsforslag om forsøg med tværgående minibusser på Christianshavn

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen finder ikke at der er behov for en forsøgsordning, da konceptet med servicebusser/minibusser er velkendte og veldokumenterede. Økonomiforvaltningen indstiller derfor, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen:

 

at beslutningsforslaget bortfalder, subsidiært

 

at Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde et konkret forslag til servicebusbetjening af hele byen til senere fremlæggelse

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. august 2004

Økonomiudvalget godkendte 2. at med en bemærkning om, at udvalget skal præsenteres for et konkret forslag inden jul.

 

D afgav følgende bemærkning:

"CD tager forbehold for 2. at, idet det skønnes urealistisk at indføre servicebusser i København."

 

 

Behandling:-

 

 

RESUME

Dansk Folkeparti har stillet forslag om forsøg med tværgående minibusser på Christianshavn. Der henvises i forslaget til servicebusserne på Frederiksberg. Et tilsvarende forslag blev i 1999 afvist med den begrundelse, at udgifterne til sådanne servicebusser burde holdes indenfor HURs økonomiske ramme. Situationen er i dag principielt den samme som i 1999.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen støtter principielt etablering af et forsøg med servicebusser, såfremt der kan skaffes økonomiske midler til det. Økonomiforvaltningen vurderer, at der med erfaringerne fra Frederiksberg ikke er behov for at iværksætte forsøgsordninger i Københavns Kommune.

 

Drift af 1-2 servicebuslinier i hver af Københavns 15 bydele ville formentlig koste Københavns Kommune mellem 10 og 20 mio.kr. pr. år, og det ville være nødvendigt (af hensyn til entreprenøren) at indgå en driftsaftale med HUR for en periode på 5 til 6 år.

 

Økonomiforvaltningen vurderer desuden, at en gennemførelse af forslaget kan medføre en opdeling af busbetjeningen af København i et mindre antal "store" buslinier finansieret af et kommende regionalt kollektivt trafikråd, og et netværk af lokale minibusser eller servicebusser finansieret af Københavns Kommune. Specielt i den aktuelle situation, hvor den kollektive trafik er trængt og udsat for en skarp prioritering, finder Økonomiforvaltningen, at det er vigtigere at arbejde for et højt kvalitetsniveau i den ordinære busdrift, snarere end at etablere omkostningstunge servicebusruter, som kun betjener et lille antal borgere, og som i værste fald blot vil være en lappeløsning.


 


Til top